lørdag den 4. maj 2024

Prærie-telegrafen tikker: Lige nogle noter om det ene og det andet

BLODIG KVÆGSVINDEL er en af de mere kreative titler, jeg er stødt på.

Nu kan man som udgangspunkt godt være meget dedikeret og kaste sig over bestemte projekter med enorm energi og skarpt fokus ... og andre gange er man måske mere fragmenteret i sin tilgang; dog stadig med et stædigt øje på målet. De seneste par måneder har jeg mest været i sidstnævnte tilstand, og netop denne stædighed gør, at man også får rundet nogle ting af, som man er gået i gang med. Ja, det tager lidt tid, men man når i mål.

Det gælder for eksempel den lille stak En Texas Bog, jeg længe har haft liggende. Dem har jeg løbende læst i og nu er jeg igennem de ni bøger. Kvaliteten er svingende, men generelt er det ganske fin og uforpligtende underholdning – og man kan sagtens sluge sådan en bog på en aften. Herligt. Men nu skal bøgerne videre til andre læsere, da det ikke er noget, jeg samler på – men det var godt at få dem læst.

Der er mere end 500 siders Jonah Hex i denne flotte hardcover-tegneserie.

Så er jeg også lige blevet færdig med det amerikanske hardcover-genoptryk af de Jonah Hex-historier, der kørte i bladet WEIRD WESTERN TALES. Tegneserier er jo lidt som noveller; dem kan man læse drypvis, når det nu lige passer i løbet af en dag. Et af de kommende projekter bliver så at læse de 78 numre af Jonah Hex-bladet, der kom på dansk. Endnu et projekt, jeg kan tackle i mit helt eget tempo.

Begge TEX-album fra E-voke er værd at købe; her er nummer 1.

Lige en anden tegneserie-nyhed: Forlaget E-voke har tidligere udgivet to TEX-album med den legendariske western-helt Tex Willer, og de havde annonceret to album mere. Selv om titlerne ikke længere fremgår af forlagets aktuelle udgivelsesliste, er TEX ikke glemt, lyder det fra E-voke. Som tingene ser ud nu, vil de formentlig udkomme i 2025. Det glæder jeg mig til.

Den svenske titel er selvfølgelig DEN STORA DUELLEN.

Svenske Studio S Entertainment har netop udgivet Giancarlo Santis IL GRANDE DUELLO fra 1972 på dvd. Det førte til lidt snak på deres Facebook-side om, hvorfor den ikke også blev udgivet på Blu-ray. Debatten i tråden afslørede, at folk, der er i målgruppen til westerns, i højere grad er dvd-købere, at Blu-ray bare ikke for alvor er slået igennem, at det i det hele taget er dyrere at producere en Blu-ray i forhold til en dvd og at billedkvaliteten mellem de to formater formentlig ikke vil opleves så forskellig, når man har at gøre med en ældre film, der er blevet digitalt restaureret. 

Alt dette kan man have mange holdninger til, men aktuelt er mit primære format Blu-ray, og jeg har den flotte IL GRANDE DUELLO-udgivelse fra Arrow Video. Nu kan man sige, at det er cool, at Studio S Entertainment i det hele taget udgiver filmen – at det så kun er med svenske undertekster er træls for danske fans, som måtte være interesseret. Men man kan ikke få det hele. Jeg klarer mig fint med Arrow-udgivelsen, selv om filmen efter min mening ikke er helt oppe at ringe. Lee Van Cleef er dog altid værd at se.

Det er et ganske cool logo, som denne tjeneste har.

Men jeg skulle da lige tjekke, fordi jeg er ved at rydde op og tynde ud i dvd-samlingen, så jeg smed min BANDOLERO!-dvd i afspilleren inde i gæsteværelset, hvor der står et LG 4K-fjernsyn. Billedet var bestemt acceptabelt, men jeg har filmen på min Blu-ray-ønskeliste. Mens jeg sad ved skærmen, dukkede der reklamer op for de mange gratis TV-kanaler, som har sneget sig ind i smart-TV-delen. Pludselig var jeg inde på en western-kanal kaldet Grjngo, som viste en Django-film. Hold da op!

Jeg fandt også en anden app kun med westerns, og på en kanal, jeg tilfældigvis zappede ind på via LG Channels, viste de Anthony Manns THE MAN FROM LARAMIE. Nu ser det ud til at være flow-TV, og der er en TV-guide, man kan klikke rundt i og se det næste, de sender, men jeg kommer til at kigge på det hele en anden dag. Brugerfladen på mit LG-fjernsyn er blevet stadig mere kompliceret efter hver opdatering, og det irriterer mig, at der ikke er en helt almindelig hovedtelefon-udgang, men det er så en anden snak.

... men ellers buldrer jeg bare videre på min egen stædige måde ud over prærien!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar