fredag den 15. maj 2015

Mere HELL ON WHEELS

Jeg er bagud med alt; ikke mindst TV-serier. Har smidt nogle sæsoner af HELL ON WHEELS ind i min Netflix-kø, men har ikke fået set noget af den endnu. Ude i den "virkelig verden" fortsætter serien så med at udkomme i fysisk form, og jeg kan konstatere, at sæson 4 kommer ud på dvd og Blu-ray her i landet den 9. juli.

torsdag den 7. maj 2015

THE SEARCHERS-musikken udgives igen

Det er knap 20 år siden, at Max Steiners musik til THE SEARCHERS udkom på cd som en Brigham Young University Film Music Archive Production-udgivelse. Cd'en er selvfølgelig udsolgt for længst, men nu får man en ny chance. I begyndelsen af juni udgiver BYU sammen med Screen Archives Entertainment og Chelsea Rialto Studios en opdateret udgave, hvor lyden er blevet forbedret og booklet'en er blevet krydret med ny tekst og billeder. Der er tale om en limited edition.

søndag den 3. maj 2015

John Ford-klassiker får den helt store deluxe-tur af Arrow Films

Engelske Arrow Films har tidligere haft fingre i et par spaghettiwesterns, men nu rykker de til "det ægte vilde vesten" med John Ford-klassikeren MY DARLING CLEMENTINE fra 1946, der får den helt store deluxe-tur. Den 10. august udkommer filmen på Blu-ray, og der vil være hele to skiver i æsken. Man får en 4K-nyrestaureret udgave af den oprindelige biografudgave (krydret med et kommentarlydspor af forfatteren Scott Eyman og Wyatt Earp III, der nedstammer fra den berømte Wyatt Earp).

Udgivelsen indeholder så også den længere 'pre-release'-udgave af MY DARLING CLEMENTINE samt en anden Wyatt Earp-film fra 20th Century Fox, nemlig Allan Dwans FRONTIER MARSHAL fra 1939. Hertil kommer bunker af ekstramateriale samt en 40 sider tyk booklet. Meget imponerende. Der er åbenbart tale om en limited edtion (uden at Arrow oplyser hvor mange eksemplarer, de laver), men det er denne udgave, man skal have, hvis man vil have fingre i det hele - jeg kunne forestille mig, at Arrow senere udgiver en mere skrabet single-disc-udgave.