søndag den 18. maj 2014

THE HOMESMAN i biffen til efteråret

Ud over at Tommy Lee Jones har instrueret og selv spiller en af hovedrollerne, så er det en perlerække af stjerner, der medvirker i western-dramaet THE HOMESMAN. Blandt dem er Hilary Swank, John Lithgow, James Spader, William Fichtner og Meryl Streep. Og så er vores egen Sonja Richter sandelig også med. Filmen, der er baseret på en roman af Glendon Swarthout, handler om en nybygger-kvinde, der slår sig sammen med en alt andet end troværdig type for at få transporteret tre sindssyge kvinder fra Nebraska til Iowa. Filmen får premiere i Danmark den 30. oktober.

torsdag den 8. maj 2014

Tre euro-westerns i VHS-kvalitet

Man kan ikke beskylde Soul Media for at oversælge disse tre euro-westerns. På bagsiden af dem kan man nemlig læse, at de er i 4:3-format og med advarslen: Be aware that the quality on this DVD is like VHS. Jamen, det er da ærlig snak. Ifølge selskabets hjemmeside, så skulle filmene være udkommet, men jeg kan ikke rigtig se dem hos nogle af online-forhandlerne, og har nok heller ikke den vilde lyst til at købe dem hjem. Der må være alternativer i en bedre kvalitet. Filmene er...

LA COLLINA DEGLI STIVALI (Giuseppe Colizzi, Italien, 1969). International titel: BOOT HILL.

VALDEZ, IL MEZZOSANGUE (John Sturges, Duilio Coletti, Italien-Frankrig-Spanien, 1973). International titel (blandt andet): CHINO.

SI PUÒ FARE... AMIGO (Maurizio Lucidi, Spanien-Italien-Frankrig, 1972). International titel (blandt andet): IT CAN BE DONE AMIGO.

Filmene skulle også kunne fås i et boxsæt.

tirsdag den 6. maj 2014

Ta' med til det underlige vilde vesten

Her er en nyhed, der er lidt på kanten af genren. Normalt forbinder man ikke aliens, vampyrer og monstre med det vilde vestem, men alt kan lade sig gøre i den såkaldte Weird West-genre, der hiver ned fra alle hylder og bruger samtlige tricks for at skabe de vildeste og mest aparte historier. Genren fik først sit navn sent, især da den amerikanske forfatter Joe R. Lansdale for alvor kom i gang i løbet af 80'erne - både med sine egne historier, men bl.a. også som medredaktør på antologien RAZORED SADDLES.

Mærkværdige western-fortællinger har dog eksisteret siden pulp-magasinernes dage, og i filmens univers findes eksempler som BILLY THE KID VS. DRACULA, JESSE JAMES MEETS FRANKENSTEIN'S DAUGHTER og THE VALLEY OF GWANGI. Fra tegneserierne kender vi bl.a. Jonah Hex (der først så dagens lys i bladet WEIRD WESTERN TALES, men senere fik sit eget blad), hvor den grumme gunslinger også har haft nogle sammenstød med ting, der ikke er af denne verden.

Nu kommer en spritny Weird West-antologi, nemlig DEAD MAN’S HAND: AN ANTHOLOGY OF THE WEIRD. Den er redigeret af John Joseph Adams, og her får man 23 historier af bl.a. Orson Scott Card, Fred Van Lente (skaberen af COWBOYS & ALIENS), Elizabeth Bear, Joe R. Lansdale, David Farland, Mike Resnick, Alan Dean Foster og Tad Williams. DEAD MAN'S HAND udkommer den 30. maj fra Titan Books.

mandag den 5. maj 2014

THE SALVATION-plakat afsløret

Først fik vi traileren til Kristian Levrings danskproducerede western THE SALVATION med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Nu er plakaten også blevet afsløret. Hvad synes I om den?

Undervejs med Howard Hawks-trilogi

I aftes så jeg EL DORADO; mester-instruktøren Howard Hawks' anden film i hans "trilogi", hvor de samme temaer og ideer bliver udforsket. Jeg synes, at det er en herlig western med masser af dynamik og underholdning - og et fantastisk udvalg af skuespillere. Ikke mindst Robert Mitchum og James Caan gør det fremragende, mens John Wayne nok mere overlever på rutine og karisma end sin fysik. EL DORADO er dog ikke helt på højde med RIO BRAVO, som jeg så for et par uger siden. Nu mangler jeg bare lige at få RIO LOBO gennem dvd-afspilleren.

søndag den 4. maj 2014

Western-komedie i bifferne til sommer

Filmåret 2014 byder på en western i den mere komiske ende af spekteret, nemlig Seth MacFarlanes A MILLION WAYS TO DIE IN THE WEST. MacFarlane er kendt for bl.a. TED og FAMILY GUY, og filmen ser ud til at være en særdeles fjollet affære. Men nu får vi se... Dansk premiere den 5. juni.

lørdag den 3. maj 2014

Mere end 500 sider med Jonah Hex

Bemærkede lige, at denne her var udkommet fra DC Comics, nemlig bind 2 af SHOWCASE PRESENTS: JONAH HEX. Her får man 544 sider i sort/hvid med genoptryk af WEIRD WESTERN TALES nr. 34 til og med 38 og JONAH HEX nr. 1 til og med nr. 22. Første bind udkom for mange år siden, og er vist udsolgt. Fik det aldrig købt. Har set et par gulnede eksemplarer ude i byen, men det ville være rart med et genoptryk.

fredag den 2. maj 2014

Dansk western lige om hjørnet


Instruktøren Kristian Levrings danskproducerede western THE SALVATION med Mads Mikkelsen, Eva Green, Jeffrey Dean Morgan, Mikael Persbrandt, Jonathan Pryce og Eric Cantona på rollelisten vil blive vist til filmfestivalen i Cannes her inden så længe - og derefter sætter den kursen mod Danmark. Allerede den 22. maj kommer THE SALVATION op i de danske biografer. Plottet er som følger:

1870'erne i hjertet af USA blandt nybyggere og lovløse. Den danske emigrant John (Mads Mikkelsen) har ventet i årevis på at få sin kone og søn til USA. Da det endelig sker, bliver de kort efter deres ankomst udsat for en forfærdelig forbrydelse.

I sorg og afmagt slår John gerningsmanden ihjel. En hævn, der slipper brutale kræfter løs. Gerningsmandens bror er den nådesløse oberst Delarue, som terroriserer byen Black Creek og ikke skyr nogen midler for at hævne sin bror.

Forrådt og udstødt af lokalsamfundet må John forvandle sig fra en fredelig nybygger til en frygtløs kriger for at frelse byen og finde fred.

Manuskriptet er skrevet sammen med Anders Thomas Jensen, og du kan se den internationale trailer her foroven. Der bliver læsset en del western-klicheer på undervejs, men umiddelbart synes jeg ikke, at billederne afslører, at filmen er indspillet i Sydafrika. Jeg håber dog, at musikken i filmen er en anden end i traileren, for den er godt nok forfærdelig (Kasper Winding er komponist på projektet).

torsdag den 1. maj 2014

Guldgraver-dramaet KLONDIKE på vej

KLONDIKE beskrives som den første fiktions-serie, Discovery Channel har lavet. Med Ridley Scott som en af producenterne og Simon Cellan Jones i instruktørstolen, fortælles historien om to venner, der drager mod Yukon-territoriet for at lede efter guld. På den officielle hjemmeside beskrives KLONDIKE-mineserien således:

Discovery’s first scripted mini-series, announced last year, is based on Charlotte Gray’s book GOLD DIGGERS: STRIKING IT RICH IN THE KLONDIKE. Her tale brings to life the story of six strangers and their collective fight for survival and wealth in a small frontier town in the remote Klondike.

KLONDIKE follows the lives of two childhood best friends, Bill and Epstein, in the late 1890s as they flock to the gold rush capital in the untamed Yukon Territory. This man-versus-nature tale places our heroes in a land full of undiscovered wealth, but ravaged by harsh conditions, unpredictable weather and desperate, dangerous characters including greedy businessmen, seductive courtesans and native tribes witnessing the destruction of their people and land by opportunistic entrepreneurs.

På rollelisten finder man bl.a. Richard Madden (kendt fra GAME OF THRONES), Tim Roth og Sam Shepard. Serien vises selvfølgelig i TV, men i næste uge, den 8. maj, udkommer den på dvd og Blu-ray her i Danmark fra SF Film.