Den amerikanske forfatter Larry McMurtrys roman LONESOME DOVE udkom i 1985 og den blev ekstremt populær. Forfatteren vandt endda en Pulitzer-pris for sit værk og siden fulgte en rost og prisbelønnet TV-miniserie med Tommy Lee Jones og Robert Duvall i hovedrollerne. Forfatteren skrev senere en fortsættelse, STREETS OF LAREDO (1993), og to prequels, nemlig DEAD MAN'S WALK (1995) og COMANCHE MOON (1997) – og de er alle blevet filmatiseret til TV som miniserier. Der er også en LONESOME DOVE-TV-serie med to sæsoner (1994-1996), så det blev til en del.
Men det er ikke slut endnu med LONESOME DOVE. Sidste år kom det frem, at produktionsselskabet Teton Ridge Entertainment – der har særligt fokus på western-genren – havde erhvervet sig rettighederne til Larry McMurtrys bøger med henblik på at udvikle film og TV-serier. Siden blev Netflix nævnt i det mix og nu er streaming-giganten for alvor kommet på banen med en officiel udmelding: Der kommer en ny LONESOME DOVE-serie! Det ser ud til at være erfarne folk, der er hyret til projektet, men nu skal den så lige i produktion - der er lang vej endnu.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar