fredag den 19. juli 2019

Westerns ... fra dvd til Blu-ray

Her på kanalen har jeg ikke lagt skjul på, at jeg er meget glad for Blu-rays, og jeg er stille og roligt ved at skifte nogle af mine dvd'er ud til det format. Det går ikke så stærkt, og der skal jo også være mening med galskaben, for det er jo på ingen måde gratis. Her er et kig på en hylde med westerns, hvor dvd'erne "rager op over" de lidt lavere Blu-rays. Der er stadig et stykke vej, men det er jo en af fornøjelserne ved at være samler.

søndag den 14. juli 2019

Man kunne godt få den tanke, at "westerns" er ved at blive gemt væk som genre

De fleste online-forhandlere af dvd'er og Blu-rays og de fleste streaming-tjenester har som udgangspunkt mulighed for, at man kan søge efter titler og og at man kan browse igennem diverse kategorier. Søgevinduet er fint, hvis man går efter noget bestemt, og "bladre igennem"-funktionen er cool, hvis man har lyst til at lade sig inspirere og blive overrasket. Men, men, men ... nogle steder virker det som om, at "westerns" ikke længere findes som en genre - eller så bliver den gemt lidt af vejen.

Et eksempel: På Blockbuster.dk har de "action", "thriller" og "krimi" blandt de 14 genre-kategorier, de opererer med, men "western" findes ikke. Jeg har prøvet at søge på John Wayne, og hvis man så tilfældigt går ind under de enkelte titler, kan man se, at TRUE GRIT er "eventyr, drama, action", THE WAR WAGON er "action", THE MAN WHO SHOT LIBERTY VALANCE er "drama", mens ROOSTER COGBURN er "action". Tja, bum bum ...

Det er dog meget forskelligt, hvordan de enkelte tjenester og online-shops tilbyder muligheden for at bladre i genrer, og heldigvis er westerns ikke helt forsvundet endnu. Det er dog sjovt at bemærke, at man sagtens kan finde "westerns"-kategorien, når man klikker ind på dvd'er og Blu-ray hos engelsk og amerikansk Amazon. Men i det western-glade Tyskland ligger genren ikke umiddelbart blandt kategorierne i det første vindue, man kommer ind på hos tysk Amazon. Man kan se "Action & Abenteuer", "Komödie & Unterhaltung" og "Zeichentrick", men man skal ligge klikke en gang nederst i listen på weitere for at komme ind på et vindue, hvor man også kan vælge westerns.

Men det er selvfølgelig et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og der er nok ikke det samme publikum til westerns som til det seneste superhelte-epos fra Marvel. Heldigvis er fans nogle ihærdige størrelser, der nok skal finde frem til de ting, der interesserer os - også selv om det ikke altid er helt let.

lørdag den 29. juni 2019

Blu-rays, tegneserier, Bill og Ben-bøger, westerns i Cinemateket og andre tilfældige ting og sager

Så er det igen blevet tid til at få samlet op på nogle af de ting, jeg har gang i herude på prærien - eller som jeg har lagt mærke til i horisonten. Det kan virke som lidt af et rodebunke-indlæg, men sådan må det være. Here we go ...

Når jeg falder over et godt tilbud, bestiller jeg gerne på Blu-ray nogle af de westerns, jeg i forvejen har på dvd. Det er bare et så lækkert format til netop den genre. På det seneste er det blandt andet blevet til RIO LOBO, LITTLE BIG MAN, GUNFIGHT AT THE O.K. CORRAL og WINCHESTER '73. Den slags er jo et løbende projekt, og jeg slår som sagt først til, hvis prisen er til at have med at gøre. Ellers kan det hurtigt blive for dyrt at være samler.

For længe siden omtalte jeg Dorado Films, der kæmpede med at få udgivet Joaquín Luis Romero Marchents spansk-italienske western ANTES LLEGA LA MUERTE - også kendt som THE SEVEN FROM TEXAS - på Blu-ray. Nu er det endelig lykkedes, og filmen landede her på min ranch for ikke så længe siden. Desværre måtte jeg betale importmoms og det der irriterede gebyr til PostNord, men det er der ikke noget at gøre ved. Der er tale om en limited edition i 600 eksemplarer, og æsken indeholder endda en bonus-dvd, nemlig samme instruktørs 100.000 DOLLARI PER LASSITER.

