Nå, får du set nogle westerns? Del 3

Det er blevet til en lille håndfuld siden sidst; nogle corona-sygedage gjorde, at jeg fik set et par ekstra titler.

VENDO CARA LA PELLE (Ettore Maria Fizzarotti, Italien, 1968). Shane vender hjem, blot for at finde sin mor, far og lillesøster udryddet af banditter. Han drager ud for at få hævn og lærer undervejs, at det er den grådige Magdalena, der står bag, fordi denne har et ønske om at kontrollere hele området. Ikke alt går som planlagt, og Shane får en kugle i benet. Han reddes af en dreng, hvis mor får Shane lappet sammen. Snart kan hævntogtet fortsætte. 

Dette er tilsyneladende den eneste spaghettiwestern af Ettore Maria Fizzarotti, og den er da ganske OK. Hovedrollen spilles af Mike Marshall, der ikke ligefrem sprudler af talent, men det hjælper på det, at skurkene er næsten tegneserie-agtigt skurkagtige. Landskaberne signalerer på ingen måde det vilde vesten, men undervejs smadres en saloon i et slagsmål. Det er jo altid sjovt. Michèle Girardon er charmerende i en af de få kvindelige roller, filmen har at byde på. Da filmen i 1975 kom her til landet, fik den titlen HÆVNEREN SHANE. Set på Netflix.

CAHILL U.S. MARSHAL (Andrew V. McLaglen, USA, 1973): Enkemanden J.D. Cahill har så travlt med sit arbejde som ordenshåndhæver, at hans to sønner, Danny og Billy, kommer under indflydelse af Abe Fraser og hans bande. Drengene hjælper banditterne til på snedig vis at få tømt byens bank, mens de tilsyneladende har et vandtæt alibi. Nu er det op til J.D. Cahill at opklare mysteriet. 

Det er en aldrende John Wayne på automatpilot, vi ser i denne kulørte mainstream-western, der er en jævnt underholdende sag uden at være det store. Forholdet mellem den fraværende far og de rebelske sønner tackles fint, og det er en fornøjelse at se George Kennedy i rollen som en bandit med en høj moral. De flotte landskaber og musikken af Elmer Bernstein trækker også op, men noget mesterværk er det ikke. Især klimaks kunne godt have været stærkere. Den danske titel er SHERIFFENS VÆRSTE JOB. Optaget fra TV.

CHATO'S LAND (Michael Winner, USA-Spanien-England, 1972). Halvblods-indianeren Chato skyder og dræber i selvforsvar en racistisk sherif i en saloon og må flygte fra byen. Her får den tidligere nordstats-kaptajn Quincey Whitmore samlet en flok frivillige, der er parate til at jage den flygtede og på deres egen kontante måde lade retfærdigheden ske fyldest. Men det er lettere sagt end gjort. 

Så enkel er handlingen i Michael Winners glimrende 70'er-western, der af nogle kritikere blev betragtet som et billede på USA's engagement i Vietnam. Om den vinkel holder, kan jeg ikke helt gennemskue, men et flertal af deltagerne i jagten på Chato betragter indianere som undermennesker, man kan behandle, som man vil. Der er dog nogle med andre værdier, og netop dynamikken mellem gruppen af mænd er fascinerende at følge. Charles Bronson har ikke mange replikker i titelrollen, men han sætter et markant fingeraftryk på filmen. Jack Palance er en fornøjelse som den tidligere kaptajn, der - iklædt sin militæruniform - mærker et sus af gamle dage uden at de måske var strabadserne værd at opleve alligevel. Men der spilles i øvrigt godt hele vejen rundt. Fotografen Robert Paynter får det optimale ud af landskaberne i den spanske Almería-provins og Jerry Fieldings musik er i topklasse. Set på Blu-ray.

STARBLACK (Giovanni Grimaldi, Italien-Vesttyskland, 1966). Efter at have været væk i mange år, vender Johnny Blyth tilbage til sin hjemstavn. Med sig har han sin døvstumme ven Job. I mellemtiden er Johnnys far blevet dræbt, moderen er blevet gift igen og byen styres af en kynisk bankdirektør og hans håndlangere. Men de svage på egnen får hjælp af en mystisk revolvermand; klædt i mørkt tøj og med en sort sherif-stjerne på brystet. Et større opgør synes under opsejling. 

STARBLACK er en god gammeldags cowboyder-historie med en maskeret helt, men dens italienske rødder afsløres i nogle voldelige scener med blandt andet piske-tortur og afstraffelse med lussinger. Men tonen er generelt munter og vi får et gigantisk saloon-slagsmål kun få øjeblikke inde i filmen. Det er dog alt i alt den bløde mellemvare, vi har med at gøre. På dansk er STARBLACK kendt som DEN SORTE SHERIF-STJERNE. Set på Netflix.

UN DOLLARO TRA I DENTI (Luigi Vanzi, Italien-USA, 1967). En fremmed ankommer til en tilsyneladende søvnig by, hvor han dog kort efter overværer en gruppe banditters brutale henrettelse af et regiment mexicanske soldater. Den fremmede får overtalt lederen af banditterne, Aguilar, til, at de alle skal optræde som soldater, hvilket er en del af en plan, der kan sikre dem en sending af guld fra den amerikanske hær. Men Aguilar vil selvfølgelig beholde guldet selv. 

Man kan ikke beskylde Warren Garfield og Giuseppe Mangione for at have skrevet et vildt kompliceret manuskriptet til denne første film med karakteren The Stranger, spillet af Tony Anthony. Der er reelt kun tre-fire locations, og ingen af dem ser specielt imponerende ud. Kuglerne flyver gennem luften, men det kniber noget med spændingen. Hertil er historien ganske enkelt for endimensionel. Men klimaks er nu ganske underholdende. Musikken af Benedetto Ghiglia er meget markant - måske grænsende til det irriterende. Den danske titel er EN DOLLAR MELLEM TÆNDERNE. Set på Prime Video.

OLD HENRY: Ny amerikansk western på vej til de danske biografer

Westerns er en sjælden gæst i de danske biografer, men nu er der sandelig en på vej. Den amerikanske OLD HENRY er skrevet, produceret og instrueret af Potsy Ponciroli, og den får premiere den 31. marts. På rollelisten - der i øvrigt udelukkende består af mænd - finder man blandt andet Tim Blake Nelson, Stephen Dorff og Trace Adkins. Her i landet distribueres OLD HENRY af Filmbazar, og de beskriver filmen på denne måde: 

Da bonden Henry og hans søn tager sig af en skudsåret mand med en pose fuld af pengesedler, får de en meget skydeglad flok efter sig. Gruppen påstår at være sheriffer og gør krav på pengene. De ved dog ikke, at den gamle bonde bærer på en fortid, som ikke rigtig går hånd i hånd med landbruget. Han taler kun ét sprog – dødens.

De hårdkogte og blodige Edge-bøger lever stadig i elektronisk form

Det er mange år siden, at George G. Gilmans brutale Edge-bøger udkom i paperback-format og fyldte de danske kiosker, men serien har overlevet på originalsproget som e-bøger. Ganske vist har fans klaget over, at der var masser af slåfejl og andre fejl i udgivelserne - nærmest som om, at man bare havde scannet siderne ind ved hjælp af optisk tegngenkendelse uden at tjekke det færdige resultat. Men bøgerne fortsatte stille og roligt med at blive genudgivet til man i 2018 nåede til nr. 53 ud af de 61, der i sin tid blev skrevet. 

Men nu har Piccadilly Publishing meldt sig på banen til at fortsætte serien. Nr. 54, BACKSHOT, udkommer som e-bog den 1. maj. Jeg har læst en pæn portion titler fra det forlag, og der har i hvert fald ikke været noget at udsætte på redigeringen. De har dog så ikke travlt, da nr. 55 udkommer til august og nr. 56 til december. Så det tyder ikke på, at Piccadilly Publishing kommer til at vende bøtten og starte forfra. Men nu er nr. 1-53 stadig tilgængelige på de elektroniske bogreoler - upåagtet de fejl, de måtte indeholde. 

Lindhardt og Ringhof har også været med på e-bogs-vognen i nogle år med Edge-bøger, hvor de har udgivet en god portion af de 47 titler, der i sin tid kom på dansk. Her ses en af de danske titler, HÆVNEN ER SORT. Forsidebilledet burde være velkendt for mange fans. De er ikke tydeligt nummereret, så det kræver lidt research at finde ud af, hvad der præcis er kommet. 

Jeg har dog ikke interesseret mig så meget for netop disse udgivelser, da de koster 50,- kroner stykket - og jeg har ikke et abonnement på en e-bogs-tjeneste, hvor man for et fast beløb kan læse et uendeligt antal titler på en måned (hvilket synes at være den primære grund til, at disse bøger udkommer - de virker ikke umiddelbart gearet til "løssalg").

Men det interessante er, at nogle få af dem tilbydes som paperbacks; formentlig som print on demand. Så man kan sige, at Edge på en eller anden måde stadig lever som paperback. 199,95 koster sådan en bog - altså en lidt anden pris end i de gode gamle kiosk-dage.

En anbefaling: To western-dokumentarer, der er værd at se

Jeg har fået set et par western-dokumentarer, og de er på den ene eller den anden måde værd at se. Lige nu ligger de begge på Netflix, så hvis det er en tjeneste, du abonnerer på, er det bare med at gå i gang.

SAD HILL UNEARTHED (Guillermo de Oliveira, Spanien, 2017, originaltitel: DESENTERRANDO SAD HILL). En af genrens mest legendariske scener er klimakset på kirkegården i Sergio Leones THE GOOD, THE BAD AND THE UGLY fra 1966; en tresidet revolverduel på en cirkelrund kirkegård, hvor korsene strækker sig i det uendelige. Scenen blev optaget i Burgos-regionen i Spanien, hvor mange af de soldater, som den spanske hær havde stillet til rådighed som statister, fik til opgave at bygge den enorme kirkegård. 

I 2015 gik en gruppe spanske fans i gang med at restaurere området, og det var et fænomen, der stille og roligt voksede med hjælp fra mange nationaliteter - først med at grave den store sten-cirkel fri, siden med at sætte nye kors op - sponseret via crowdfunding så fans fra hele verden kunne få deres navn på et "gravsted". Det hele kulminerer så med en jubilæums-visning af filmen på det legendariske sted.

Det er en herlig dokumentar, Guillermo de Oliveira har fået skruet sammen. Ud over at give en masse baggrund om optagelserne - ikke alene om kirkegårds-scenen, men også om sprængningen af broen, hvilket blev filmet i det samme område - er det en hyldest til det at være fan. Det kommer til udtryk med en stribe fine interviews med de frivillige, der knoklede i dagevis med at grave, men også gennem James Hetfield fra Metallica - et band, der har en stor og meget dedikeret fanskare, og som i øvrigt bruger netop Ennio Morricones musik fra THE GOOD, THE BAD AND THE UGLY som indledning til deres koncerter.

Ennio Morricone er også med i dokumentaren sammen med en lille håndfuld af de mennesker, der arbejdede på filmen. Clint Eastwood har man sandelig også fået til at medvirke. Og det hele går op i en højere enhed i scenerne til sidst, hvor alle sidder samlet til jubilæums-forestillingen ved siden af den genskabte kirkegård. Jeg blev helt rørt. Absolut mageløst!

DJANGO & DJANGO (Luca Rea, Italien, 2021). "Verdens næstbedste instruktør af spaghettiwesterns", Sergio Corbucci, er omdrejningspunktet for denne dokumentar, og jeg skal være hurtig til at indrømme, at der er nogle af hans hovedværker, jeg ikke har fået set endnu. Men appetitten er ikke blevet svækket efter at have set DJANGO & DJANGO. Den reelle fortæller er Quentin Tarantino, der snakker endnu mere end karaktererne i de film, han laver, og han får mærkværdigt nok lov til at indlede med en fiktiv historie, der er knyttet til hans egen ONCE UPON A TIME IN HOLLYWOOD. Men det lever vi med.

Ud over Tarantino medvirker skuespilleren Franco Nero og instruktøren Ruggero Deodato, så det er ikke en dokumentar, hvor man har opsøgt Gud og hvermand. Hovedpersonen selv optræder via diverse arkivklip, men ellers er det de tre interview-personer, der fortæller historien om Corbuccis karriere - og det med særligt fokus på hans westerns. Der garneres flittigt med klip fra filmene, så der mangler ikke noget på den front.

Man kommer dog ikke for alvor i dybden, men det er alligevel ganske fascinerende at opleve, og især Tarantino kommer med mange fine pointer, og det er interessant, at Deodato nævner, at det er Corbucci, der har lært ham om at bruge brutaliteten i film. I det samlede billede er det måske ikke en dokumentar, der hæver sig over meget af de ekstramateriale, man finder på Blu-rays fra de bedste udgivere af genrefilm, men den er tiden værd - og den fik skærpet min interesse for at få samlet nogle flere titler op af "verdens næstbedste instruktør af spaghettiwesterns".

