søndag den 24. april 2022

Anthony Manns BEND OF THE RIVER på vej på dansk dvd og Blu-ray

Med Anthony Mann i instruktørstolen og James Stewart på rollelisten er der dømt klassisk western i BEND OF THE RIVER fra 1952. Filmen udkommer på dvd og Blu-ray her i Danmark fra Exalibur Media den 24. juni. Da filmen i sin tid fik premiere her i landet under titlen MOD FJERNE HORISONTER kunne man i biografannoncen læse, at det var "den bedste storfilm af sin art, der nogensinde er blevet fremstillet" og at det var "et enestående filmmesterværk i pragtfulde farver".

torsdag den 14. april 2022

Hm, skulle man købe denne her?

Ak ja, der er så mange spændende titler på markedet, men man kan også lade sig rive med af en stemning og købe så meget hjem, at ens lommepenge-konto begynder at snerre af en, hver gang man lægger noget i den elektroniske indkøbskurv. Nu faldt jeg for eksempel lige over denne her: ¿QUIÉN GRITA VENGANZA? er en spansk-italiensk sag fra 1968 af Rafael Romero Marchent, og den skulle være ganske glimrende. 

For ikke længe siden blev den udgivet af det schweiziske selskab Explosive Media i en mediabook-udgave med både en dvd og en Blu-ray i. En 40 siders booklet følger også med, og der skulle være tysk, engelsk og italiensk lydspor og undertekster. Absolut fristende, og det er jo en limited edition, så man skal nok ikke vente i årevis med at købe den. Men jeg tror alligevel, at jeg tænker over det et par dage.

tirsdag den 12. april 2022

Hov, se lige her. Western-trilogi på dansk til unge læsere

Skrives der westerns på dansk? Ja, der findes i hvert fald denne trilogi, DESPERADO, WANTED og OUTLAW, af Emil Blichfeldt. Det er bøger til de unge læsere, og tempoet og sproget er dynamisk og hæsblæsende. Jeg faldt tilfældigvis over dem på eReolen, men bøgerne kan også lånes fysisk på biblioteket eller bestilles hjem hos boghandleren.

tirsdag den 5. april 2022

Så fik jeg lige en klassiker, jeg ikke har set, hjem til samlingen

Horrorfilm har altid været min primære interesse, mens westerns har været noget, der har spøgt lidt i baggrunden - og derfor er det ikke så underligt, at der er et hav af klassikere i genren, jeg ikke har fået set endnu. Og nu skriver jeg med vilje endnu, for jeg prøver stille og roligt at få samlet nogle af dem op. En af dem er 3:10 TO YUMA fra 1957, instrueret af Delmer Daves.

Den landede i min postkasse i går i en flot Blu-ray-udgave fra The Criterion Collection - og det er jo altid en garanti for en flot udgivelse. Titlen skulle vist være udgået, men jeg var så heldig at finde den hos Zavvi. Og det giver mig så ekstra god grund til også at få set remake-versionen fra 2007, som jeg heldigvis allerede har liggende i bunkerne.

Nu er det ikke helt skidt, at der er mange klassikere, jeg ikke har fået set - for så er der bare så meget mere at glæde sig til.