mandag den 18. december 2023

LAWMEN: BASS REEVES er en ny western-tv-serie på SkyShowtime

Så er der nyt til streaming-publikummet, der holder af westerns. LAWMEN: BASS REEVES har netop haft premiere her i Danmark, og de to første afsnit af otte ligger klar på SkyShowtime. Derefter vil der følge et afsnit om ugen. Det interessante ved serien er, at den er inspireret af virkelige begivenheder. Bass Reeves blev født som slave i Arkansas i 1838, men siden blev han kendt som den første sorte deputy U.S. Marshal vest for Mississippi-floden, og han nåede at arrestere i omegnen af 3000 mistænkte i løbet af sin karriere.

Man kan finde både fagbøger og fiktion om Bass Reeves, og den nye TV-serie er baseret på de to første romaner i en trilogi af Sidney Thompson, nemlig FOLLOW THE ANGELS, FOLLOW THE DOVES og HELL ON THE BORDER (den tredje bog hedder THE FORSAKEN AND THE DEAD). Serien er skabt af Chad Feehan, mens den har Taylor Sheridan med som en af de andre producenter - og han er jo blandt andet kendt for den moderne western-serie YELLOWSTONE. David Oyelowo spiller titelrollen, og man kan også møde store navne som Donald Sutherland og Dennis Quaid.

lørdag den 16. december 2023

Yihaa! Jerry Spring på tilbud

Det var helt tilbage i 2012, at Forlaget Fahrenheit tog hul på at udgive den belgiske tegner Jijés western-serie JERRY SPRING i flotte opsamlingsbind i hardcover. Siden fik jeg købt bind 2, men så fik jeg ikke gjort mere ved det. En udsalgspris på 398 kroner pr. bind satte også lige en grænse for købelysten. Nu kommer disse tegneserier i forholdsvis små oplag, så prisen er sådan set fair nok, men nu er der jo også så mange andre ting, man gerne vil købe.

Men aktuelt har Faraos Cigarer sat prisen ned til 149 kroner pr. bind, så i går cyklede jeg ind til afdelingen på Strøget og købte nummer 3 og 4. Det var nu meget rart lige at få dem krydset af på listen. Man vil bemærke, at forsiderne er næsten ens, hvilket tilsyneladende skyldtes en teknisk fejl, og det førte til en del debat i diverse tegneserie-fora. Men jeg lever fint med det, for indholdet fejler ikke noget. Det er albums, jeg glæder mig til at læse. Nu venter vi bare på bind 5, der er det sidste og afsluttende.

torsdag den 14. december 2023

Nå, får du set nogle westerns? Del 12

Det er lige blevet til denne trio her; jeg arbejder mig stille og roligt igennem listerne, bunkerne og streamingtjenesterne.

APPALOOSA (Ed Harris, USA, 2008). Virgil Cole og Everett Hitch har gennem mange år bragt lov og orden til det vilde vesten, men de får deres sag for i den lille by Appaloosa i New Mexico. Den magtfulde ranchejer Randall Bragg har dræbt sheriffen og hans to vicesheriffer, og ingen kan gøre noget ved det – især ikke fordi Bragg har mange loyale mænd på sin lønningsliste. Cole og Hitch giver sig dog i kast med opgaven ud fra deres helt egen fortolkning af lovens bogstav, men undervejs må de også lige forholde sig til den charmerende enke Allie French, der har et godt øje til de barske mænd. Det bliver alt andet end en let sag at få Bragg til at bøde for sin ugerning.

Selv om vi her har at gøre med en nyere western, er der på ingen måde tale om en produktion, som vender hele genren på hovedet. APPALOOSA er en klassisk fortælling om seje revolversvingere, barske skurke og yndige kvinder, som alle på hver deres måde forsøger at skabe sig en tilværelse, selv betingelserne er vanskelige. Man fornemmer dog en ganske moderne måde at eksekvere historien på, hvor dialogen er en stor drivkraft. Spillet mellem Ed Harris og Viggo Mortensen er fænomenalt, og de får god støtte af altid solide Lance Henriksen og Jemery Irons. Renée Zellweger er ganske charmerende, men brænder ikke for alvor igennem. Vi får nogle flotte landskaber og et godt score af Jeff Beal i en klasse-produktion, der måske godt lige kunne have haft en skarpere slutning, men det er en mindre anke. Baseret på en roman af Robert B. Parker, der har skrevet en stribe bøger om Virgil Cole og Everett Hitch. Optaget fra DR1.

IL MERCENARIO (Sergio Corbucci, Italien-Spanien-USA, 1968. Den polske revolvermand Sergei Kowalski løfter ikke en finger uden at få penge for det – og han tager sig godt betalt. Han indgår en aftale med Garcia-brødrene om at hjælpe med at få en større sending sølv fra Mexico til USA, men revolutionen i form af Paco Roman og hans bande sætter en stopper for det projekt. Paco er dog mere bandit end revolutionær, men Polakken øjner en mulighed for at skærpe mexicanerens kamp for den gode sag; selvfølgelig for et heftigt honorar. Men både hæren og en kynisk dræber ved navn Curly er på sporet af Paco og Polakken.

Det er mere det vilde Mexico end det vilde vesten vi har med at gøre i denne ekstremt kulørte film, men det skorter dog ikke på rygende revolvere i handlingen – som så også er krydret med dynamit og maskingeværer, hvilket har den effekt, at dødstallet er ganske højt. Intet af det er dog skildret specielt blodigt skildret, selv om folk falder om som fluer. France Nero og Tony Musante gør det godt og charmerende i de to hovedroller, mens Jack Palance er skøn som skurken. Og selvfølgelig skal den smukke Giovanna Ralli også nævnes. Det er en underholdende film med masser af action og tjubang, men måske slås den lidt med at finde den helt rigtige tone - men den er absolut værd at se. Internationalt kendes filmen som THE MERCENARY og A PROFESSIONAL GUN, mens den her i landet kom til at hedde LEJEMORDER. Set på Blu-ray.

QUEL CALDO MALEDETTO GIORNO DI FUOCO (Paolo Bianchini, Italien-Spanien, 1968). Vi er i tiden under den amerikanske borgerkrig. Richard Gatling præsenterer i al hemmelighed sin opfindelse; en form for maskingevær, og det vækker naturligvis interessere - så meget, at Gatling bliver kidnappet og prototypen forsvinder. Chris Tanner får til opgave at opklare mysteriet, selv om han officielt egentlig er en af de mistænkte i sagen. Han kommer på sporet af banditten Tarpas, som er ude på at narre store summer fra både nord og syd. Og alle snyder alle. 

Det er godt nok ikke meget, man ser til borgerkrigen i denne farvestrålende gavtyve-fortælling, der lider noget af et fragmentarisk manuskript og mangel på fokus. Underholdningsværdien er ganske vist høj, men det virker mere som en række kapitler, der mere eller mindre er klasket tilfældigt sammen. Noget fungerer, noget gør ikke. John Ireland stjæler alle de scener, han er med i, mens Robert Woods savner lidt karisma i rollen som helten. Claudie Lange, Rada Rassimov og Ida Galli pynter på spindesiden. Musikken af Piero Piccioni er noget jazzet lounge-agtigt noget, der ikke for alvor passer til filmen, men i det mindste er det anderledes. Den internationale titel er GATLING GUN, men den er blandt andet også kendt som DAMNED HOT DAY OF FIRE. Herhjemme kom den til at hedde DOLLARS TIL DJANGO, hvilket slet ikke giver mening. Set på Netflix.

torsdag den 7. december 2023

Anders And i det vilde vesten

Det her er ikke i nærheden af at være en nyhed, men nu faldt jeg tilfældigvis over et billede af denne udgivelse fra 2018. Vi har at gøre med en af de mange temabøger fra Egmont, der er en slags Jumbobøger på syre, da de er omkring på 500 sider. Forlagets beskrivelse af SHERIFFEN lyder således: Følg den ikoniske Anders And som sherif i det vilde vesten, og se hvilke underholdende vanskeligheder han roder sig ud i denne gang.

Egmont har tidligere udgivet temabøger, der smager af præriestøv, nemlig DET VILDE VESTEN i 2007, WILD WEST i 2011 og COWBOY i 2014, men jeg har ingen idé om, hvorvidt der er gentagelser af indholdet – eller om disse tegneserier i det hele taget er værd at læse. Opdatering: Så lige to af dem ovre hos min lokale antikvarboghandler, og der var ikke umiddelbart gentagelser af indholdet at spore, men nu købte jeg dem ikke.

tirsdag den 5. december 2023

Flere Blu-rays fra Powerhouse Indicator

Det engelske selskab Powerhouse Indicator har en sympatisk politik, hvor de først udgiver tingene i en eller anden form for limited edition - enten som en del af et boxsæt eller som en enkeltstående udgivelse med en omfattende booklet. Og når de så er udsolgt, kommer der en standard-udgivelse. Her må man ganske vist undvære booklet'en, men det går jo nok, hvis man primært er interesseret i filmen. 

Den 19. februar er turen kommet til fire af de westerns, som Powerhouse Indicator har haft på programmet som limited editions. På denne dato udkommer de i standard-versionerne, og vi har at gøre med Sergio Sollimas LA RESA DEI CONTI/THE BIG GUNDOWN fra 1967, Budd Boettichers A TIME FOR DYING fra 1969, Robert Altmans BUFFALO BILL AND THE INDIANS OR SITTING BULL'S HISTORY LESSON fra 1976 og Walter Hills GERONIMO: AN AMERICAN LEGEND fra 1993. 

Jeg kan være i tvivl, om Robert Altman-filmen er noget for mig, men ellers er det jo spændende sager.

lørdag den 2. december 2023

Tre spaghetti-westerns i en box

Det engelske selskab CultFilms har netop udgivet Segio Corbuccis DJANGO på en 4K UHD-skive, hvor man også får DJANGO & DJANGO-dokumentaren og en 64 siders hardcover-booklet med. Men hvis man nu ikke lige er til 4K UHD, lancerer CultFilms den 8. januar et Blu-ray-boxsæt, der indeholder netop DJANGO samt Enzo G. Castellaris KEOMA og Damiano Damianis QUIÉN SABE? (internationalt kendt som A BULLET FOR THE GENERAL). En booklet ser der ud ikke til at være, men DJANGO & DJANGO-dokumentaren er blandt ekstramaterialet.