søndag den 29. maj 2016

En håndfuld EDGE-bøger

Jeg har tidligere her på bloggen omtalt George G. Gilmans ultravoldelige EDGE-serie, der herhjemme blev kaldt COLT 45 SERIEN - EDGE. Det er mange år siden, jeg har læst disse bøger, men nu har jeg fundet en blandet håndfuld i et antikvariat. Syv styk af de danske samt - sjovt nok - et enkelt eksemplar af den engelske paperback-serie. Hvornår jeg får dem læst, ved jeg ikke lige, men hvis du vil tjekke de danske udgivelser ud, så kig på denne liste, som Rygende Revolvere-læseren Martin har lavet.

lørdag den 21. maj 2016

Præriestøvet lægger sig

Jeg har købt en del westerns de seneste måneder, men jeg har desværre ikke haft tid til at se en eneste af dem. Så når jeg endelig får lidt luft i kalenderen, så ligger der uden tvivl et tommetykt lag præriestøv på bunken med dvd'er og Blu-rays - og der er sikkert også et par vindhekse, der skal fejes af vejen.

Men det forhindrer mig nu ikke i at planlægge fremtidige indkøb. Har kig på klassikeren SHANE, som Eureka Entertainment udgiver på Blu-ray den 6. juni. Den har de tidligere haft ude i en limited edtion dobbelt-disc-udgave, hvor filmen blev præsenteret i forskellige billedformater, men den nåede jeg så ikke at købe, og den koster nu en pæn sjat på f.eks. eBay. Men jeg lever fint med at bestille enkelt-disc-udgaven - og så håber jeg, at den ikke ender i den præriestøvede bunke.

tirsdag den 10. maj 2016

Sex og skuddueller i det vilde vesten

Jeg har en håndfuld western-romaner liggende på min Kindle, og de er alle i den mere seriøse ende, forstået på den måde, at de har fået gode anmeldelser for deres solide historier, spændende karakterer og detaljerede miljøskildring. Men forleden var vejret så godt, at jeg ikke lige ville kaste mig over en af dem, så det blev i stedet til en The Gunsmith-bog af J.R. Roberts. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om denne ekstremt populære adult western-serie, der nu udkommer på e-bogs-forlaget Piccadilly Publishing.

De står for de nye bind i serien, men genudgiver også de titler, der i sin tid udkom som The Gunsmith Giant-bøger, og her havde jeg købt den første af den, TROUBLE IN TOMBSTONE, der første gang udkom i 1993. Det særlige ved adult western-genren er selvfølgelig de ganske eksplicitte sexscener, og man skulle måske tro, at der var skruet op for lagen-gymnastikken, når vi nu havde med en bog at gøre, der blev markedsført som en "giant". Men der er faktisk mindre sex i denne her end i THE LINCOLN RANSOM, som var den første The Gunsmith-bog, jeg læste.

Det giver mere plads til handlingen, men desværre er TROUBLE IN TOMBSTONE en mærkværdig bog, fordi det noget nær er to historier i én. Med en bred pensel tager J.R. Roberts udgangspunkt i to autentiske begivenhederne fra det vilde vesten. Den ene er om Dallas Stoudenmire, der forsøgte at holde lov og orden i El Paso, men lå i en fejde med Manning-brødrene, den anden er Earp-brødrene og Doc Hollidays opgør ved O.K. Corral i Tombstone i 1881 mod en gruppe, der havde et horn i siden på dem.

På en eller anden måde får forfatteren J.R. Roberts så placeret sin helt Clint Adams i nærheden af disse begivenheder, men han skriver dog i et efterord, at han har taget sig nogle friheder i forhold til fakta. Clint Adams, der skyder bedre end nogen anden revolvermand i det vilde vesten, kommer nemlig til at spille en afgørende rolle i forhold til udfaldet af de dramatiske opgør. Dele af handlingen er dog ret spændende, og især dramaet i El Paso er ganske hæsblæsende.

Der er desværre også en masse snak uden den store nerve, og det virker en smule kikset, at der ikke er et overordnet plot. På den måde kommer bogen til at mangle fremdrift. Undervejs er der så tre sexscener, der er skildret indgående, men de fylder samlet set lidt i forhold til det øvrige. Jeg kan røbe, at i forbindelse med to af de tre erotiske eskapader, så oplever vores helt at få det, der på moderne dansk hedder en morgenguffer. Det kan jeg ikke forestille mig, at hverken Jonah Hex, Lucky Luke eller The Lone Ranger har oplevet.

The Gunsmith-bøgerne er på alle måder uforpligtende underholdning, og man kan læse dem på ingen tid, men som western-historier er de ikke meget bevendt. Som sagt har jeg andre - og forhåbentlig - bedre ting og sager liggende på min Kindle, og dem vil jeg glæde mig til at læse. Om jeg får købt flere The Gunsmith-titler, vil tiden vise, men de er under alle omstændigheder fascinerende på deres egen bizarre måde.