lørdag den 14. februar 2026

En westernbog kom med posten

Har netop været nede efter en pakke fra Antikvariatet i Næstved med den seneste danske udgivelse af Charles Portis-romanen TRUE GRIT. Historien om den bare 14-årige Mattie Ross, der har brug for hjælp til at finde manden, der myrdede hendes far, gik i første omgang som føljeton i det amerikanske magasin The Saturday Evening Post i 1968 og den blev samlet i bogform samme år.

Allerede i 1969 kom den berømte filmudgave instrueret af Henry Hathaway med Kim Darby, John Wayne, Robert Duvall og Jeff Corey på rollelisten. Filmen kom til at hedde DE FRYGTLØSE på dansk, men da Portis' roman udkom herhjemme i 1970 fra forlaget Lademann, var titlen BEN I NÆSEN. Bogen havde illustrationer af Des Asmussen.

Bogen blev filmatiseret for anden gang i 2010 af Joel og Ethan Coen, og den havde Hailee Steinfeld, Jeff Bridges, Matt Damon og Josh Brolin på rollelisten - og den var også fremragende. Det fik forlaget GoeBøger til at sende en ny udgave af romanen ud på det danske marked i 2011 med titlen TRUE GRIT og filmens plakat på forsiden.

Og det er den udgave, jeg har købt, og den er en nydelig lille hardcover, der virker helt ny. Herligt. Jeg har læst bogen før, og den er virkelig god. En dag køber jeg den nok også på originalsproget, men indtil videre er denne her helt fin. Anbefales!  

tirsdag den 10. februar 2026

BOOT HILL ude på dansk Blu-ray

Lige en udgivelse mere. Giuseppe Colizzis westernkomedie LA COLLINA DEGLI STIVALI fra 1969 har tidligere været udgivet på dvd her i landet af Soul Media. Nu har selskabet lige genudsendt den på dvd, men de har så også samtidig sendt den ud på Blu-ray. Internationalt er filmen kendt som BOOT HILL, mens den herhjemme har heddet både GODE GULDMINER TIL SLET SPIL og PAS PÅ! VI SMADRER DET HELE - og det er nok ikke så underligt, eftersom det er Terrence Hill og Bud Spencer, der står på rollelisten. 

torsdag den 29. januar 2026

Lucio Fulci-western på dansk dvd

Dvd-mediet står stadig stærkt og der udkommer film på det format, der ikke nødvendigvis følges op af en Blu-ray eller en 4K-udgivelse. Det gælder for eksempel Lucio Fulcis italienske SELLA D'ARGENTO fra 1978, der dukker op på dansk dvd den 17. februar 2026 fra selskabet TakeOne. Den internationale titel er SILVER SADDLE, og det er også det, der vil stå på omslaget af den danske udgivelse. Filmen fik ikke en dansk biografpremiere, men blev udsendt på VHS under titlen MANDEN MED SØLVSADLEN.

onsdag den 21. januar 2026

Cinemateket viser John Fords debutfilm med live musikledsagelse

Man kan have mange holdninger til Cinematekets beslutning om at afskaffe det trykte program. En af dem kunne være, at det nu er blevet noget vanskeligere at få et reelt overblik og derfor risikerer man at gå glip af noget, man måske rigtig gerne ville have været inde og se. Det kunne jo for eksempel være John Fords debutfilm STRAIGHT SHOOTING; en stumfilm-western fra 1917. 

Den viser de simpelthen inde i Cinemateket lørdag den 24. januar 2026 kl. 21.15 med introduktion ved Tusind sole-kurator Oscar Pedersen og live musikledsagelse ved pianist Stephen Horne. Og så får man endda en kold dåseøl med i billetprisen. Det gad jeg faktisk godt, men nu er lige den dato optaget i min kalender og heldigvis har jeg filmen at se frem til på den engelske Blu-ray-udgave, jeg erhvervede mig for en del måneder siden. Men nu er tippet givet videre.  

mandag den 12. januar 2026

... og endnu et australsk boxsæt

I forlængelse af Tales of the Wild West: Collection One-boxsættet fra australske Imprint, som jeg lige har nævnt her på kanalen, så er det værd at bemærke, at Imprint den 25. marts 2026 også udgiver The Magnificent Seven Collection i et oplag på 1500 eksemplarer, der byder på den originale film og de tre sequels - og originalen får man så både i en 4K-udgave og på en Blu-ray. De tre andre film er på Blu-ray, og der er en del ekstramateriale med. 

Filmene har været ude på det format før, men noget af ekstramaterialet er helt nyt. Boxsættet vil indeholde:

  • THE MAGNIFICENT SEVEN (John Sturges, 1960) 
  • RETURN OF THE SEVEN (Burt Kennedy, 1966) 
  • GUNS OF THE MAGNIFICENT SEVEN (Paul Wendkos, 1969) 
  • THE MAGNIFICENT SEVEN RIDE! (George McCowan, 1972)  

lørdag den 10. januar 2026

Fem klassiske westerns i vildt Blu-ray-boxsæt fra Australien

Der udgives Blu-rays over det meste af verden, og nogle af de spændende titler kommer fra det australske selskab Imprint. At det kan være noget af en dyr fornøjelse at få ting hjem fra den del af verden (især med de stadigt voksende udgifter til porto), er så en anden ting, men fristende er det jo. Se blot på dette vilde Blu-ray-boxsæt, der udkommer den 25. marts 2026. Titlen er Tales of the Wild West: Collection One, og her får man:

  • THREE VIOLENT PEOPLE (Rudolph Maté, 1956)
  • THE TIN STAR (Anthony Mann, 1957)
  • NEVADA SMITH (Henry Hathaway, 1966)
  • THE PROFESSIONALS (Richard Brooks, 1966)
  • WATERHOLE #3 (William A. Graham, 1967).

Sidstnævnte har ikke været udgivet på Blu-ray noget sted på kloden før, men det ser i det hele taget ud til at være et vildt flot sæt, der selvfølgelig byder på en del nyt ekstramateriale. Sættet udkommer i et oplag på 1500 eksemplarer, men mon ikke filmene siden udgives enkeltvis fra Imprint. Og så er det interessant, at der er tale om Collection One, så mere kan være på vej.

søndag den 21. december 2025

Nå, får du set nogle westerns? Del 18

Nej, det kan man ikke sige, for det har virkelig været et travlt år. Jeg har rent professionelt skiftet branche i forhold til det, jeg er uddannet som og har arbejdet med i årtier – og derudover har vi som familie rykket teltepælene op og er flyttet ud i provinsen, væk fra København. Så det har været mange måneder med nye vaner og mødetider, flyttekasser, oprydning, udsmidning, udpakning, logistik og nyorientering – og en hel masse andre ting. Men nu skal man jo ikke lade noget gå til spilde, så her er lige en enkelt titel, jeg fik set for rigtig lang tid siden, men som jeg nu endelig har fået skrevet færdig om og lagt op her på siden. Og så må vi bare håbe, at jeg i mit nye liv får mere tid til at se westerns.

3:10 TO YUMA (Delmer Daves, USA, 1957). Ben Wade og hans bande overfalder diligencen og det koster to mænd livet. Banden tager ind til den lille by Bisbee, hvor Wade beordrer sine folk til at ride over grænsen til Mexico. Han vil møde dem senere, men det lykkes for byens borgere at tage ham til fange. De planlægger at få ham transporteret til den nærliggende by Contention for næste dag at sætte ham på eftermiddagstoget til Yuma. Ejeren af diligence-selskabet tilbyder 200 dollars til de mænd, der tør ekskortere Ben Wade, og det går den ellers så forsigtige ranch-ejer Dan Evans og byens fyldebøtte Alex Potter med til. Men det er alt andet end en let opgave. 

Vi har at gøre med en film fra 1957, en periode hvor det var forholdsvis almindeligt at producere westerns i farver. Alligevel besluttede instruktøren Delmer Daves og filmfotografen Charles Lawton Jr., at 3:10 FROM YUMA skulle være i sort/hvid – og Charles Lawton Jr. brugte endda nogle røde filtre, der fik landskabet til at se endnu mere knastørt ud. Det bidrager da også til det samlede indtryk, at Van Heflin spiller rollen som ranch-ejeren, der imod alle odds påtager sig en vanskelig mission. Han er en firkantet og stædig personlighed, der fristes af muligheden for at tjene nogle penge, og derfor må gøre noget, han egentlig ikke bryder sig om. Glenn Ford er måske lidt for meget en Hollywood-charmør til at virke overbevisende nok i skurkerollen, men det er uanset hvad samspillet mellem karaktererne, der får filmen til at fungere, og det er ganske enkelt en rigtig god film. I øvrigt er den baseret på en historie af Elmore Leonard fra pulp-hæftet Dime Western Magazine. Set på Blu-ray