Papirkrisen rammer den danske udgave af KEN PARKER-tegneserien

De seneste måneder har mange udgivere af bøger, tegneserier og magasiner revet sig i håret, fordi prisen på papir er steget - og fordi nogle typer papir ganske enkelt bliver "udsolgt" og har lange leveringstider. Det har nu ramt KEN PARKER-tegneserien, der udgives af forlaget Shadow Zone. Bind nr. 7 skulle være udkommet 18. marts, men trykkeriet har kun et lavt lager tilbage af papirtypen munken print cream og for ikke at lade udgivelsen skifte udtryk med en ny papirtype, må man vente til april, hvor der skulle være nye leverancer på vej. 

Så nr. 7 udkommer til maj. Det er nu fint med mig, da jeg ikke har fået læst de seks albums, der hidtil er udkommet. Egmont i Norge begyndte i øvrigt også at udgive KEN PARKER, men de lukkede serien efter fire numre. Jeg kan læse på Facebook, at Shadow Zone er ved at lægge sidste hænder på det, der skal blive til nr. 9. Så vi kan kun krydse fingere - også når det gælder papiret.

Nå, får du set nogle westerns? Del 2

Et par ord om det, jeg har set på det seneste. 

UNA PISTOLA PER RINGO (Duccio Tessari, Italien-Spanien, 1965): Da en flok banditter røver en bank og slipper væk med 50.000 dollars, bliver en ung flabet revolvermand ved navn Ringo involveret i at skaffe dem tilbage - selvfølgelig for en markant løsesum. "Det er et spørgsmål om principper", som han selv formulerer det. Banditterne har søgt tilflugt på områdets største ranch, og Ringo forsøger nu at infiltrere dem. 

UNA PISTOLA PER RINGO er en kulørt affære, der delvist er lavet med et glimt i øjet på trods af det høje antal uskyldige, som undervejs må lade livet. Karaktererne er som taget ud af en Lucky Luke- eller en Tintin-historie, og filmen lider lidt under, at der reelt ikke er nogen spænding. De spanske landskaber er ikke helt overbevisende i rollen som det vilde vesten, mens Ennio Morricones musik er ganske velfungerende. En spaghettiwestern lige over middel. Internationalt kendes den som A PISTOL FOR RINGO, mens den her i landet fik titlen GIV RINGO PISTOLEN! Set på Blu-ray.

RAMROD (André de Toth, USA, 1947). Retten til at lade kvæget græsse på arealer, som ingen ejer, er et af omdrejningspunkterne i denne fremragende amerikanske western - for der er selvfølgelig ranch-ejere, der gerne vil bestemme over alting. Den selvstændige Connie Dickason forsøger at klare sig selv på en ranch med den tidligere drukkenbolt Dave Nash som formand. Imens forsøger den brutale Frank Ivey at ødelægge det for hende. 

RAMROD bliver beskrevet som en western film noir, og lige den etiket skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er en historie med masser af dobbeltspil, tvetydige karakterer og intense følelser - alt sammen præsenteret i et markant sort/hvidt billedsprog. Joel McCrea gør det overbevisende som filmens antihelt, mens Veronica Lake og Arleen Whelan er en fornøjelse som de to markante kvindelige hovedpersoner. Musikken af Adolph Deutsch er måske lige overvældende nok. Da filmen endelig nåede til Danmark i 1956, fik den titlen DEN ENSOMME RYTTER, hvilket egentlig ikke giver mening i forhold til handlingen. Set på Blu-ray.

HICKOK (Timothy Woodward Jr., USA, 2017). I årene efter borgerkrigen driver "Will Bill" Hickok rundt på den forkerte side af loven, hvor hans evner med en seksløber holder ham i live. Alt det ændrer sig, da borgmesteren i Abilene, Texas, udnævner ham til sherif. Han kommer snart på kant med saloon-ejeren Phil Poe, der især ikke bryder sig om Hickoks dekret om, at ingen må bære våben indenfor bygrænsen. Imens støder Hickok på spøgelser fra fortiden, som han på den ene eller den anden måde må konfrontere. 

HICKOK er meget løst baseret på virkelige hændelser, men det er en noget tyndbenet version, som instruktøren Timothy Woodward Jr. og manuskriptforfatteren Michael Lanahan har skabt. Luke Hemsworth er lidt af en træmand i rollen som den legendariske revolvermand, og selv om rollelisten byder på navne som Kris Kristofferson og Bruce Dern, løfter det ikke for alvor oplevelsen. Produktionen ligner mest en billig TV-film, og man sidder med en halvlunken fornemmelse, når rulleteksterne kører. Filmen er ikke rigtig god, men den er heller ikke rigtig dårlig. Set på Blu-ray.