For ikke så længe siden bestilte jeg Joaquín Luis Romero Marchents spansk-italienske western ANTES LLEGA LA MUERTE, som Dorado Films har annonceret på Blu-ray. Filmen, der er fra 1964, er internationalt blandt andet kendt som HOUR OF DEATH og (THE) SEVEN FROM TEXAS, og det er under denne titel, at den vil udkomme fra Dorado Films.
Men det er ikke nogen let opgave for dem. I første omgang havde de lavet et presale, hvor man kunne købe et individuelt nummereret eksemplar med en booklet i. Jeg hoppede med på vognen, selv om jeg intet kender til filmen, men udgivelsen ser cool ud, og så gik en dollar fra hver forudbestilling til The Spaghetti Western Database (SWDb), hvilket jo er meget sympatisk.
Nu har jeg fået en mail fra Dorado Films, hvor de fortæller, at der kun er blevet bestilt 80 eksemplarer i deres presale. Umiddelbart har de ikke lyst til at opgive projektet, men det skal selvfølgelig også hænge økonomisk sammen for dem. Nu sker der det, at de åbner for en ny runde forudbestillinger en af de nærmeste dage i håbet om, at flere har lyst til at købe denne film. Så hold øje med deres hjemmeside, hvis du synes, at denne udgivelse ligner noget, du kunne være interesseret i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar