Jeg skal indrømme, at jeg ikke umiddelbart kan huske at have hørt om western-TV-serien COLT .45, og den har åbenbart heller ikke lige været til at få fat i. Men alt det ændrer sig den 12. marts, når Warner Archive Collection udgiver hele serien i et bokssæt. Vi taler om 67 episoder fordelt på ti Blu-ray-skiver.
Serien er løseligt inspireret af filmen af samme navn fra 1950 med Randolph Scott i hovedrollen, og den blev sendt fra oktober 1957 til september 1960 på den amerikanske TV-station ABC. Tre sæsoner blev det til med som sagt 67 episoder.
COLT. 45 handler om en regeringsagent ved navn Christopher Colt, der under dække af at være våbensælger fanger skurke og banditter i det vilde vesten. Hovedrollen blev spillet af Wayde Preston i de fleste afsnit, men han blev åbenbart utilfreds med de vilkår, serien blev lavet under, og derfor måtte man i nogle episoder have Christopher Colts fætter Sam Colt, Jr. (spillet af Donald May) som hovedperson.
De enkelte afsnit varer bare 30 minutter, så det går formentlig stærkt, men nu har jeg altså ikke set serien. Hvor vi er henne prismæssigt i forhold til dette bokssæt, er i skrivende stund ikke oplyst, men i det mindste plejer Warner Archive Collection at være flinke til at lave regionsfri udgivelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar