tirsdag den 25. januar 2022

En stak tegneserier og en enkelt spaghettiwestern i fødselsdagsgave

Jeg har haft fødselsdag, og min søde kone havde nogle velvalgte gaver til mig; ganske vist inspireret af en udførlig ønskeseddel, men sådan er det. Hele fem KEN PARKER-tegneserier blev det til i de danske udgivelser fra Shadow Zone. Nu gik der lidt galt i forhold til noget forsendelse med en dublet og noget efterfølgende bytning, så jeg fik faktisk også nr. 1, som jeg havde i forvejen. Men det er cool nok, og hvis jeg ikke når at få byttet, kan det eksemplar gå til en værdigt trængende. Der er jo andre fans derude.

På Blu-ray fik jeg Tonino Cervis OGGI A ME... DOMANI A TE! fra 1968. Den kender man i den store verden som TODAY WE KILL, TOMORROW WE DIE!, og den har for nogle år siden været udgivet på dvd af Another World Entertainment. Nu er der så en dansk Blu-ray (og dvd) fra Soul Media. Jeg har tidligere givet filmen en halvlunken anmeldelse her på bloggen, men den skal da have en chance mere.

tirsdag den 11. januar 2022

Ny western-serie på Paramount+

Skuespilleren Kevin Costners navn er i den grad forbundet med westerns, hvor titler som SILVERADO, DANCES WITH WOLVES, WYATT EARP og OPEN RANGE pryder hans cv. På den lille skærm har han medvirket i miniserien HATFIELDS & McCOYS, men ellers har den altdominerende rolle i de senere år være som den magtfulde ranchejer John Dutton i TV-serien YELLOWSTONE.

Her er vi ude i en moderne western med firehjulstrækkere, iPhones og den slags, men historien handler dybest set om magt. Det er en kulørt og underholdende sag, lidt som en slags DALLAS eller DOLLARS i "det knap så vilde, men alligevel dødsensfarlige vesten". Men den virker! Jeg glæder mig til at komme i gang med sæson 4.

Men nu har folkene bag også taget hul på en forhistorie, nemlig 1883. Hvordan var det lige, at familien Dutton i tidernes morgen kom ud over de store stepper og endte med at blive så magtfulde og rige? Her er vi så åbenbart i ægte western-land, og det er en serie, jeg også ser frem til. Sam Elliott, Tim McGraw, Faith Hill og Billy Bob Thornton pryder rollelisten. 

10 afsnit skulle der være i sæson 1, og jeg venter nok lige til alt er tilgængeligt, før jeg kaster mig over den (indtil videre kan man se to afsnit). Den sendes på streaming-tjenesten Paramount+, men hvis man er YouSee-kunde, har man måske også adgang til den. Titlen her er YELLOWSTONE: 1883 - så har alle vist fanget pointen.

søndag den 9. januar 2022

Spaghettiwesterns på Netflix

Da jeg i sin tid fik Netflix (og nu pudser jeg min monokel og tænder merskumspiben, mens jeg skænker endnu et glas portvin) helt tilbage i 2014, lå der en del klassiske titler på tjenesten. Det blev i en periode tonet ned, formentlig fordi streaming-giganten fokuserede mere på deres eget nyproducerede indhold. Men i de senere år er ældre titler i høj grad blevet tilbudt på Netflix; ofte i bundter fra bestemte lande. 

Det har også kastet en god håndfuld spaghettiwesterns af sig. Her er det, jeg pt. lige kan finde:

  • STARBLACK (Giovanni Grimaldi, Italien-Vesttyskland 1966, international titel: JOHNNY COLT, dansk titel: DEN SORTE SHERIF-STJERNE).
  • VENDO CARA LA PELLE (Ettore Maria Fizzarotti, Italien, 1968, internationale titler: I'LL SELL MY SKIN DEARLY, THE HANGMAN'S TREE, dansk titel: HÆVNEREN SHANE).
  • UNA NUVOLA DI POLVERE... UN GRIDO DI MORTE... ARRIVA SARTANA (Giuliano Carnimeo, Italien-Spanien, 1970, international titel: LIGHT THE FUSE... SARTANA IS COMING, dansk titel: SARTANAS STØRSTE KUP).
  • AMMAZZALI TUTTI E TORNA SOLO (Enzo G. Castellari, Italien-Spanien, 1968, international titel: KILL THEM ALL AND COME BACK ALONE, dansk titel: DRÆB ALLE OG KOM ENE TILBAGE)
  • DJANGO SPARA PER PRIMO (Alberto De Martino, Italien, 1966, international titel: DJANGO SHOOTS FIRST, dansk titel: DJANGO SKYDER FØRST).
  • QUEL CALDO MALEDETTO GIORNO DI FUOCO (Paolo Bianchini, Italien-Spanien, 1968, international titel: GATLING GUN, dansk titel: DOLLARS TIL DJANGO).