lørdag den 6. april 2024

Nå, får du set nogle westerns? Del 14

Det er blevet til disse tre siden sidst, men det er da også noget. Har stadig ganske meget i bunkerne, jeg skal have set, men det er jo i virkeligheden et positivt problem.

FRONTIER MARSHAL (Allan Dwan, USA, 1939). Da Indian Charlie går amok i en saloon i Tombstone, Arizona, er den lokale sherif ikke meget for at gribe ind, så problemet bliver håndteret af den nyankomne Wyatt Earp, som gerne vil have lidt nattero. Det fører til, at Earp for alvor ender med at få stjernen på, så han kan holde lov og orden i den hektiske by. Især er rivaliseringen mellem to store saloons en evig heksekedel, og den dødsforagtende Doc Halliday og en lusket dansepige gør ikke tingene nemmere at håndtere for det retskafne sherif. Snart eksploderer stemningen for alvor i Tombstone. 

Allerede i 1934 blev der lanceret en film med titlen FRONTIER MARSHAL, og den er ligesom 1939-udgaven baseret på Stuart N. Lakes WYATT EARP: FRONTIER MARSHAL. Biografien udkom i 1931, men det kom senere frem, at store dele af den er fiktion. Men den handler blandt andet om det legendariske opgør ved O.K. Corral, og det er jo altid en herlig historie – og FRONTIER MARSHAL er en ganske vidunderlig film, som bestemt kan anbefales til alle western-fans. Rollelisten byder på navne som Randolph Scott, Nancy Kelly, Cesar Romero, Binnie Barnes, John Carradine og Lon Chaney Jr., og det er især imponerende med de mange scener fra byen, hvor det vrimler med statister – og så lever man fint med, at den er alt andet end historisk korrekt. På dansk er filmen kendt som NYBYGGER-SHERIFFEN. Set på Blu-ray.  

IL GRANDE DUELLO (Giancarlo Santi, Italien-Vesttyskland-Frankrig-Marokko, 1972). Den unge Philip Wermeer er på flugt; mistænkt for at have myrdet den magtfulde Ebenezer Saxon i Saxon City. En dusør på 3000 dollars får dusørjægerne til at sværme som fluer, men deres planer forpurres i første omgang af den tidligere sherif Clayton, der tror, at Philip Wermeer er uskyldig. Efter en del forvirring ender Wermeer i Saxon City, hvor han vil hævne sig på de tre Saxon-brødre, der styrer byen. Et gigantisk opgør, der skal afgøre tingene, synes uundgåeligt. 

Her har vi at gøre med en lidt pudsig film, hvor de enkelte elementer fungerer bedre end helheden. Der er ganske dynamiske actionscener undervejs, kamera-arbejdet har opfindsomme højdepunkter og musikken af Luis Bacalov er lige i øjet med den helt rigtige spaghettiwestern-agtige klang. Men der mangler lidt stringens i afviklingen af historien, og der er nogle komiske elementer, der giver en diffus stemning. Lee Van Cleef er som altid god (selv om han minder meget om noget, vi har set før), og Alberto Dentice er et godt valg i rollen som Wermeer. Horst Frank, Klaus Grünberg og Marc Mazza spiller de tre onde brødre – og de er pænt onde! Alt i alt en OK oplevelse, men den er altså ikke helt oppe at ringe. Internationalt kendes filmen som THE GRAND DUEL, mens den danske titel selvfølgelig er DEN STORE DUEL. Set på Blu-ray.

VIVI O PREFERIBILMENTE MORTI (Duccio Tessari, Italien-Spanien, 1969). Monty Mulligan kæmper med at betale de lånehajer, han skylder penge, men måske kan en arv på 300.000 dollars løse problemet. Desværre er det en betingelse i testamentet, at han skal bo sammen med sin bror Ted i seks måneder. Brødrene har ikke haft noget at gøre med hinanden i årevis, og de er på ingen måde venner. Men de får en fælles fjende i form af en lokal bandeleder, og det sender dem ud på en række eventyr i det vilde vesten.

Det er ikke nemt at lave western-komik, hvilket denne alt andet end sjove film tydeligt viser. Man har åbenbart haft en idé om, at det er morsomt at se folk slås, og der diskes da også op med den ene nævekamp efter den anden. Samtidig er der lidt Wile E. Coyote over de to brødres planer om at skaffe penge, hvilket ikke altid går, som de havde forestillet sig. Giuliano Gemma og Nino Benvenuti er fine nok i de to hovedroller, men det er lidt en rodebunke, de medvirker i. At nogle af landskaberne ser særdeles europæiske ud bryder også i høj grad illusionen om, at handlingen udspiller sig i den amerikanske Wild West – og kulisserne har heller ikke kostet mange lire. Nej, det er ikke lige en film for mig. I den danske biograf-annonce kunne man læse, at man havde at gøre med "to hårde gutter med krudt i næverne i en skydeskæg western". Titlen på vores breddegrader var SÅ RAM FOR H......! Set på Netflix.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar