Her er en nyhed, der er lidt på kanten af genren. Normalt forbinder man ikke aliens, vampyrer og monstre med det vilde vestem, men alt kan lade sig gøre i den såkaldte Weird West-genre, der hiver ned fra alle hylder og bruger samtlige tricks for at skabe de vildeste og mest aparte historier. Genren fik først sit navn sent, især da den amerikanske forfatter Joe R. Lansdale for alvor kom i gang i løbet af 80'erne - både med sine egne historier, men bl.a. også som medredaktør på antologien RAZORED SADDLES.
Mærkværdige western-fortællinger har dog eksisteret siden pulp-magasinernes dage, og i filmens univers findes eksempler som BILLY THE KID VS. DRACULA, JESSE JAMES MEETS FRANKENSTEIN'S DAUGHTER og THE VALLEY OF GWANGI. Fra tegneserierne kender vi bl.a. Jonah Hex (der først så dagens lys i bladet WEIRD WESTERN TALES, men senere fik sit eget blad), hvor den grumme gunslinger også har haft nogle sammenstød med ting, der ikke er af denne verden.
Nu kommer en spritny Weird West-antologi, nemlig DEAD MAN’S HAND: AN ANTHOLOGY OF THE WEIRD. Den er redigeret af John Joseph Adams, og her får man 23 historier af bl.a. Orson Scott Card, Fred Van Lente (skaberen af COWBOYS & ALIENS), Elizabeth Bear, Joe R. Lansdale, David Farland, Mike Resnick, Alan Dean Foster og Tad Williams. DEAD MAN'S HAND udkommer den 30. maj fra Titan Books.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar