søndag den 2. juli 2017

Louis L'Amour udgives nu også som e-bøger på dansk, men jeg har nu ikke planer om at købe nogle af dem

En af de mest kendte western-forfattere nogensinde er amerikanske Louis L'Amour, hvis værker har dannet grundlag for flere film, ikke mindst HONDO fra 1953 med John Wayne. Nu havde L'Amour den fordel, at han blev født i North Dakota i 1908, hvor cowboys og kvæghjorde var en del af hverdagen, så han er vokset op i efterdønningerne af det vilde vesten. 89 romaner blev det til fra hans hånd, og rigtig mange dem var westerns - og rigtig mange af dem kom også på dansk.

Nu kan knap 30 af dem købes som e-bøger, takket være forlaget Lindhardt og Ringhofs arbejde med at digitalisere store dele af den danske kiosk-litteratur. HONDO er blandt dem, men man kan også få titler som CHEROKEE-SPORET, MENNESKEJÆGERNE, FIRE ENSOMME MÆND, DEN HENSYNSLØSE BANDE og KAMPEN OM BJERGDALEN.

Jeg kan dog ikke forestille mig, at jeg kommer til at købe nogle af dem. Som udgangspunkt er prisen 69,95 kroner, og vi taler altså om bøger, der i sin tid stod i kioskerne til en hæderlig pris, og selv med inflation og alting, så er det for meget. Så hvis jeg en dag får lyst til at læse HONDO, så køber jeg den på originalsproget i Amazons Kindle-butik til ca. det halve.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar