lørdag den 4. oktober 2025

Forlaget Zoom genopliver SØLVPIL

Alle troede selvfølgelig, at det var en aprilsnar, da Forlaget Zoom på deres Facebook-side den 1. april annoncerede, at de ville genudgive tegneserien SØLVPIL. Men det var det så ikke, og albummet "Puebloernes guldskat - og andre historier" udkommer den 7. november. 128 sider i hardcover.

SØLVPIL blev skabt af belgiske Frank Sels engang i 60'erne. Der er lidt modstridende oplysninger på dette punkt, og Sels lavede også serien KLEINE ANTILOPE, der åbenbart kan ses som en slags forløber til SØLVPIL. Men den første historie blev publiceret i det tyske hæfte Felix i januar 1969 og året efter fik SILBERPFEIL, DER JUNGE HÄUPTLING sit eget hæfte hos Bastei Verlag. 

I december ramte serien Danmark via Allers Forlag, og det væltede ud med hæfter. I nogle år var der endda tale om et ugeblad. Man kan sige meget om kvaliteten, for det var en serie, der blev produceret i et voldsomt tempo, men for mange er der tale om total nostalgi, når tankerne falder på Sølvpil, Falk og især Månestråle. I 1984 var det slut, men nu kan man altså læse den igen, takket være Forlaget Zoom. Albummet vil indeholde historier fra de fire første af de oprindelige numre.

2 kommentarer:

  1. Ret cool, at forlaget tør kaste sig ud i sådan en udgivelse!
    Jeg begyndte at samle på tegneserier i august måned 1979, og jeg samler stadig. I alle de år har jeg kun skilt mig af med to samlinger: Fantomet- og Sølvpil-bladene!
    Begge serier blev simpelthen for ensformige. Samme plot hele tiden. Nå ja, det var i alt fald hvad jeg syntes, dengang for ca. 25 år siden, da de to samlinger blev afsat til en byttebiks. LOL

    SvarSlet
    Svar
    1. SØLVPIL er ikke en af de serier, der for alvor har fæstnet sig i min hukommelse, selv om jeg selvfølgelig har læst en del hæfter dengang - men det er nok det ensformige plot, der spiller ind. Og så husker jeg den ikke som specielt godt tegnet. Men jeg vover pelsen og køber det nye album.

      Slet