fredag den 29. januar 2016

Ny udgave af Jerry Goldsmiths TAKE A HARD RIDE-soundtrack

Komponisten Jerry Goldsmith og westerns har altid været en fremragende kombination, og nu har La-La Land Records genudgivet et af hans rigtige gode scores, nemlig TAKE A HARD RIDE fra 1975. Det udkom for første gang på cd i 2000 fra Film Score Monthly, men nu skulle det have fået den helt store tur med forbedret lyd og det hele. Mængden af musik skulle dog være den samme, men der er skrevet nye liner notes, og Jim Titus har lavet nyt design på cd'en. Oplaget er på 2000 eksemplarer. En rigtig god nyhed ... ikke mindst fordi Film Score Monthlys udgave for længst er udsolgt. 

tirsdag den 12. januar 2016

En eftermiddag i godt selskab med sheriffen og pebermøen

Blu-ray-udgaven af ROOSTER COGBURN fra Universal.
Forleden stod den på eftermiddagsforestilling i western-land, og det betød, at ROOSTER COGBURN fra 1975 blev smækket i Blu-ray-afspilleren. Den er jeg ret sikker på, at jeg ikke har set før, men det var en ganske fornøjelig affære. Filmen er en meget løs fortsættelse til TRUE GRIT (DE FRYGTLØSE) fra 1969, og man fornemmer, at den holdes sammen af de kendte stjernenavne og en rigtig feel good-stemning. Man skal underholdes, når man ser den her.

John Wayne og Katherine Hepburn.
John Wayne og Katherine Hepburn er tydeligvis for gamle til deres roller, men de har en fremragende kemi sammen, og de er udstyret med en perlerække af gode replikker (selv om Hepburns karakter får lidt for lang line med sine bibel-citater). Richard Jordan, Anthony Zerbe og John McIntire pynter i den grad på rollelisten, men der er ikke for alvor nogle af de medvirkende, der falder igennem.

Den danske biograf-annonce fra den 19. april 1976.
Jeg kan læse mig til, at Richard Jordan kke troede på filmens potentiale, og derfor valgte at overspille sin rolle som skurken. Det er dog ikke påfaldende og slet ikke så slemt som hans præstation i science fiction-filmen LOGAN'S RUN. ROOSTER COGBURN får et løft af den interessante historie: Banditter, der vil begå et kup med nitroglycerin, har bare noget over sig, og så er de mange smukke locations herlige at se på (filmen er optaget i Oregon). Her i landet er filmen kendt som SHERIFFEN OG PEBERMØEN.

Teksten på den danske biografannonce lyder:
Han: Vestens skrappeste og hurtigste skydende sherif! Han har skudt 64 personer. Men hva! Kun 60 af dem døde!
Hun: Barskeste pebermø i Arkansas og bibellærd som bare helvede. Når hun med ild i stemmen udslynger en samling bibelcitater, er den fyr ikke født, som ikke springer for livet.
Sammen: Bli'r de Vesten skrappeste par, klar til at nedlægge enhver, som dukker op i deres nærhed.

lørdag den 2. januar 2016

Piccadilly Publishing Westerns genopliver nostalgien

Forlaget Piccadilly Publishing er stiftet af de to engelske western-fans og forfattere Mike Stotter og David Whitehead (sidstnævnte bedre kendt under pseudonymet Ben Bridges), og makkerparret har de seneste tre år arbejdet på at holde liv i genren ved at gøre et hav af bøger tilgængelige i elektronisk format. Udgivelserne er et mix af klassiske historier og nyskrevne titler. Piccadilly Publishing har f.eks. fortsat den populære THE GUNSMITH-serie af J.R. Roberts, efter at denne blev droppet af det amerikanske forlag, men har også udgivet en håndfuld tidligere titler i serien.

Et af de nye tiltag fra forlaget er den såkaldte Piccadilly Publishing Westerns-serie, der har til formål at genoplive stemningen fra 50'erne og 60'ernes bøger, ikke mindst de såkaldte Gold Medal-paperbacks, der bl.a. var kendetegnet ved deres særlige logo samt masser af god underholdning. Jeg har fundet et cover fra en helt tilfældig western-paperback fra dengang, nemlig GUNSWIFT af T.V: Olsen, som du kan se herover.

Nu har  Piccadilly Publishing sat gang i en stribe western-bøger, der ganske vist ikke får noget liv på papir, men som forhåbentlig er lige så underholdende som de paperbacks, der kom i sin tid. Der er tale om stand-alone-historier, så man får altså flere forskellige forfattere og flere forskellige helte. Bøgerne bliver dog nummereret på forsiden, hvilket på en bizar måde altid appellerer til samlere - også selv om vi her har at gøre med ting, man ikke kan stille op på en hylde. Der kommer en ny bog i serien hver den 15. i måneden, og den første er udkommet, nemlig PISTOLERO JUSTICE af Patrick E. Andrews.

Her møder vi Raul Mackenzie-Mendoza, der har skotske og mexikanske aner. Han taler både engelsk og spansk, og når han lader revolverne tale, så rammer han for det meste meget præcist. Familien ejer en succesfuld ranch, men Raul vil hellere opsøge eventyret, og derfor lader han sig hyre til diverse opgaver. Af en rancher i Arizona får han i opdrag at finde dennes datter, der er blevet kidnappet. Gerningsmanden er den mexikanske bandeleder El Demonio, men selv om Rauls familie har en fredsaftale med netop denne skurk, så skal det vise sig at være temmelig besværligt at opspore den unge kvinde.

PISTOLERO JUSTICE er en ganske underholdende sag, men den er måske lidt løs i kanterne. Person- og miljøskildringen er fin, men Raul Mackenzie-Mendoza kommer for let til tingene, og bogen bliver ikke for alvor spændende. Man stryger dog igennem den på ingen tid, og jeg køber gerne flere i Piccadilly Publishing Western-serien; mest for kunne stifte bekendtskab med spændende forfattere, jeg aldrig har læst før.

Som sagt kommer der en ny bog hver den 15., og næste gang bliver det THE TRAIL TO TRINITY af Owen G. Irons, og derefter følger TRAVIS af Neil Hunter og DEAD MAN'S TRAIL af Chuck Tyrell. Hvis man følger med på Piccadilly Publishings Facebook-side kan man se, at de har titler til et helt års udgivelser i serien.