søndag den 31. juli 2022

Nå, får du set nogle westerns? Del 4

Efter en længere periode, hvor jeg har set andre ting, er det blevet til lidt westerns her på det seneste.

SERAPHIM FALLS (David Von Ancken, USA, 2006). Et sted i de amerikanske Rocky Mountains får en mand en kugle i skulderen og må få øjeblikke senere flygte for sit liv gennem det alt andet end gæstfrie terræn. Fem mand er efter ham. Specielt den ene har et indædt had til manden på flugt - de andre er bare hyret ind til opgaven for at tjene til dagen og vejen. Men det går op for dem, at deres mål er en person med nogle helt særlige egenskaber. Mens jagten fortsætter hen over landskabet afsløres det, hvilke begivenheder i fortiden der har udløst den nådeløse menneskejagt.

Hævn er omdrejningspunktet i David Von Anckens glimrende og knaldhamrende flotte western-drama, der har ingen ringere end Pierce Brosnan og Liam Neeson i hovedrollerne, og de gør det virkelig godt. Men hele vejen rundt støder man på velkendte ansigter, og produktionen emmer af kvalitet. Det giver sig selv, at historien måske er lidt endimensionel, men det betyder ikke det store, for man er virkelig godt underholdt - også selv om manuskriptet tilføjer nogle næsten metafysiske elementer til sidst. Musikken af Harry Gregson-Williams er enestående god, så det løfter også oplevelsen. Absolut godkendt og så meget værd at se! Set på YouSee/Paramount+.

SLOW WEST (John Maclean, England-New Zealand, 2015). Den unge og noget naive Jay Cavendish er taget fra Skotland til det vilde vesten for at finde sit livs kærlighed, den smukke Rose Ross. Han støder undervejs på en lovløs, den tavse og noget sammenbidte Silas, der for en håndfuld dollars lader sig hyre til at få den unge mand frem til sit mål. Men Silas har sit helt eget mål - og det har tilsyneladende alle andre banditter i området. Det kan kun ende eksplosivt.

Der er mange steder i verden, der har lagt landskaber til westerns - og SLOW WEST er i store dele optaget i New Zealand. Man det tænker man ikke meget over, når man ser denne fremragende film, der er et moderne take på den klassiske genre. John Maclean har skrevet et finurligt manuskript, der byder på mange overraskelser, og man er virkelig godt underholdt undervejs. Filmen er både barsk og morsom i en helt perfekt balance. Og så er det en fornøjelse at se Kodi Smit-McPhee og Michael Fassbender i de to bærende hovedroller. På alle måder en lille perle. Optaget fra DR2.

FLAMING STAR (Don Siegel, USA, 1960). Den unge halvblods-cowboy Pacer Burton kommer i noget af et dilemma, da Kiowa-indianerne i området går på krigsstien. Pacers far er hvid, mens hans mor er indianer. Han har også halvbroderen Clint, der er hvid - men hele familien Burton holder sammen, selv om mange af deres naboer gerne så, at de valgte side. Og da hadet mod indianere er intenst, bliver konflikten hurtigt til en blodig affære.

Åbenbart var både Frank Sinatra og Marlon Brando i spil til hovedrollen, men den landede så hos Elvis Presley, der gør det ganske fint, selv om hans evner som skuespiller er lidt firkantede og uden de store nuancer. Plottet er interessant og skildringen af de racistiske aspekter ved den hvide mands erobring af det vilde vesten gør dette til en film over middel. Don Siegel får virkelig meget ud af karakterne og de flotte landskaber - og det er en ganske brutal historie vi har med at gøre. En Elvis-sang bliver det til tidligt i fortællingen, men ellers er det rent drama, vi præsenteres for uden den store sentimentalitet. Den danske titel er selvfølgelig FLAMMENDE STJERNE. Optaget fra DR2.

fredag den 15. juli 2022

Lidt mere Tex Willer

Jeg bestilte forleden en stak af de norske Tex Willer-tegneserier; den almindelige månedlige udgivelse. Det kan man gøre via CDON, hvor Adlibris er dem, der reelt står for at sende netop disse hæfter. Da pakken ankom, var der faktisk et hæfte, som manglede, men det var ikke Adlibris' skyld - de havde sendt mig præcis det, jeg havde bestilt. 

Men jeg kunne se, at nummer 687 (med forside-titlen RAN I NOGALES) ikke lige var til at skaffe hos Adlibris. Og hvis man kiggede på andre norske hjemmesider med tegneserier og den slags, så var dette nummer heller ikke på lager. Måske var det kommet i et mindre oplag, måske var der gået noget andet galt i distributionen. Jeg ved det ikke, men nu spurgte jeg den store "Facebook-hjerne", og heldigvis var der en nordmand, der ved et uheld havde fået købt to eksemplarer, og han var villig til at handle.

RAN I NOGALES landede uden problemer i min postkasse i dag, så alt er godt. Men jeg kan se, at det er blevet lidt mere tricky at købe nogle af disse ting, og det er slet ikke alt, der er lige nemt at skaffe. Nu køber jeg ikke det hele, og der er også grænser for lommepengene - og jeg kan se, at en serie som UNGE TEX WILLER hurtigt bliver udsolgt. Måske bliver det en serie, jeg kommer til at opgive, og der er heldigvis så meget andet, at kaste sig over. Men jeg er rigtig glad for at have fået RAN I NOGALES. 

søndag den 10. juli 2022

Jeg fik lige læst en tilfældig titel i serien En Texas Bog: BALLADE I PASSET

Jeg skulle med toget fra København til Holbæk, og snuppede derfor en bog i stakken med slidte, gamle westernbøger. Så kunne jeg lige nå et par kapitler eller fire undervejs - og det er hyggeligt at læse i stedet for at sidde og stirre på sin smartphone ligesom de andre passagerer. Og når det er sådan en pocketbog med en del ejere bag sig, så går det nok, at den bliver lidt mere krøllet undervejs.

Det blev en af de 500 titler, der i sin tid udkom i serien En Texas Bog; udgivet af Winthers Forlag i årene 1957-1984, nemlig BALLADE I PASSET af Stephen Payne. 2,50 kroner kostede bogen som ny, da den blev udgivet her i landet i 1966. Originaltitlen er STAMPEDE ON FARWAY PASS, men man valgte altså en lidt mere mundret dansk titel.

Nu har jeg så fået læst bogen færdig - det tager jo ikke længe at komme igennem de 124 sider, som var standarden i paperbacks fra den tid. Det er en ganske underholdende fortælling om den unge cowboy Jim Hardy, hvis far for nogle år siden har dræbt ranch-ejeren Savage Ed Scanlon - og den officielle historie er, at det skete på alt andet end retfærdig vis. Jim Hardy har sat sig for at rense sin fars navn, men for at gøre det må han komme ind under huden på Savage Ed Scanlons efterkommere - den luskede Clyde Scanlon og hans smukke søster Maude.

Handlingen foregår under en større sammendrivning af kvæg fra mange rancher, og det vrimler med karakterer, der hver især har deres egen agenda. Det er en lidt forvirrende og fragmentarisk historie, som Stephen Payne har skrevet, men bogen er nu ganske underholdende. BALLADE I PASSET udkom på dansk i 1966, oversat af O. Boesdal. Et sted i bogen har han forsøgt at oversætte, hvad jeg tror har været begrebet "to be caught between a rock and a hard place" (uden at jeg ved, hvordan det præcist har været formuleret i den amerikanske tekst, men scenen beskriver et dilemma, som en af personerne har været i). Det er på dansk blevet til: "han blev fanget mellem en klippe og et klippestykke".

STAMPEDE ON FARWAY PASS udkom på originalsproget i 1965 fra Ace Books i USA. På billedet kan du se, hvordan den amerikanske forside så ud i den originale udgave (billedet er fundet på nettet) - der kom senere et genoptryk med en anden forside. STAMPEDE ON FARWAY PASS blev udgivet som en dobbeltbog sammen med LYNCH LAW CANYON af Frank Wynne (alias Brian Garfield).  Hvis man skal tro bibliotekets angivelse, så udkom LYNCH LAW CANYON på dansk som En Texas Bog nr. 422 under titlen LOVLØS BY, men det er så en anden historie - og jeg tvivler på, at jeg har den liggende.

torsdag den 7. juli 2022

Anthony Manns THE FAR COUNTRY udkommer på dvd og Blu-ray

For nogle uger siden var jeg i Faraos Cigarer i København for at købe Anthony Manns THE FAR COUNTRY fra 1954 på Blu-ray. Det var udgivelsen fra Arrow Video, jeg var på jagt efter, og den ser faktisk ud til at være udgået fra selskabet, men de havde den altså liggende hos Faraos Cigarer - endda i limited edition-udgaven til en fornuftig pris.

Nu er det ikke så ofte, at vi ser limited editions til det danske marked, men det kommer sjovt nok til at ske med netop THE FAR COUNTRY, der i øvrigt har titlen HVOR GULDET KALDER her i landet. Den 29. juli udkommer filmen på både dvd og Blu-ray fra Excalibur Media - og på Blu-ray endda i to udgaver, hvor den såkaldte limited edition-version vil indeholde en filmplakat og fire postkort. Det er da ikke så dårligt.