lørdag den 11. april 2015

Revolvermanden skyder med skarpt. Hø-hø, fik du den? Skyder med skarpt!

Når man sætter sig ned for at se en western i fjernsynet eller smækker benene op for at læse en cowboyder-roman, så forventer man masser af action, spændende karakterer, dramatiske højdepunkter og måske også en smule romantik. Men når man tænker på de ensomme cowboys, der rider rundt i dagevis uden at skifte tøj eller gå i bad, så har man nok ikke i tankerne, at disse mennesker kan have et frodigt sexliv - især ikke hvis man kigger på de endnu mere gustne og snuskede personager, der befolker spaghettiwesterns.

Men hvis man læser en såkaldt "adult western", så krydres handlingen med sex; masser af sex. Genren opstod i slutningen af 70'erne, og serier som LONGARM, THE TRAILSMAN, SLOCUM, SPUR og THE GUNSMITH har underholdt millioner af mennesker gennem årene. Alene THE GUNSMITH har solgt mere end 15 millioner eksemplarer.

Men genren har ikke de samme vilkår længere, og forlagene har lukket nogle af deres ellers så sejlivede adult western-serier. En af dem har dog fundet et nyt sted at vande hestene, nemlig THE GUNSMITH, der skrives af J.R. Roberts (alias Robert J. Randisi). I modsætning til nogle af de andre serier, der typisk har været skrevet af flere forfattere under et fælles pseudonym, så ejer Randisi selv rettighederne til sin figur, og historierne om THE GUNSMITH udkommer nu fra Piccadilly Publishing. Nr. 400 er den første, der er dukket op på det nye forlag (bortset fra nogle genudgivelser fra den såkaldte Gunsmith Giant-serie), og titlen er THE LINCOLN RANSOM.

Vor helt Clint Adams, alias The Gunsmith, bliver hyret af den amerikanske regering til at udføre en usædvanlig opgave. Abraham Lincolns lig er nemlig blevet stjålet, formentlig af sydstatsfolk, der ikke vil finde sig i, at de tabte borgerkrigen. Adams skal overlevere løsesummen og skaffe præsidentens lig tilbage. Han får hjælp fra privatdetektiven Talbot Roper, og så begiver de sig ellers ud på eventyr.

Jeg kan ikke mindes at være stødt på ordene "his swollen testicles" i en af Bill og Ben-bøgerne, men det kan man altså opleve her. Clint Adams er tilsyneladende en veludrustet herre, og han er meget glad for det modsatte køn. Måske hjælper det også på det, at han tit går i bad og skifter tøj. Også andre karakterer i bogen dyrker sex, og lagen-akrobatikken beskrives ganske udførligt.

Desværre gælder det samme ikke actionscenerne, og handlingen i THE LINCOLN RANSOM er en noget tyndbenet affære. Trods det beskedne sidetal (knap 150), så er der meget fyld, og det store opgør til sidst savner nerve og drama. Men bogen er nem at læse, og man stryger igennem den på ingen tid. Jeg vil ikke påstå, at de erotiske sekvenser virkede forstyrrende, men det ville have klædt bogen med en bedre historie. Måske kan man finde det i de andre THE GUNSMITH-bøger; der er som sagt flere hundrede at vælge imellem.

Jeg læste THE LINCOLN RANSOM på min Kindle, og bogen kostede omkring 25,- kroner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar