lørdag den 18. januar 2025

Så blev det 2025 her ude på prærien

Nu skal dette indlæg ikke udvikle sig til en jammer-symfoni om, hvor travlt jeg har haft og derfor har det været svært at få skrevet nogle indlæg her til bloggen. Et indlæg i den stil ville ifølge forfatteren Frits Remar kunne betegnes som "den lange rørende", hvilket er et begreb han lancerede engang i nogle anmeldelser af danske science fiction-fanzines, der ofte indeholdt en leder eller en intro, hvor redaktøren jamrede over, at man jo aldrig fik tilsendt nogle indlæg, læsere var der ingen af og i det hele taget var det hamrende besværligt at producere blade.  

Men nu har dette aldrig været verdens mest aktive blog, så jeg lever helt OK med, at der kan være uger og måneder mellem de indlæg, der dukker op - og så har jeg faktisk haft lidt travlt i denne tid med blandt andet en eksamen på det kursus, jeg har været på i forbindelse med mit nye job. Der har lige været nogle lange dage på skolebænken og en del materiale, som skulle læses. Men nu er det overstået - og nu kommer der altså lige nogle ord her på bloggen.

Julegaverne indeholdt et par western-ting, nemlig de to YOUNG GUNS-film på Blu-ray, som min kone havde været så sød at købe til mig. Dem glæder jeg mig til at gense. Så har jeg fået endnu en lille håndfuld Tex Willer-hæfter fra Norge, og netop den serie er jeg bagud med at læse - det skal jeg nok få gjort noget mere ved her i 2025.

... og så kunne jeg godt tænke mig at få læst den udgave af Alex Cox' fagbog 10,000 WAYS TO DIE: A DIRECTOR'S TAKE ON THE ITALIAN WESTERN, som jeg har haft stående i et par år. "Problemet" med den bog er, at den spoiler handlingen i alle de film, forfatteren skriver om, og der er ganske mange af dem, jeg ikke har set. Men det er selvfølgelig en glimrende undskyldning for at opspore disse film og få dem set. Nu skal jeg bare finde tiden til at gøre det ... og nu må jeg hellere stoppe, før dette indlæg bliver til "den lange rørende".

2 kommentarer:

  1. "Den lange rørende" - hah! Det har jeg ikke hørt før. Hvor anmeldte Remar sci-fi-fanzines?

    Og ja, det er jævnt irriterende med anmeldere, som afslører alting i handlingen inklusiv slutningen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det med Frits Remar-bemærkningen er noget, jeg har læst i et af Klaus Johansens mange fanzines, men jeg husker ikke detaljerne, og det er næppe et blad, jeg har længere. Men "den lange rørende" forblev i min hukommelse, for det er så sjovt fundet på.
      ...
      Det er fair nok, at man i mere analytiske filmbøger røber slutningen, for ellers er det svært at komme hele vejen rundt om emnet - så må man jo bare finde de film, det drejer sig om.

      Slet