onsdag den 25. oktober 2023

Nå, er du klar til at se 30 spaghetti-westerns her i løbet af november?

Nu er det nok de færreste western-entusiaster, der lige forbinder november med at se spaghetti-westerns, men i dele af fan-miljøet er det faktisk en ting. SpagvemberFest kaldes fænomenet, og selv om det er et lidt kitschet navn, er der mening med galskaben. Mange horrorfans har en udfordring kørende i oktober med at nå at se 31 skrækfilm, og det var der så en fan, der lod sig inspirere af for et lille årti siden, og vedkommende kastede sig over at få set 30 spaghetti-westerns i løbet af november; én film om dagen.

Det blev der så løbende skrevet om på forummet hos hjemmesiden The Spaghetti Western Database, og andre blev inspireret og fænomenet voksede år for år. Man kan læse "reglerne" for udfordringen i artiklen The What? Why? and How? of SpagvemberFest!, og nu har jeg sat ordet "regler" i anførselstegn, for det er jo en svær udfordring, og meningen med det hele er, at det skal være en sjov oplevelse; også selv om man måske kun når 10 eller 12 film. 

Nu kan jeg med sikkerhed sige, at jeg nok ikke komme til at tage udfordringen op, da jeg altid ser ting og sager i et miks af forskellige genrer, men jeg elsker den energi, der kommer fra hærdede fans - og det er herligt at se de plakater, der dukker op i SWDb-forummet som optakt til SpagvemberFest; du kan se et af eksemplerne som illustration til dette indlæg.

tirsdag den 24. oktober 2023

Så kan KEOMA fås igen

Det er gået min næse forbi, at Enzo G. Castellaris KEOMA fra 1976 er blevet genudgivet på dansk dvd og Blu-ray. Soul Media står bag udgivelsen. På dansk fik filmen titlen KEOMA - EN MAND SOM EN TORNADO, men den er internationalt også blevet koblet op på Django-fænomenet med titlen DJANGO RIDES AGAIN, så underligt nok er titlen på Soul Medias udgivelse KEOMA - DJANGO RIDES AGAIN.

KEOMA var den første titel i Another World Entertainments serie af western-udgivelser for mange år siden, så den har været tilgængelig på dansk. Men jeg var dengang så uheldig at få fat i nogle eksemplarer, der var plaget af en produktionsfejl, så filmen frøs undervejs i handlingen - så det er cool, at den nu er udkommet igen.

torsdag den 12. oktober 2023

Hvad har du gang i? Et par hurtige telegrammer om løst og fast

Her er lidt af det, jeg skal have ryddet op i.

Som fan og samler er det en evig udfordring at få plads til det hele, og selv om jeg ikke er typen, der bare løser problemet ved at købe flere reoler, har jeg dog formået at klemme en enkelt lille ekstra reol ind i det værelse, hvor jeg har mine ting. Det fik de sidste bunker væk fra gulvet, men nu kan der altså heller ikke være flere møbler i rummet - og jeg har det under alle omstændigheder fint med at rydde op og sælge videre (hvis det kan lade sig gøre). 

I øjeblikket har jeg kig på min (i øvrigt ganske beskedne) samling af western-dvd'er. En god håndfuld af titlerne har jeg siden opgraderet til Blu-ray, og det er lidt fjollet at have dobbelt-op. Nogle udgivelser kan selvfølgelig indeholde spændende booklets eller ekstramateriale, men nu får vi se, når jeg har været igennem det hele.

Disse udgivelser er nu røget videre til en anden fan.

Jeg holder meget af de norske udgivelser af Tex Willer-tegneserien, men jeg følger slet ikke med i det hele. Har droppet den serie, der hedder UNGE TEX WILLER, da det blev stadig mere tricky at få fingre i udgivelserne - og jeg har nu solgt de numre, jeg lå inde med. Så var der en anden fan, som fik glæde af dem. Har også solgt en lille stak JONAH HEX- og POW!-hæfter, jeg havde til overs (her var der tale om dubletter). Så endte disse blade nemlig ikke deres dage i papircontaineren, og det er også en gevinst.

Fire norske måneds-Tex Willer.

I forhold til Tex Willer er det især det norske måneds-hæfte, jeg gerne vil have på hylderne, og i dag landede sandelig en pakke fra Norge med endnu fire udgivelser. Herligt!

Jonax Hex på amerikansk og dansk.

Ellers er jeg godt i gang med at læse om den grumme Jonah Hex i bind 1 af det amerikanske sort/hvide genoptryk fra DC Comics. Snupper lige en historie eller to om dagen, så jeg graver mig langsomt igennem dem. Og så har jeg købt endnu en håndfuld af de hæfter, jeg mangler af den danske udgivelse fra Interpresse. Nu er jeg ikke fanatisk med at få denne serie komplet, men det er ikke alt, der er genoptrykt fra DC Comics, så de danske hæfter supplerer nok meget godt - og jeg mangler nu kun en lille snes stykker af dem.

... og så ser jeg selvfølgelig en film i ny og næ, men det må I høre om en anden dag.