Nå, får du set nogle westerns? Del 6

Det er blevet til en lille håndfuld, men jeg har mange flere i bunkerne, jeg er klar til at kaste mig over.

THE SCALPHUNTERS (Sydney Pollack, USA, 1968). Den garvede pelsjæger Joe Bass er undervejs med vinterens udbytte af pelse, da en gruppe Kiowa-indianere stjæler det hele fra ham - eller i hvert fald tvinger ham til at bytte pelsene med slaven Joseph Lee, som de har med sig. Han er en veltalende husslave, der ikke ved det store om at overleve i vildmarken, men Bass tager ham med på sin jagt efter de stjålne pelse. At de undervejs støder ind i en bande brutale skalpejægere gør ikke jagten nemmere. 

SKALPEJÆGERNE er en underholdende og fornøjelig sag på trods af den brutale titel, og man griner undervejs, selv om mange må lade livet i løbet af handlingen. Det er dog på ingen måde udpenslet skildret, og man kan nyde de mange fine replikker og de muntre optrin. Burt Lancaster og Ossie Davis er vidunderlige som det umage par, der næsten som prærieulven i Road Runner-tegnefilmene lægger den ene fælde efter den anden for banditterne. Men Telly Savalas og Shelley Winthers er bestemt også et plus sammen med Elmer Bernsteins musik og de flotte landskaber. Optaget fra DR2.

AMMAZZALI TUTTI E TORNA SOLO (Enzo G. Castellari, Italien-Spanien, 1968). Clyde og hans bande hyres af en sydstatsgeneral til at begå en kup mod nordstatshæren, der ligger inde med en million dollars i guld. Banden består af barske gutter, der har meget forskellige evner, og undervejs får de hjælp af den luskede kaptajn Lynch. Det virker som en let opgave, men selvfølgelig kommer det ikke til at gå helt som planlagt.

Man kan ikke beskylde AMMAZZALI TUTTI E TORNA SOLO - der her i landet fik titlen DRÆB ALLE OG KOM ENE TILBAGE - for at have et kompliceret manuskript, selv om hele fire mennesker har været med til at skrive filmen. Det er ren action fra start til slut uden de store svinkeærinder. Men hold da helt op, hvor er det en underholdende film, som Enzo G. Castellari har lavet. Der sker bare noget hele tiden, og især kamera-arbejdet er vildt dynamisk. Måske er der lige lidt for mange slå på kæben-slagsmål undervejs, men som popcorn-sjov er dette en glimrende western. De spanske landskaber udnyttes optimalt og musikken af Francesco De Masi er helt klart i den bedre ende for genren. Set på Netflix.

DECISION AT SUNDOWN (Budd Boetticher, USA, 1957). Sammen med makkeren Sam ankommer Bart Allison til byen Sundown, hvor han har tænkt sig at konfrontere Tate Kimbrough med fortidens misgerninger. Men Tate Kimbrough har fuld kontrol over byens borgere og ikke mindst sheriffen - og da han netop samme dag skal giftes, har han ingen intentioner om at blive en del af Bart Allisons hævnplaner.

Den bundsolide Randolph Scott kan her opleves i en af sine mere usædvanlige roller. Vi har ganske vist at gøre med en klassisk amerikansk western, men manuskriptet er milevidt fra at være et banalt opgør mellem en skurk med en sort hat og en helt med en hvid hat. Der er så meget på spil i Charles Langs manuskript (baseret på en roman af Vernon L. Fluharty), og karakternes indbyrdes dynamik er ret enestående. Lidt mere elementær spænding ville måske have klædt filmen, men det hele går nu alligevel op i en højere enhed i en western, der bestemt er værd at bruge tid på. Set på Bluray.

LO CHIAMAVANO TRINITÀ... (Enzo Barboni, Italien, 1970). Den omstrejfende Trinity driver ved et tilfælde ind i den lille by, hvor hans knotne bulderbasse af en bror, Bambino, er blevet sherif. Byens styres ellers af en lusket major og hans bande, der har kig på et landområde, hvor nogle fredelige mormoner har slået sig ned. Mormonerne plages af en bande mexicanere og Bambino har åbenbart ikke helt rent mel i posen. Det kan kun ende eksplosivt.

DE KALDER MIG TRINITY, som den danske titel blev, er en af de mest populære slå på tæven-westerns med makkerparret Terence Hill og Bud Spencer (alias Mario Girotti og Carlo Pedersoli) på rollelisten. Og den er ekstremt underholdende, selv om den godt nok er løs i kanten. Det virker mere som én lang undskyldning for at få folk til at slås - især så Bud Spencer kan slå løs med næverne som en forhammer. Men især den charmerende Terence Hill bærer filmen, der er god og uforpligtende underholdning fra start til slut. Og så er det en af de italienske westerns, der faktisk er indspillet i Italien, men det tænker man egentlig ikke så meget over, når man ser den. Set på Filmstriben.