lørdag den 26. januar 2019

Husets Biograf viser westerns

Husets Biograf i København er nok mest kendt for kult- og horror-film, men repertoiret er ganske bredt. I den kommende tid er der for eksempel nogle westerns på programmet, og allerede i morgen - søndag den 27. januar - kan man se DESTRY RIDES AGAIN fra 1939 med Marlene Dietrich og James Stewart på rollelisten. På dansk er filmen kendt som VESTENS DRONNING. Dørene åbner kl. 14.30 og filmen starter kl. 15.30.

Den 17. februar skal man væbne sig med tålmodighed, for her disker Husets Biograf op med den 2 timer og 44 minutter lange PAINT YOUR WAGON (eller NÅR GULDFEBEREN RASER) fra 1969. Den er blandt andet med Lee Marvin og Clint Eastwood, og den kan ses fra kl. 15.00. Og i samme episke længe kan man den 24. marts kl. 15.00 opleve THE BIG COUNTRY fra 1958 i Husets Biograf. Så det er bare med at komme derind, hvis man bor i nærheden.

2 kommentarer:

  1. The Big Country er en vidunderlig western, som skal opleves på et kæmpe lærred. Jeg så den i Imperial i Kbh. for længe siden. Gregory Peck er sømanden, der går i land for at gifte sig med stor-rancherens datter, men som ikke er så imponeret over 'the big countrys' størrelse, for som han siger, så er havet større.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu kan lærredet i Husets Biograf næppe beskrives som kæmpe, men det er sejt, at de viser filmen.

      Slet