Det har været grundlovsdag og dermed også fars dag. Min søde og omsorgsfulde kone havde fundet et par småting til mig, nemlig bind 2 af tegneserien UNDERTAKER af Ralph Meyer, Xavier Dorison og Caroline Delabie samt bind 1 af Joe Kuberts TEX WILLER. Herligt. Siden har jeg været et smut inde i Faraos Cigarer og samle bind 2 af TEX WILLER op. Begge albums er nemlig udgået fra forlaget Zoom, så man skal slå til, hvis man vil have dem. Ved samme lejlighed købte jeg et par gamle POW!-hæfter fra Interpresse, men det er en anden historie.

Flere tegneserier. Forlaget Cobolt har taget hul på deres store Blueberry-satsning, der alt i alt vil omfatte ni bind med den legendariske serie, der blev skabt i 1963 af Jean-Michel Charlier og Jean Giraud. Første bind er nu på gaden med historierne Fort Navajo, Torden i vest og Ensomme Ørn.

For nogle uger siden fik jeg fat i de to sort/hvide Jonah Hex-genoptryk, der i sin tid udkom i DC Comics-serien Showcase. Nu vil rygter vide, at serien også bliver genoptrykt i farver. Den 6. maj næste år skulle vi få en JONAH HEX: THE BRONZE AGE OMNIBUS, der samler materiale fra ALL-STAR WESTERN nr. 10-11, WEIRD WESTERN TALES nr. 12-14 og 16-38, JONAH HEX nr. 1-17 og JUSTICE LEAGUE OF AMERICA nr. 159-160. Hele 888 sider i hardcover. Prisen bliver 125 amerikanske dollar, så man kan godt begynde at spare op.

Bill og Ben-bøger er ikke noget, man plejer at se i bunker, men i begyndelsen af juni var jeg et smut i Esbjerg, hvor antikvariatet Bogormen i Kongensgade havde fået en kæmpe stak ind. Nu købte jeg ikke nogle af dem, men det var nu meget sjovt at se så mange af disse bøger på én gang. I det hele taget er Bogormen et sted, hvor man kan bruge lang tid på at rode igennem bunkerne, og der er meget at finde i mange genrer.

Jeg nåede undervejs på turen også i Bilka i Esbjerg og i Føtex i Ribe, hvor man kan finde diverse film på hylderne - både på dvd og Blu-ray. Her er et par western-titler fra Føtex.

I disse dage kan man i de danske biografer se en spritny western, hvilket er lidt af en sjældenhed. Det er Jacques Audiards THE SISTERS BROTHERS med John C. Reilly, Joaquin Phoenix og Jake Gyllenhaal. Filmen, der er baseret på en roman af Patrick DeWitt, er en fransk-spansk-rumænsk-belgisk-amerikansk produktion, og den er filmet i Spanien, Frankrig og Rumænien.

Cinemateket i København har offentliggjort deres program for august-september, og der er en god håndfuld spændende ting på programmet. Her sætter de blandt andet fokus på instruktøren Jacques Tourneur, der for de fleste nok er mest kendt for sine stemningsfulde horrorfilm - men han arbejdede også i andre genrer. For western-fans vil der i Cinemateket være mulighed for at se GREAT DAY IN THE MORNING (1956), CANYON PASSAGE (1946) og STARS IN MY CROWN (1950). Sidstnævnte kan endda opleves den 28. august med en særlig introduktion af Jakob Stegelmann, der vil fortælle om instruktørens værker.

Quentin Tarantino er aktuel med en ny film, og det giver Cinemateket anledning til at diske op med nogle af instruktørens produktioner, krydret med nogle af de film, der har inspireret ham. Blandt dem er Giancarlo Santis IL GRANDE DUELLO fra 1972 med Lee Van Cleef. Så den vil man altså kunne se i filmhuset i Gothersgade.

Nå, jeg må hellere runde af, selv om jeg nok kunne komme ind på flere emner, men det må blive en anden gang.

torsdag den 30. maj 2019

Løst og fast fra prærie-telegrafen

Jeg er lidt nede på tælling, så jeg har ikke haft tid og kræfter til at skrive her på bloggen, men nu samler jeg lige op på et par ting. Post-diligencen har været forbi med tre Blu-rays fra engelske 88 Films. De gør det ikke så meget i westerns, men de har en serie, der hedder The Italian Collection, og under den paraply har de udgivet nogle spaghettier. Som tidligere beskrevet har selskabet bøvlet med at få DJANGO KILL... IF YOU LIVE, SHOOT!, THE MERCENARY og NAVAJO JOE på gaden, men over tid er det så lykkedes.

Jeg bestilte direkte fra 88 Films, da de havde alle tre titler på lager til en fornuftig pris, og jeg er alligevel træt af Amazon, så det passede fint. Smed så lige en horrorfilm med i min ordre, men det er en anden historie. Udgivelserne fra 88 Films har som regel to forskellige forsider, så man selv kan vælge, men i modsætning til andre selskaber er det sjældent nytegnede forsider, vi har med at gøre. Så man kan oftest vælge mellem to varianter baseret på originale plakater. På ovenstående billede kan I se, hvordan de tre Blu-rays alternativt kan se ud. Jeg ved endnu ikke helt, hvilke varianter jeg foretrækker.

Jeg skal have læst nogle af de Tex Willer-tegneserier, jeg har fået fat i, men nu har jeg faktisk også lige bestilt et par stykker mere, så jeg venter et par dage endnu med at gå i gang. På tegneserie-fronten er det ellers værd at bemærke, at forlaget E-voke netop har udgivet albummet MIMBREÑOS af Stefano Casini. E-voke beskriver det som "en hæsblæsende og klassisk western-historie".

Mange tegneserie-fans vil måske også være glade for, at E-voke snart kaster sig over nogle af Paolo Eleuteri Serpieris western-historier. Serpieri er især kendt for de sexede science fiction-albums om den velformede Druuna, men han har også lavet fortællinger fra det vilde vesten. HISTORIER FRA DET VILDE VEST bliver den danske titel på albummet, der udkommer i juni - og det kun i 200 eksemplarer.

Jeg har fået læst en enkelt western på min Kindle, nemlig LAWMASTER af Jack Martin. Det er en af de 15 e-bøger, som Piccadilly Publishing fik udgivet i deres stand-alone-serie, som jeg tidligere har været lidt inde på. Hidtil har jeg ikke været så imponeret af bøgerne, men LAWMASTER er en særdeles velfungerende historie om en sherif, der får store problemer, da han arresterer en magtfuld ranch-ejers arrogante søn. Fin underholdning.

På soundtrack-fronten er det vildt længe siden, jeg har fået noget nyt, men det jo ikke fordi, der ikke udkommer ting og sager. Intrada har f.eks. genudgivet Jerry Fieldings score til LAWMAN og den 20. juni genudgiver Digitmovies musikken fra Terence Hill-filmen …E POI LO CHIAMARONO IL MAGNIFICO, komponeret af Guido og Maurizio De Angelis - og det på både cd og lp. Vinyl-elskerne vil elske det.

Hvad er der ellers? Fans af TV-serien DEADWOOD ser uden tvivl frem til, at DEADWOOD: THE MOVIE er lige om hjørnet. Se den på HBO Nordic fra på lørdag. OK, det var alt fra prærie-telegrafen i denne omgang.

onsdag den 15. maj 2019

Ugens fund: Så fik jeg lige fat i over 1000 sider med Jonah Hex

I går var jeg et hurtigt smut i Næstved. Det gik lidt stærkt, fordi vi havde en aftale i København om aftenen, så af Næstved fik jeg kun set det lokale antikvariat. Her fandt jeg tre bøger til min kone, men nåede ikke at grave noget frem til mig selv - men det er også cool. Det egentlige formål med min tur var dog en handel via DBA, hvor jeg var faldet over de to Showcase-opsamlinger med Jonah Hex, som DC Comics udsendte i sin tid.

Begge bøger har jeg gennem årene kigget på i Fantask, men har tænkt: Dem køber jeg næste gang! Det blev så aldrig til noget, og så blev bøgerne udsolgt. Man kan selvfølgelig finde dem via Amazon, eBay og den slags, men priserne kan være i den høje ende - og hertil kommer porto fra udlandet. For et års tid siden blev bind 1 solgt via en dansk Facebook-gruppe, men her var jeg ikke den første, der slog til.

Men det var jeg denne gang, og nu har jeg mere end 1000 sider med den gustne western-helt at glæde mig til. Herligt. Desværre udgiver DC ikke længere opsamlinger i Showcase-serien, og de blev ikke færdige med at genoptrykke alt det Jonah Hex, der findes. Men det her er en rigtig god ting at have på hylden, så jeg skal ikke klage.

fredag den 10. maj 2019

Flere westerns fra Twilight Time

Det amerikanske selskab Twilight Time er glade for westerns, og i deres næste håndfuld af nyheder på Blu-ray - med en udgivelsesdato omkring den 21. maj - har de to af slagsen på programmet. Den ene er Andrew V. McLaglens BANDOLERO! fra 1968 med James Stewart, Dean Martin, Raquel Welch og George Kennedy på rollelisten. Filmen er desuden udstyret med et ganske forrygende score af Jerry Goldsmith.

Den anden titel er Edward Dmytryks WARLOCK fra 1959 med Richard Widmark, Henry Fonda og Anthony Quinn. Som altid udkommer titlerne fra Twilight Time i et begrænset oplag på 3000 eksemplarer.

lørdag den 4. maj 2019

Et lille tip: Sådan får du fat i nogle Tex Willer-tegneserier fra Norge

Den italienske western-tegneserie TEX er i de skandinaviske lande især et hit i Norge og Finland, men man kan ikke umiddelbart abonnere på dem eller få dem sendt via de officielle kanaler, og med det mener jeg forlaget selv. Så findes der andre metoder, som jeg ikke har prøvet, men ved et tilfælde har jeg opdaget en mulig vej til i hvert fald nogle af udgivelserne. Man bestiller ganske enkelt via CDON.

CDON samarbejder nemlig med en anden netbutik, Adlibris, og det giver sjovt nok adgang til nogle af de norske og de finske udgivelser, men det er nok førstnævnte, der for danskere vil være mest interessante - med mindre man er absurd god til finsk. Umiddelbart ser det primært ud til at være den almindelige månedlige udgivelse, man kan bestille blandt de efterhånden utallige ting, der udkommer i Norge, men det er da også noget.

For sjovs skyld forsøgte jeg at bestille to hæfter fra CDON, og det gik uden problemer, selv om det tog to uger fra bestilling til at pakken dukkede op i min postkasse. Men det er fint nok. 143 kroner kostede det alt i alt med forsendelse. Selvfølgelig dyrere end at købe hæfterne i en kiosk i Oslo, men nu er det jo ikke helt gratis at rejse til Norge, så ...

fredag den 3. maj 2019

Forlaget Cobolt udgiver den definitive udgave af tegneserien BLUEBERRY

Vi har vidst det et stykke tid, men nu er det officielt: Forlaget Cobolt udgiver Jean-Michel Charlier og Jean Girauds verdensberømte westerntegneserie BLUEBERRY - og det bliver i noget, der på alle måder ligner den definitive udgave. Flot bliver den i hvert fald. Ni bind kommer der alt i alt, og de vil rumme hovedserien af BLUEBERRY. Første bind på 168 sider udkommer til juni. Her er forlagets egen gennemgang af de nørdede detaljer:
  • Nyrestaureret trykmateriale, så hver eneste side fremstår præcis, som den gjorde i de allerførste franske udgaver.
  • Ny dansk oversættelse for første gang i 50 år, der bringer dialogen i overensstemmelse med og giver den samme omfang som den originale tekst.
  • Trykt på delikat retroagtigt papir, så farverne fremstår, som det var tiltænkt.
  • Fyldigt, rigt illustreret og helt nyudarbejdet ekstramateriale i hvert bind om seriens tilblivelse med mange aldrig før sete illustrationer og dokumenter.
  • Større format end nogen sinde: 24 x 32 cm.
  • Ni store samlebind i solid indbinding.
  • De to første samlebind udkommer i 2019 og de følgende med omkring et halvt års mellemrum.

søndag den 28. april 2019

Cinemateket viser Sergio Leones ONCE UPON A TIME IN THE WEST

Cinemateket i København disker ifølge det seneste program op med en serie, de kalder for Sommerklassikere, og her viser de blandt andet Sergio Leones legendariske C'ERA UNA VOLTA IL WEST fra 1968 - også kendt som ONCE UPON A TIME IN THE WEST eller VESTENS HÅRDE HALSE. Filmen vises tirsdag 4. juni, torsdag 13. juni, lørdag 15. juni, fredag 21. juni, søndag 30. juni, torsdag 4. juli og tirsdag 9. juli, så der skulle være en god chance for at fange den.

Nu samarbejder Cinemateket med biografer i Odense, Aarhus og Aalborg, og jeg kan i hvert fald se, at VESTENS HÅRDE HALSE vises i Biffen i Aalborg tirsdag 9. juli og i Øst for Paradis i Aarhus 30. juli. En visning i Odense kan jeg ikke umiddelbart få øje på.

fredag den 26. april 2019

Så kom der lige en stak westerns på Blu-ray med posten

Engelske Arrow Films har holdt påske-udsalg, og her benyttede jeg lejligheden til at slå kløerne i en række af de titler, jeg længe har haft stående på min elektroniske ønskeliste hos Amazon. Desværre er Amazon blevet ret dyre, og derfor skal man efterhånden ud hos de enkelte selskaber for at finde de gode tilbud.

Pakken, jeg modtog, indeholdt Peter Fondas THE HIRED HAND, André De Toths RAMROD, Joseph H. Lewis' TERROR IN A TEXAS TOWN, Marlon Brandos ONE-EYED JACKS, Duccio Tessaris A PISTOL FOR RINGO og THE RETURN OF RINGO samt Ferdinando Baldis TEXAS, ADIOS - alt sammen på Blu-ray (ONE-EYED JACKS er dog sådan en dual format-ting, hvor der også er en dvd med).

Udgivelserne har fået flotte nytegnede forsider, men man kan vende coveret om på dem alle sammen, så mere originale plakater kommer i spil. Det er faktisk sådan, at jeg foretrækker dem.

mandag den 22. april 2019

JUSTICE på dvd til juni

Det er på alle måder fint, at der stadig udkommer westerns i fysisk form her i landet, men det er ikke dem alle, der lyder lige gode. 17. juni udsender Another World Entertainment JUSTICE fra 2017 på dvd. Filmen er instrueret af Richard Gabai og har Jamie-Lynn Sigler, Stephen Lang, Nathan Parsons og Ellen Hollman på rollelisten.

Desværre har den også en score på 4,1 ud af 10 mulige på IMDb (ganske vist kun baseret på lige over 700 brugeres reaktioner, men alligevel). Filmen beskrives som værende den ene kliche efter den anden, men nu får vi se. JUSTICE vil selvfølgelig også kunne lejes online, og hvis man pinedød vil have den i et bedre format, så udkommer den på Blu-ray i Norge.

fredag den 19. april 2019

Piccadilly Publishing har helt droppet Larry & Stretch som e-bøger

For lige at følge op på et tidligere indlæg; forlaget Piccadilly Publishing satte Marshall Grovers Larry & Stretch-bøger på pause i deres e-bogs-program efter nr. 12, men kærligheden til netop de titler var så stor, at man forsøgte sig med nogle flere bøger. Men det virkede bare ikke, og derfor er det nu helt slut med Larry & Stretch (eller Bill og Ben) fra forlaget. Nr. 18, DON'T COUNT THE ODDS, var den sidste.

Det er nu alligevel utroligt, at man på globalt plan ikke kan sælge nok af disse e-bøger, der på Amazon kan erhverves for lige lidt over en dollar stykket. Men sådan er det. Her i landet kan man efterhånden købe 330 forskellige Bill og Ben på dansk som e-bøger, mens 21 af dem kan fås som rigtige bøger (vi er formentlig ude i sådan noget print on demand-noget). Priserne er dog latterlige (50 kroner for en e-bog, 200 kroner i fysisk form).

onsdag den 17. april 2019

Tex Willer rider igen i Sverige

Den italiensk-skabte westernhelt Tex Willer var ikke det store hit her i Danmark, da forlaget Zoom forsøgte sig med et par album, men nu gør svenskerne forsøget. Det er forlaget Ades Media, der udgiver serien, hvor nr. 1 kom i efteråret. Den overordnede titel er Legenden om Tex Willer, og det første bind hedder HÄMNAREN, skabt af Mauro Boselli og Stefano Andreucci. Det svenske handlingsreferat lyder således:

Bortom Rio Grande skipar Tex Willer rättvisa genom att utkräva hämnd på sin fars mördare. Men en mäktig ranchägare sätter ett pris på hans huvud för att få stopp på den rättrådige hämnaren. Jagad av korrupta sheriffer och revolvermän korsar Tex gränsen till Mexiko för att söka upp Juan Cortina, en beryktad desperado. Detta leder till ett ödesmättat äventyr med den förste och störste ”spaghettivästernhjälten” av dem alla!

Bind nr. 2 og 3 er nu også på gaden - de hedder RÄTTVISA I CORPUS CHRISTI (af Mauro Boselli og Corrado Mastantuono) og MONTANA (af Gianfranco Manfredi og Giulio De Vita). Der er tale om hardcover-album i farver, så det kunne måske være noget.

tirsdag den 16. april 2019

Nå, jeg skal da også have set nogle flere westerns ...

... det er for eksempel slet ikke alt på denne hylde, jeg er kommet igennem. So many movies, so little time.

lørdag den 13. april 2019

BUFFALO GIRLS snart på dvd

TV-miniserien BUFFALO GIRLS har før været udgivet på dvd i Danmark, men den skal man ud på brugt-markedet for at finde. Men fra den 25. april får man igen mulighed for at købe den. Det er Majeng Media, der udgiver dvd'en her i Skandinavien. BUFFALO GIRLS er fra 1995 og er baseret på en roman af Larry McMurtry; det er ham med LONESOME DOVE. Anjelica Huston, Melanie Griffith og Gabriel Byrne er blot tre af de gode navne på rollelisten. Billedformatet vil være 4:3, da det jo er en TV-produktion.

onsdag den 10. april 2019

Hold da op! I Norge har de Tex Willer i kiosken og westerns på Blu-ray

Tre norske TEX WILLER-udgivelser.
Min kone og jeg har været en tur i den norske hovedstad med Oslobåden, og her fik jeg købt en del gys. Men det blev sandelig også til lidt western-ting. Oppe i Norge er de glade for den italienske westernserie TEX, der på de egne hedder TEX WILLER. Så man kan gå direkte ind i en kiosk som Narvesen og købe det nyeste nummer af det månedlige hæfte. Det var nummer 652, jeg fik fat i. De udgiver også en serie, der bare hedder TEX, som er i farver. Her fik jeg fat i nummer 48.

Selv om disse album er softcover, er de ret lækre.
I nørd-mekkaet Outland i Kirkegata havde de stadig første nummer af den nyeste serie, TEX WILLER FREDLØS, så det købte jeg også, men ellers får man på fornemmelsen, at man skal købe udgivelserne hurtigt, da de ellers bliver udsolgt. Men det kan være, at jeg tager fejl. I Outland havde de også en stribe ret flotte Blueberry-tegneserier i nogle store albums fra Egmont. Jeg ved godt, at de i et eller andet format er på vej tilbage på det danske marked fra Cobolt, men de virkede nu ret cool og lækre.

