Carson McCloud: DEVLIN'S RIDE, udgivet 27. juni 2016 (Amazon Kindle)
Den unge Nate Devlin er både en dygtig cowboy og dygtig med et skydevåben, og hans store drøm er selv at komme til at eje en ranch. Han har gjort krav på et perfekt område i en kløft i Oregon med masser af græs og adgang til vand. Sammen med sine to fætre begynder han at skabe et hjem der, men den barske Rhett Baron og hans slæng af revolvermænd har helt andre planer med området og de vil gøre hvad som helst for at skræmme Nate Devlin væk.
Hvis plottet lyder bekendt, så er det jo nok fordi netop denne historie har været fortalt mange før: Den lille mand, der kæmper mod overmagten – ofte i form af en skruppelløs skurk, der har talrige bevæbnede håndlangere på sin lønningsliste og som ikke viger tilbage for at gøre de ondeste ting for at opnå sit mål. Nu er der selvfølgelig intet i vejen for, at man lige tager endnu en runde med dette plot, for det er trods alt en af de store klassiske western-fortællinger.
Men det bliver i nogle passager svagheden ved Carson McClouds roman, hvor man har en oplevelse af, at der ikke sker så meget; netop fordi vi er i velkendt land. Styrken er så til gengæld et stort og meget velbeskrevet persongalleri. Forfatteren har også et solidt greb om sine skildringer af landskaberne og den drivkraft, der var med til at skabe landet, efterhånden som indianerne blev fordrevet. Især jernbanen er et vigtigt omdrejningspunkt i historien.
Tempoet bliver sat pænt op til sidst i bogen og vi får et spændende klimaks. Alt i alt er det en bog over middel, der i det store hele er underholdende, men som lider lidt af, at plottet på ingen måde er banebrydende.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar