Viser opslag med etiketten Edge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Edge. Vis alle opslag

lørdag den 19. marts 2022

De hårdkogte og blodige Edge-bøger lever stadig i elektronisk form

Det er mange år siden, at George G. Gilmans brutale Edge-bøger udkom i paperback-format og fyldte de danske kiosker, men serien har overlevet på originalsproget som e-bøger. Ganske vist har fans klaget over, at der var masser af slåfejl og andre fejl i udgivelserne - nærmest som om, at man bare havde scannet siderne ind ved hjælp af optisk tegngenkendelse uden at tjekke det færdige resultat. Men bøgerne fortsatte stille og roligt med at blive genudgivet til man i 2018 nåede til nr. 53 ud af de 61, der i sin tid blev skrevet. 

Men nu har Piccadilly Publishing meldt sig på banen til at fortsætte serien. Nr. 54, BACKSHOT, udkommer som e-bog den 1. maj. Jeg har læst en pæn portion titler fra det forlag, og der har i hvert fald ikke været noget at udsætte på redigeringen. De har dog så ikke travlt, da nr. 55 udkommer til august og nr. 56 til december. Så det tyder ikke på, at Piccadilly Publishing kommer til at vende bøtten og starte forfra. Men nu er nr. 1-53 stadig tilgængelige på de elektroniske bogreoler - upåagtet de fejl, de måtte indeholde. 

Lindhardt og Ringhof har også været med på e-bogs-vognen i nogle år med Edge-bøger, hvor de har udgivet en god portion af de 47 titler, der i sin tid kom på dansk. Her ses en af de danske titler, HÆVNEN ER SORT. Forsidebilledet burde være velkendt for mange fans. De er ikke tydeligt nummereret, så det kræver lidt research at finde ud af, hvad der præcis er kommet. 

Jeg har dog ikke interesseret mig så meget for netop disse udgivelser, da de koster 50,- kroner stykket - og jeg har ikke et abonnement på en e-bogs-tjeneste, hvor man for et fast beløb kan læse et uendeligt antal titler på en måned (hvilket synes at være den primære grund til, at disse bøger udkommer - de virker ikke umiddelbart gearet til "løssalg").

Men det interessante er, at nogle få af dem tilbydes som paperbacks; formentlig som print on demand. Så man kan sige, at Edge på en eller anden måde stadig lever som paperback. 199,95 koster sådan en bog - altså en lidt anden pris end i de gode gamle kiosk-dage.

lørdag den 1. juli 2017

George G. Gilmans EDGE-bøger udkommer nu på dansk i e-bogs-format

Lindhardt og Ringhof nøjes ikke bare med at udgive Marshall Grovers Bill og Ben-bøger i elektronisk format; nu har de også kastet sig over George G. Gilmans hårdkogte, blodige og brutale serie om den morderiske western-"helt" Edge. Bøger kom for mange år siden fra forlaget Interpresse, men nu er en stor håndfuld også udkommet i e-bogs-format.

Syv titler er det indtil videre blevet til. Bøgerne er ikke nummererede, og man har plukket lidt hist og pist blandt de 47 bøger, der oprindelig kom på dansk. Indtil videre er kommet:
  • ET RIDT I SOLEN ("A Ride in the Sun"; udkom som nr. 34 på dansk).
  • DØDSFÆLDEN ("Death Deal", udkom som nr. 35 på dansk).
  • DØDENS SALOON ("Town on Trial", udkom som nr. 36 på dansk).
  • BLODIG FORTID ("The Moving Cage", udkom som nr. 37 på dansk).
  • MASSAKREN ("Massacre Mission", udkom som nr. 38 på dansk).
  • PÅ VEJ TIL GALGEN ("The Prisoners", udkom som nr. 39 på dansk).
  • BLIND VOLD ("The Blind Side", udkom som nr. 44 på dansk).
Forlaget har også taget hul på en anden af George G. Gilmans serier, nemlig ADAM STEELE. Dem kom der otte-ti stykker af i sin tid, og indtil videre er to af dem genopstået i elektronisk format, nemlig DØDENS FLOD og LYNCHSTEMNING.

Desværre er priserne helt absurde. De fleste koster 69,- kroner, mens LYNCHSTEMNING åbenbart skal koste vanvittige 99,- kroner. Nu ved jeg godt, at bøgerne mest er tiltænkt tjenester, hvor man for et fast beløb får adgang til mange bøger via en app, men dette er altså knald i låget. Man kan finde dem til lidt lavere pris rundt omkring, men vi er ikke i nærheden af de 24 til 28 kroner, som Gilman værker kan købes til på originalsproget i Amazons Kindle-butik.

søndag den 29. maj 2016

En håndfuld EDGE-bøger

Jeg har tidligere her på bloggen omtalt George G. Gilmans ultravoldelige EDGE-serie, der herhjemme blev kaldt COLT 45 SERIEN - EDGE. Det er mange år siden, jeg har læst disse bøger, men nu har jeg fundet en blandet håndfuld i et antikvariat. Syv styk af de danske samt - sjovt nok - et enkelt eksemplar af den engelske paperback-serie. Hvornår jeg får dem læst, ved jeg ikke lige, men hvis du vil tjekke de danske udgivelser ud, så kig på denne liste, som Rygende Revolvere-læseren Martin har lavet.

søndag den 30. december 2012

Edge; en western-helt med kant

Blandt de mange western-helte, der har haft deres egen bog-serie, så er den mest berygtede nok Edge - en høj mexikansk-svensk galning, der var omdrejningspunktet for nogle af de mest voldelige og makabre historier, der er skrevet i genren. Det var splatter, så det batter. Forfatteren på forsiderne hed George G. Gilman, men bag det navn gemte sig i virkeligheden englænderen Terence William Harknett. Han blev født i Essex i 1936, så vi er langt fra prærien, ørkenen og de beskidte saloons.

Harknett skrev under forskellige pseudonymer godt og vel 200 bøger i forskellige serier og genrer, men de mest succesfulde var bøgerne om Edge, der rask væk solgte i et oplag på 250.000 eksemplarer pr. bind. Den første, THE LONER, kom i 1972, og Harknett nåede at få udgivet 61 Edge-bøger. I Danmark blev de sendt på markedet af Interpresse som COLT 45 SERIEN med undertitlen EDGE. 47 bind blev det til på dansk.

Bøgerne er i høj kurs blandt samlere, men man behøver ikke at spendere en formue, hvis man vil læse eller genlæse de brutale Edge-historier. De udkommer nu som e-bøger. Prisen er omkring 35 kroner pr. titel fra Amazon. I den forbindelse er også kommet en miniserie på seks bøger - EDGE: THE RETURN - der ikke har været udgivet før; i hvert fald ikke officielt. Så det kunne være, at man skulle overveje at investere i en Kindle, så man kan genopleve denne ultravoldelige western-serie.

EDGE-serien (de titler, der indtil videre er udkommet som e-bøger):
  • 1. THE LONER
  • 2. TEN GRAND
  • 3. APACHE DEATH
  • 4. KILLERS BREED
  • 5. BLOOD ON SILVER
  • 6. THE BLUE, THE GREY AND THE RED
  • 7. CALIFORNIA KILLING
  • 8. SEVEN OUT OF HELL
  • 9. BLOODY SUMMER
  • 10. VENGEANCE IS BLACK
  • 11. SIOUX UPRISING
EDGE: THE RETURN-serien (der er udkommet som e-bøger):
  • 1. THE QUIET GUN
  • 2. THE DEPUTY
  • 3. THE OUTRAGE
  • 4. KILLING TIME IN ETERNITY
  • 5. RETURN TO MASSACRE MESA
  • 6. NAME ON THE BULLET