fredag den 19. februar 2016

THE SHOOTIST skyder snart på Blu-ray

THE SHOOTIST fra 1976 skulle blive John Waynes sidste film og hans sidste western. Den er udkommet på dvd nogle gange, men er vist nemmest at finde i diverse Wayne-collections. Men fra den 15. april kan den også købes på Blu-ray, hvilket skulle være første gang, at den dukker op i det format.

Selskabet Pidax i Tyskland står bag udgivelsen (der suppleres med en dvd-version), og der vil være tysk og engelsk tale. Ekstramaterialet ser ud til at være sparsomt, men der er et vendbart cover, så man kan slippe af med det grimme alderscensur-logo. Den tyske titel er DER LETZTE SCHARFSCHÜTZE, mens den på dansk fik titlen SEKSLØBEREN DER BLEV TAVS.

Jonah Hex flyttede med

De seneste par uger har jeg ligget i flyttekaos, og der kommer nok til at gå noget tid endnu, før alting er kommet på plads på hylderne igen ... i hvert fald på en måde, så man kan finde tingene. I forbindelse med aflevering af den gamle lejlighed på Østerbro, var jeg lige et smut forbi Trianglen Antikvariat. Jeg havde nemlig set, at han havde nogle danske JONAH HEX-blade liggende.

Jeg endte med at købe 60 numre i alt. En voldsom stak, må man sige. Nu er der en lille håndfuld dubletter i bunken, men det gik ret stærkt med at udvælge bladene, så det er helt OK. Skal have tjekket dem igennem ved lejlighed. Bladene kostede en femmer stykket, men med lidt mængderabat fik jeg dem for 270,- kr. På alle måder fair. Der nåede at komme 78 numre af JONAH HEX på dansk i årene 1979 til 1985.