torsdag den 29. januar 2026

Lucio Fulci-western på dansk dvd

Dvd-mediet står stadig stærkt og der udkommer film på det format, der ikke nødvendigvis følges op af en Blu-ray eller en 4K-udgivelse. Det gælder for eksempel Lucio Fulcis italienske SELLA D'ARGENTO fra 1978, der dukker op på dansk dvd den 17. februar 2026 fra selskabet TakeOne. Den internationale titel er SILVER SADDLE, og det er også det, der vil stå på omslaget af den danske udgivelse. Filmen fik ikke en dansk biografpremiere, men blev udsendt på VHS under titlen MANDEN MED SØLVSADLEN.

onsdag den 21. januar 2026

Cinemateket viser John Fords debutfilm med live musikledsagelse

Man kan have mange holdninger til Cinematekets beslutning om at afskaffe det trykte program. En af dem kunne være, at det nu er blevet noget vanskeligere at få et reelt overblik og derfor risikerer man at gå glip af noget, man måske rigtig gerne ville have været inde og se. Det kunne jo for eksempel være John Fords debutfilm STRAIGHT SHOOTING; en stumfilm-western fra 1917. 

Den viser de simpelthen inde i Cinemateket lørdag den 24. januar 2026 kl. 21.15 med introduktion ved Tusind sole-kurator Oscar Pedersen og live musikledsagelse ved pianist Stephen Horne. Og så får man endda en kold dåseøl med i billetprisen. Det gad jeg faktisk godt, men nu er lige den dato optaget i min kalender og heldigvis har jeg filmen at se frem til på den engelske Blu-ray-udgave, jeg erhvervede mig for en del måneder siden. Men nu er tippet givet videre.  

mandag den 12. januar 2026

... og endnu et australsk boxsæt

I forlængelse af Tales of the Wild West: Collection One-boxsættet fra australske Imprint, som jeg lige har nævnt her på kanalen, så er det værd at bemærke, at Imprint den 25. marts 2026 også udgiver The Magnificent Seven Collection i et oplag på 1500 eksemplarer, der byder på den originale film og de tre sequels - og originalen får man så både i en 4K-udgave og på en Blu-ray. De tre andre film er på Blu-ray, og der er en del ekstramateriale med. 

Filmene har været ude på det format før, men noget af ekstramaterialet er helt nyt. Boxsættet vil indeholde:

  • THE MAGNIFICENT SEVEN (John Sturges, 1960) 
  • RETURN OF THE SEVEN (Burt Kennedy, 1966) 
  • GUNS OF THE MAGNIFICENT SEVEN (Paul Wendkos, 1969) 
  • THE MAGNIFICENT SEVEN RIDE! (George McCowan, 1972)  

lørdag den 10. januar 2026

Fem klassiske westerns i vildt Blu-ray-boxsæt fra Australien

Der udgives Blu-rays over det meste af verden, og nogle af de spændende titler kommer fra det australske selskab Imprint. At det kan være noget af en dyr fornøjelse at få ting hjem fra den del af verden (især med de stadigt voksende udgifter til porto), er så en anden ting, men fristende er det jo. Se blot på dette vilde Blu-ray-boxsæt, der udkommer den 25. marts 2026. Titlen er Tales of the Wild West: Collection One, og her får man:

  • THREE VIOLENT PEOPLE (Rudolph Maté, 1956)
  • THE TIN STAR (Anthony Mann, 1957)
  • NEVADA SMITH (Henry Hathaway, 1966)
  • THE PROFESSIONALS (Richard Brooks, 1966)
  • WATERHOLE #3 (William A. Graham, 1967).

Sidstnævnte har ikke været udgivet på Blu-ray noget sted på kloden før, men det ser i det hele taget ud til at være et vildt flot sæt, der selvfølgelig byder på en del nyt ekstramateriale. Sættet udkommer i et oplag på 1500 eksemplarer, men mon ikke filmene siden udgives enkeltvis fra Imprint. Og så er det interessant, at der er tale om Collection One, så mere kan være på vej.