lørdag den 24. september 2016

Eureka Entertainment udgiver THE MAN FROM LARAMIE

Engelske Eureka Entertainment har udgivet en håndfuld westerns gennem årene, og det er heldigvis noget, de bliver ved med. I deres Masters of Cinema-serie har de nu planlagt en 4K-restaureret udgivelse af Anthony Manns THE MAN FROM LARAMIE fra 1955 med James Stewart i hovedrollen. Hvilket ekstramateriale, der følger med, er endnu ikke annonceret, men der vil være tale om en dvd/Blu-ray-udgivelse, som kan købes fra den 5. december.

fredag den 23. september 2016

Bunker af Bill og Ben-bøger på vej - både på dansk og engelsk

Marshall Grovers bøger om de to texanske helvedeshunde Bill og Ben er det nye sort. Som tidligere nævnt her på Rygende Revolvere, så har forlaget Lindhardt og Ringhof hevet de klassiske fortællinger frem fra arkivet, og er begyndt at udgive dem som e-bøger. I første omgang troede jeg, at der ville udkomme 21 styk, men der er allerede kommet flere, og der er endnu mere på vej.

Ifølge forlaget er det planen at udgive rub og stub, så der er rigtig mange timers nostalgisk western-læsning at glæde sig til. Alt i alt nåede der jo at komme 383 bind på dansk, hvor kun en enkelt historie blev trykt to gange - så det er 382 forskellige historier. I skrivende stund kan jeg inde på en online-boghandel som Saxo se 125 Bill og Ben-bøger, der allerede er udkommet eller som er på vej.

Prisen er 65-70 kroner per bog, men man kan finde dem billigere hos nogle forhandlere, mens andre har diverse rabat-ordninger. Det er dog især hvis man abonnerer på en tjeneste som f.eks. Storytel, at det begynder at give mening. For en fast månedspris har man adgang til et utal af bøger - herunder også de mange Bill og Ben-eventyr, så det er bare med at gå i gang fra en ende af.

Lindhardt og Ringhof har været så flinke at sende mig et par af bøgerne, som jeg har lagt over i min Kindle. Dem glæder jeg mig til at læse, og I skal nok høre mere om dem her på bloggen.

Når vi taler Kindle og e-bøger, så kommer der også en nyhed fra Piccadilly Publishing. Fra den 1. december udkommer Bill og Ben-historierne også herfra - og det er selvfølgelig på originalsproget og de to gutter hedder Larry & Stretch. Hele 76 bind er planlagt, og ved samme lejlighed bliver der også e-bogs-premiere på en anden Marshall Grover-serie, nemlig den med Big Jim. Her er der planlagt 24 bind.

Så er man til Bill og Ben, er der virkelig meget at glæde sig til. Ja, det er så i elektronisk format, så man ikke kan nyde de legendariske røde bogrygge, men til gengæld vil bøgerne være nemme at få fingre i.

mandag den 19. september 2016

Søndag eftermiddag i Tarantino-land

Her i huset kan vi godt lide at se "familiefilm", altså film, vi nyder sammen hele familien. Det er ikke det samme som, at det skal være harmløs underholdning med nuttede animerede dyr - rent genremæssigt kan det spænde vidt, og det gjorde det sandelig også, da vi søndag eftermiddag satte os til rette for at se Quentin Tarantinos THE HATEFUL EIGHT.

Jeg kan lige så godt indrømme, at det ikke var det bedste valg som "familiefilm", hvilket man måske kunne have sagt sig selv, men det er godt nok også en underlig størrelse, vi har med at gøre. IMDb lister den rent genremæssigt til at være "Crime | Drama | Mystery | Thriller | Western", mens den på Wikipedia kaldes for en "revisionist Western".

Nogle har beskrevet den som en slags Agatha Christie i det vilde vesten, men i bund og grund er det bare en Tarantino-film med de styrker og især svagheder, som disse plejer at indeholde. Holdet af skuespillere med Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern, Walton Goggins, Jennifer Jason Leigh og Demian Bichir som de "hadefulde otte" gør det fænomenalt, og produktionen er i top med lækre billeder og stemningsfuld musik af Ennio Morricone.

Men manuskriptet er en rodebunke, der samlet set ikke giver mening. Plot-twistet er alt for tyndt, og det hele ender i splatter og nonsens. Ja, store dele af filmen er ekstremt underholdende, men handlingen fyldes ud med dialog-scener, der ikke giver mening, og som ikke fører nogen steder hen. At man så også kunne føje Comedy til de mange genrer, som IMDb lister op, understreger bare hvor forvirret et projekt, vi har med at gøre.

Filmen varer i omegnen af to timer og tre kvarter, men der kunne snildt være skåret en time ud. Men det er ikke Quentin Tarantinos måde at gøre tingene på, og det er derfor, at jeg ikke for alvor bliver fan. Samlet set var jeg pletvis underholdt, men som sagt, så var THE HATEFUL EIGHT det helt forkerte valg som "familiefilm". Måske snupper vi noget med nuttede animerede dyr næste gang.

torsdag den 8. september 2016

Tre westerns fra Piccadilly Publishing

Jeg har tidligere nævnt forlaget Piccadilly Publishing og deres serie af stand-alone-bøger, der udgives under fællestitlen Piccadilly Publishing Westerns. I det første indlæg skrev jeg et par ord om nummer 1 i serien, nemlig PISTOLERO JUSTICE af Patrick E. Andrews, og nu har jeg fået læst de næste tre titler, så de skal da også lige have et par ord med på vejen.

Owen G. Irons: THE TRAIL TO TRINITY
Hævn er et af de klassiske temaer i western-genren, og det er møder vi også i THE TRAIL TO TRINITY, som er skrevet af Paul Lederer under pseudonymet Owen G. Irons. Forfatteren døde tidligere på året, men nåede at levere en lille håndfuld manuskripter til Piccadilly Publishing, hvor dette er det første, der er blevet offentliggjort.

Her møder vi Sage Paxton, der er på vej til byen Trinity for at opsøge sin bror, som Sage mistænker for at have myrdet deres forældre. Undervejs må han dog kæmpe med elementernes rasen, en skadet hest og diverse banditter - og andre ting på rejsen gør det heller ikke nemmere for ham at nå frem til målet og det endelige oprør.

Den overordnede historie i THE TRAIL TO TRINITY er ikke helt vildt spændende, men personerne er interessante, og miljøskildringen er i top. Derfor er det samlet set en OK underholdende bog, der sagtens kan slå et par timer ihjel på en kedelig eftermiddag.

Neil Hunter: TRAVIS
Nu til dags er de fleste af vores penge nogle tal, der blinker i netbanken eller på dankort-terminalens display, men sådan er det ikke for den hårdtarbejdende cowboy Jim Travis. Han har sparet 3000 dollar op, som han har stående i byen Sweetwaters bank. Men da Luke Parsons og hans bande røver banken, er hele Travis' opsparing væk - sammen med en hel masse andre kunders penge. Ingen er dog meget for at forfølge røverbanden, så Jim Travis beslutter sig for at gøre det selv.

Bag forfatter-navnet Neil Hunter gemmer sig englænderen Michael R. Linaker, der har skrevet i mange forskellige genrer og har brugt en stribe forskellige pseudonymer. Man fornemmer da også straks, at det er en erfaren skribent, vi er i selskab med, for TRAVIS byder både på masser af stemning og miljø samt nogle gode person-skildringer. Og der er god gang i handlingen, og man kommer som læser hurtigt ind i historien

Men det er desværre som om, at luften går af ballonen, og bogen bliver mindre spændende, efterhånden som vi nærmer os klimaks. Så TRAVIS er ikke helt oppe at ringe: Den starter godt, men slutningen er for bleg og fantasiforladt.

Chuck Tyrell: DEAD MAN'S TRAIL
Hævn er også omdrejningspunktet i DEAD MAN'S TRAIL af Chuck Tyrell (et pseudonym for amerikaneren Charles T. Whipple). Jonah Stark er blevet skudt ned bagfra af mænd, der tror, at han har guld på sig. Jonah overlever dog mod alle odds, og nu vil han prøve at finde manden bag bagholdsangrebet, en fyr ved navn Evans. Men vejen til dennes tilholdssted er lang og besværlig.

Det er ikke så ofte, at jeg støder på en bog, der er helt håbløs, men denne her er tæt på at være det. Tyrell skriver ganske enkelt så kluntet, at det er svært at komme igennem historien. Man kan måske leve med, at der er utallige replikker på spansk, hvilket sikkert er et forsøg på at få nogle af personerne til at virke mere autentiske. Men hertil kommer nogle sjuskede flashbacks og opremsninger af historisk materiale, der mest virker som noget fra en skolebog.

DEAD MAN'S TRAIL er ganske enkelt ikke pengene værd (også selv om den ikke koster det store - det er trods alt en e-bog, vi har med at gøre). Generelt for alle tre bøger gælder, at de er forholdsvis korte og kan læses på ingen tid.

lørdag den 3. september 2016

THE HIRED HAND på vej fra Arrow

Jeg kender intet til Peter Fondas THE HIRED HAND fra 1971, men nu er det under alle omstændigheder værd at købe en western, der får den store deluxe-behandling. Det er engelske Arrow Films, der sender filmen på gaden den 21. november i deres Arrow Academy-serie. Herfra har vi tidligere fået MY DARLING CLEMENTINE og THE OX-BOW INCIDENT.

Udgivelsen indeholder både en Blu-ray og en dvd, og som ekstramateriale får man bl.a. et kommentarlydspor med Peter Fonda, dokumentaren "The Return of The Hired Hand" fra 2003, slettede scener og nogle trailers.

Filmen havde premiere i Danmark den 1. oktober 1971, og den fik lov til at beholde sin originaltitel i de danske biografer.