torsdag den 17. september 2015

Dagens bog-fund; en tysk moppedreng om spaghetti-westerns

I forbindelse med at jeg skulle købe et par horror-bøger, fik jeg også tilbudt denne her, nemlig FÜR EIN PAAR LEICHEN MEHR - DER ITALO-WESTERN VON SEINEN ANFÄNGEN BIS HEUTE. Titlen afslører ganske rigtigt, at det er en tysk bog, men nu har spaghetti-westerns altid stået stærkt i Tyskland, og der udgives stadig en del på dvd og Blu-ray syd for grænsen. Bogen er fra 2006, er skrevet af Ulrich P. Bruckner og er på imponerende 731 sider. Den glæder jeg mig til at få studeret nærmere.

torsdag den 10. september 2015

Spaghetti-gensyn

I aftes genså jeg Ferdinando Baldis spaghetti-western PREPARATI LA BARA! fra 1968. Den har jeg tidligere anmeldt her på bloggen, hvor udgangspunktet var den fine dvd-udgave fra Arrow Films. Senere slog samme selskab dog til med en Blu-ray-version, og den skulle selvfølgelig også lige tjekkes ud. Arrows Blu-ray har nemlig fået en del kritik, fordi især den sorte farve i billedet ikke skulle være optimal.

Og der er ingen tvivl om, at filmens mørke farver virker mere grå end sorte, hvilket især kommer til udtryk i titel-sekvensen og i nat-scenerne. Jeg synes dog ikke, at det for alvor virker forstyrrende, og under alle omstændigheder er billedet pænere på min store fladskærm end dvd-versionen, så Blu-ray'en vinder. Og det er under alle omstændigheder en underholdende film.

Ekstramaterialet er det samme som på dvd'en, men som en bonus får man også en lille sekvens med Kevin Grant, forfatteren til fagbogen ANY GUN CAN PLAY: THE ESSENTIAL GUIDE TO EURO-WESTERNS, der fortæller om filmen og om Django som fænomen. Det er fint nok, men det er sat lidt stift op - det virker som om, at han sidder og læser op fra en skærm.