Nu har jeg lige skrevet i et indlæg, at det kan være bøvlet at bestille film hjem fra USA, og så lander der alligevel en kuvert i min postkasse - sendt fra et sted ovre på den anden side af dammen. Nå, men Screen Archives havde altså udsalg på nogle af de der Twilight Time-udgivelser på Blu-ray, og så slog jeg kløerne i CHATO'S LAND fra 1972; instrueret af Michael Winner og med Charles Bronson og Jack Palance på rollelisten.
Den ankom uden de store problemer i en simpel boblekuvert, så det var cool. Samlet pris med porto og det hele: 168,- kroner. Er faktisk rigtig meget i tvivl om jeg nogensinde har set den - får den nok i min hukommelse blandet sammen med ULZANA'S RAID. Den er jeg nemlig på ingen måde i tvivl om, at jeg har set, og det endda til en skole-bio-forestilling, hvor de voldsomme scener i den grad gjorde indtryk. Men nu skal jeg altså have tjekket CHATO'S LAND ud.