tirsdag den 4. juli 2023

En Blu-ray til samlingen, en TV-serie på streaming og en tegneserie på vej

Nu er porto selvfølgelig en faktor, når man bestiller varer på nettet, så det kan ofte "betale sig" lige at smide en ekstra vare i den elektroniske indkøbskurv, når man er i gang med at bestille noget. Det bliver den samlede regning ikke lavere af, men alligevel ... Skulle have fat i en horrorfilm, jeg længe har haft kig på, og så snuppede jeg lige denne western-Blu-ray ved samme lejlighed, nemlig DRUMS ACROSS THE RIVER. Den glæder jeg mig til at se.

TV-serien DJANGO har fået en del kritiske bruger-kommentarer på IMDb, og indtil videre har den kun opnået en karakter på 4,4 ud af 10, så det lyder ikke helt lovende. Men nu kan vi endelig se serien herhjemme og danne vores egen mening. SkyShowtime har lagt det første afsnit ud på deres tjeneste. Måske er der nogle brugere, der lige vil vente, til alle ti afsnit er tilgængelige, men man kan i hvert fald komme i gang.

Jeg har ikke det fulde overblik over det danske tegneserie-marked, men af og til dukker der nyheder op, som er værd at bide mærke i. Det gælder for eksempel udgivelserne fra forlaget E-voke, hvor de sidst i august byder ind med det første samlebind af William Vances western-serie RINGO, der blandt andet vil være kendt af gamle FART OG TEMPO-læsere. Herligt. Bind 2 er planlagt til marts næste år.