Oppe i Norge har de flere Tex Willer-tegneserier kørende, og en af dem er TEX KRONOLOGISK I FARGER, der er udkommet siden 2009. Det seneste bind er nummer 70, så det er en voldsom stak. Men der er selvfølgelig fans, som ikke har været med fra begyndelsen, og det har nu ført til, at norsk Egmont har genoptrykt nummer 1, der har titlen "Det mystiske totemet". De har også annonceret, at nummer 2 er planlagt, men det er naturligvis op til læserne/køberne, om det er noget, man vil fortsætte med.For nogle år siden forsøgte det danske forlag Zoom sig med Tex Willer, nemlig med historien "Il cavaliere solitario", som var skrevet af Claudio Nizzi og tegnet af den polsk-amerikanske tegneserie-legende Joe Kubert. Historien kom på dansk i 2016 i to bind med titlerne "De fire mordere" og "Jagten". Desværre blev det ikke til mere fra Zoom, men jeg har længe haft albummene stående på hylden, og nu har jeg endelig fået tid til at læse dem. Og det er bestemt en underholdende historie, selv om det er en barsk en af slagsen. Tex Willer skal besøge nogle gamle venner, han ikke har set længe, men han finder dem alle tre brutalt myrdet og skalperet. Det starter en længere jagt på de fire nådesløse mænd, der står bag forbrydelsen. Joe Kubert har en helt speciel stil, der sine steder næsten kan ligne skitser, men billedsproget er vildt dynamisk, og det er virkelig en god læseoplevelse. Det er to album, jeg er meget glad for at have i samlingen.Aktuelt er det forlaget E-voke, der udgiver Tex Willer-tegneserier her i landet, og der er indtil videre kommet to album. Det første hedder "Helten og legenden" og er skrevet og tegnet af Paolo Eleuteri Serpieri, der mest er kendt for den særdeles erotiske science fiction-serie om den yderst velskabte Druuna - men han har også tegnet westerns før, hvilket E-voke samler i den albumserie, der hedder HISTORIER FRA DET VILDE VESTEN."Helten og legenden" er historien om en ung Tex Willer, der jager nådesløse våbenhandlere og blodtørstige comanche-indianere. Undervejs møder han for første gang Kit Carson, der jo er en af de faste karakterer i den sejlivede italienske serie, der kom til verden i 1948; skrevet af Gian Luigi Bonelli og tegnet af Aurelio Galleppini. Paolo Eleuteri Serpieris version er selvfølgelig ekstremt godt tegnet, og der er enestående flotte billeder undervejs. Så lever man med, at der står lige så meget tekst i taleboblerne som i en Blake og Mortimer-tegneserie, men det gør ikke noget. Det er et fremragende album, der løftes yderligere af to grundige tekster af Mauro Boselli og Ferruccio Giromini, som introducerer læseren for Tex Willer-universet og Serpieris bud på, hvordan man kan fortælle historier i det."Frontera!" er titlen på bind 2, som har manuskript af Mauro Boselli, mens Mario Alberti har leveret tegningerne. Tex Willer bliver befriet fra et mexicansk fængsel af den franske sangerinde Blanche Denoels, der har en helt særlig grund til at få kontakt med den legendariske helt fra det vilde vesten: Hun vil have hævn over de mænd, der dræbte hendes far. Det er endnu et rigtig godt album, og selv om Albertis har en streg, hvor ansigterne er noget firkantede, så er layoutet helt forrygende dynamisk med mange tegninger, der går helt til kanten af siderne. Virkelig flot.
Ifølge E-vokes udgivelsesplan står bind 3, "Painted Desert" af Mauro Boselli og Angelo Stano, og bind 4, "Duel i Montana" af Gianfranco Manfredi og Giulio De Vita, til at udkomme i november, så det kan vi kun glæde os til. Især sidstnævnte ser enestående flot ud. Og man kan kun håbe, at der er westernfans og/eller tegneseriefans nok, der køber disse albums, så serien fortsat kan udkomme.Imens buldrer nordmændene videre, men jeg er nede på kun at forsøge at få de månedlige hæfter hjem, og det kan være tricky nok i sig selv. Lige nu er nummer 709 på gaden, og jeg skal have sendt en bestilling nordpå med noget af det, jeg nu måtte mangle. Længe leve Tex Willer!
Jeg ved ikke helt, om jeg vil springe på Tex Willer i farver-vognen. Jeg tænkte, at det måske var lidt sent med 70 udkomne numre. Men hvis forlaget ligefrem begynder at genudgive serien - og ikke kun nr. 1, så var det måske på tide at hoppe på vognen. Har du nogen tip til steder at købe serien billigst fra Danmark? Jeg fandt 2. oplag-udgaven hos cdon.dk, men udsolgt.
SvarSletDet er pænt tricky at få fat i de norske Tex Willer-serier efterhånden. Titlerne fra CDON/Adlibris er ikke komplette, da de bare klasker et tilfældigt udvalg på. Jeg har en enkelt gang bestilt fra bokkilden.no, hvor de sælger netop det pågældende album for 218 norske kroner - men man skal regne med, at der kommer told/moms oveni, så jeg vil ikke kalde det billigt.
SletTak for tippet. Jeg undrer mig lidt over, at ingen af de danske tegneseriebutikker som Faraos tager dem hjem. Men måske er der bare ikke økonomi i det.
SletJeg tvivler på, at der vil være økonomi i det for en dansk butik at tage disse udgivelser hjem. Ellers havde de nok gjort det.
Slet