tirsdag den 11. december 2012

Præriens skrappe drenge

Forleden så jeg Don Siegels THE DUEL AT SILVER CREEK fra 1952. Det er en amerikansk B-western, der på dansk fik den forrygende titel LYN-SHERIFFEN - og man må sige, at der er knald på i denne underholdende film om en flok banditter ("claim jumpers"), der stjæler minerettighederne fra de lokale guldgravere, hvorefter de skyder dem.

I løbet af filmens fem kvarter får vi masser af action med skudkampe, dueller og vilde forfølgelsesjagter til hest. Persongalleriet er stort og kulørt, og de fleste af de medvirkende er udstyret med fornøjelige øgenavne som The Silver Kid, Lightning, Rat Face og Dusty. LYN-SHERIFFEN er hverken banebrydende eller fantastisk; den er bare en solid omgang prærie-sjov, som man kunne have oplevet det til en eftermiddagsforestilling i sin barndom.

Filmen fik mig nemlig til at tænke på nogle af de oplevelser, jeg har haft med western-genren som dreng. Her er det nok BILL OG BEN-bøgerne om de texanske helvedeshunde Bill Valentine og Ben Emerson, der har fyldt mest. Dem fik jeg læst en del af - især i sommerferierne. Og man kunne jo ikke gå ind i en kiosk dengang, uden at der mindst stod en håndfuld forskellige BILL OG BEN-titler på hylderne; sammen med alle de andre western-serier, der udkom på det tidspunkt.

I kioskerne kunne man også finde diverse western-tegneserier. TOMAHAWK var det mest sejlivede af hæfterne, men jeg husker også at have købt blade som POW!, THE BUFFALO, CACTUS WESTERN og JONAH HEX ... ja, endda SØLVPIL. På TV kan jeg faktisk ikke huske om jeg har set BONANZA (men det har formentlig været på tysk TV, hvis jeg har). Enkelte westerns i biografen er det også blevet til gennem årene, men nu har gysere altid været min foretrukne genre, og derfor har jeg ikke fået set så mange cowboyfilm.

Men westerns er en dybt fascinerende genre, og jeg føler mig godt underholdt hver gang, jeg ser en. Jeg er altså langt fra ekspert på området, men der er et eller andet ved disse magiske billeder af revolvermænd til hest, støvede byer ude på prærien og blodtørstige indianerne, der kommer væltede ned fra bakketoppene. Så velkommen til bloggen Rygende Revolvere, hvor jeg i ny og næ vil skrive om westerns.

17 kommentarer:

  1. Ih dog, det ser ud som om jeg får æren af at være den første til ønske denne blog et langt og godt liv... Hvis du vil bruge bare halvt så meget tid på den som på SKRÆK OG RÆDSEL, så er jeg ikke i tvivl om at det nok skal blive et fornøjeligt bekendtskab...

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak... og tillykke med den første kommentar herude på prærien.

      Slet
  2. Held og lykke med den nye blog. Jeg har altid vidst gyserfilm blot var en døgnflue for dig! Haha.

    Bar' gas, naturligvis. Men det kan godt betale sig, at slappe lidt af med en anden genre, så man ikke øger overkill på det, man mest holder af.

    Det danske omslag til LYN-SHERIFFEN lover: "Et uforglemmeligt drama udspiller sig med ulidelig spænding, farlig romantik og pistolrygende dueller".

    *Ulidelig spænding*. Sådan!

    SvarSlet
  3. Hvis man iø vil forsøge sig med gamle western pocketbøger ("knaldromaner"), så vil jeg anbefale COLT 45 (Edge-serien) og MORGAN KANE. Det bedste western-tegneserieblad var THE BUFFALO, som du viser i indlægget. Der kom desværre kun 5 numre (og sluttede af med at der stod: "Buffalo går ind og redaktøren skyder sig selv").

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har læst både MORGAN KANE og COLT 45 i sin tid. Især sidstnævnte var en barsk omgang.

      Slet
  4. Fedt tiltag, Søren :-)

    Jeg er selv meget glad for westerngenren, både fra Amerika og fra Italien.

    En af mine yndlingstegneserier er den herlige "Jonah Hex", som jeg også efterhånden har de fleste eksemplarer af på dansk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Her er rent faktisk en af de få serier, hvor jeg kan blære mig med at have været med hele vejen! Jeg var netop begyndt som tegneseriesamler og havde besluttet, at jeg ville begynde at holde Tomahawk, men da jeg endelig fik det købt, stod der, at det var sidste nummer, men at man ville give Jonah Hex (som havde kørt i bladet) sit eget blad. Jeg holdt ud hele vejen med Jonah Hex som sagt, inklusiv da det skiftede navn til HEX i de sidste dage. Jeg har dog ikke set den film, der er kommet. Jeg frygter den lidt. o_O

      Slet
    2. Jonah Hex-filmen er ikke særlig god... den er en anelse for kort synes jeg, og projektet virker ikke helt gennemtænkt..

      Jeg har kun læst ganske få numre af bladet, men husker det som ganske fremragende...

      Slet
  5. Godt initiativ, Søren. Jeg glæder mig til at følge med fremover.

    Har netop modtaget The Duel at Silver Creek fra Amazon.

    SvarSlet
  6. Tillykke med den nye blog her, Søren... jeg har lagt et link på min egen ditto...

    Glæder mig til at læse med... og er faktisk ved at se The Big Country på Henriks opfordring... indtil videre er jeg meget tilfreds!

    SvarSlet
  7. Tillykke med den nye blog, Søren, jeg vil følge den med interesse - ligesom jeg følger din horror blog.

    SvarSlet
  8. Tak for alle jeres hilsener. RYGENDE REVOLVERE har allerede haft 33 unikke besøgende, så vi er godt i gang.

    SvarSlet
  9. Jeg kan i øvrigt anbefale Thomas Ærvold Bjerre og Torben Huus Larsens danske bog om westerns. Den udkom i 2009 og hedder "Cowboynationen - westernfilm og det moderne Amerika".

    http://www.fyens.dk/article/1327110:Navne--Helten-som-ikke-vil-doe

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har godt set, at bogen findes, og den kunne være spændende at læse, selv om den godt nok har fået tæsk af nogle anmeldere.

      Slet
    2. Det er lidt ironisk, at en af de mest negative anmeldelser af bogen er fra Politikens Bo Tao Michaëlis, der brokker sig over faktuelle fejl og mangler. Hans 2012-biografi om Hemingway blev trukket tilbage af forlaget pga. samme problemer.

      Anyway: jeg har faktisk ikke læst bogen, men har haft Thomas Bjerre som underviser i et fag om den amerikanske western på SDU, Odense, og hans viden om og entusiasme/interesse for genren var åbenlys.

      Pga. dette regnede jeg med at bogen var værd at læse og det er vist nok også en af de eneste bøger på dansk om dette emne.

      Hvis man gerne vil vide mere om Sergio Leone og hans karriere, så er Christopher Fraylings "Something to Do with Death" et must - den har jeg læst ;-) Den er velskrevet og interessant hele vejen igennem.

      Slet
  10. Der kom en ret god tysk dokumentarfilm om spaghettiwesterns for et par år siden, DEN SIE KENNEN KEIN ARBARMEN [For de kender ikke til nåde]. Den blev vist på Arte TV, men er også udsendt på tysk dvd. Den har bl.a. interview med danske Lars Bloch, som var med i et par af filmene. Og mange af de mere kendte, naturligvis.

    http://www.imdb.com/title/tt0810824/

    SvarSlet
  11. Så rundede vi de 1000 sidevisninger her på prærie-bloggen. Herligt!

    SvarSlet