Fire nyere westerns - og det endda på Blu-ray.
De må generelt have et andet forhold til westerns i Norge, for filmene får også en lidt bedre behandling end her i landet. HICKOK, TRADED, THE BALLAD OF LEFTY BROWN og ANY BULLET WILL DO er alle nyere westerns, der herhjemme er blevet udgivet på dvd af Another World Entertainment. Men i Norge er de altså kommet på Blu-ray fra deres variant af Another World Entertainment. Jeg købte dem alle fire i butikken Platekompaniet i Byporten Shopping. Ja, det er lidt langt at rejse for at få lidt cowboyder-underholdning, men hvis man alligevel er på de kanter, så hold udkig.

lørdag den 23. februar 2019

Arrow Video udgiver THE GRAND DUEL

Engelske Arrow Video har annonceret, at de den 6. maj udgiver Giancarlo Santis IL GRANDE DUELLO fra 1972 på Blu-ray. Internationalt er filmen kendt som THE GRAND DUEL, hvilket selvfølgelig blev til DEN STORE DUEL på dansk. På rollelisten finder man Lee Van Cleef og Alberto Dentice, mens Luis Bacalov har sørget for musikken. Udgivelsen er en 2K-restaurering fra det originale 35mm-negativ og man kan vælge mellem både det italienske og det engelske lydspor. Hertil kommer en del nyt ekstramateriale.

Opdatering: Den engelske censur-myndighed BBFC har krævet tre sekunder klippet ud af filmen (en scene med en hest, der falder), så det skal man lige være opmærksom på. Hvis man køber Arrow Video amerikanske udgivelse af filmen, så får man det hele med.

torsdag den 14. februar 2019

Faraos Cigarer har udgivet de tre sidste Jim Cutlass-albums ... og lokker måske med genoptryk af de fire første

Jean-Michel Charlier, Jean Giraud og Christian Rossis western-tegneserie JIM CUTLASS har haft en ujævn vej til det danske marked. De syv franske albums udkom i årene 1979-1999, og det var Interpresse, som i 1981 forsøgte sig med bind 1, nemlig MISSISSIPPI RIVER. I løbet af 1992-95 tog Carlsen Comics over med MANDEN FRA NEW ORLEANS, DEN HVIDE ALLIGATOR og TORDEN I SYD, men så skete der ikke mere.

Nu er de tre sidste bind, VOODOO I LOUISIANA, LØKKEN STRAMMES og SORT NAT, dukket op fra Faraos Cigarer, så det har virkelig taget mange år at få hele serien ud på dansk. I mellemtiden er de tidligere bind kun til at opspore antikvarisk, og på Facebook har jeg læst mig til, at de nye udgivelser har fået efterspørgslen på bind 1-4 til at stige.

Dette får selvfølgelig Faraos Cigarer til at overveje muligheden for at genoptrykke disse, men indtil videre er vi der, hvor de kigger på det - men de virker ikke afvisende. Spændende nyt.

lørdag den 26. januar 2019

Husets Biograf viser westerns

Husets Biograf i København er nok mest kendt for kult- og horror-film, men repertoiret er ganske bredt. I den kommende tid er der for eksempel nogle westerns på programmet, og allerede i morgen - søndag den 27. januar - kan man se DESTRY RIDES AGAIN fra 1939 med Marlene Dietrich og James Stewart på rollelisten. På dansk er filmen kendt som VESTENS DRONNING. Dørene åbner kl. 14.30 og filmen starter kl. 15.30.

Den 17. februar skal man væbne sig med tålmodighed, for her disker Husets Biograf op med den 2 timer og 44 minutter lange PAINT YOUR WAGON (eller NÅR GULDFEBEREN RASER) fra 1969. Den er blandt andet med Lee Marvin og Clint Eastwood, og den kan ses fra kl. 15.00. Og i samme episke længe kan man den 24. marts kl. 15.00 opleve THE BIG COUNTRY fra 1958 i Husets Biograf. Så det er bare med at komme derind, hvis man bor i nærheden.

Spaghetti-klassikeren DJANGO er tilbage på det danske marked

Sergio Corbuccis klassiske spaghettiwestern DJANGO har senest været udgivet på dvd i Danmark af Another World Entertainment, men den udgave er nu udgået. I torsdags vendte den så tilbage, takket være Soul Media, og det både på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD. Det fremgår ikke tydeligt, hvilket lydspor der er på skiverne, men mon ikke det kun er det engelske. Anyway, det er da cool, at filmen er blevet til at skaffe igen.
OBS: På Facebook er kvaliteten af udgivelsen blevet diskuteret, og den skulle ikke være imponerende.