lørdag den 7. januar 2023

Nå, får du set nogle westerns? Del 6

Det er blevet til en lille håndfuld, men jeg har mange flere i bunkerne, jeg er klar til at kaste mig over.

THE SCALPHUNTERS (Sydney Pollack, USA, 1968). Den garvede pelsjæger Joe Bass er undervejs med vinterens udbytte af pelse, da en gruppe Kiowa-indianere stjæler det hele fra ham - eller i hvert fald tvinger ham til at bytte pelsene med slaven Joseph Lee, som de har med sig. Han er en veltalende husslave, der ikke ved det store om at overleve i vildmarken, men Bass tager ham med på sin jagt efter de stjålne pelse. At de undervejs støder ind i en bande brutale skalpejægere gør ikke jagten nemmere. 

SKALPEJÆGERNE er en underholdende og fornøjelig sag på trods af den brutale titel, og man griner undervejs, selv om mange må lade livet i løbet af handlingen. Det er dog på ingen måde udpenslet skildret, og man kan nyde de mange fine replikker og de muntre optrin. Burt Lancaster og Ossie Davis er vidunderlige som det umage par, der næsten som prærieulven i Road Runner-tegnefilmene lægger den ene fælde efter den anden for banditterne. Men Telly Savalas og Shelley Winthers er bestemt også et plus sammen med Elmer Bernsteins musik og de flotte landskaber. Optaget fra DR2.

AMMAZZALI TUTTI E TORNA SOLO (Enzo G. Castellari, Italien-Spanien, 1968). Clyde og hans bande hyres af en sydstatsgeneral til at begå en kup mod nordstatshæren, der ligger inde med en million dollars i guld. Banden består af barske gutter, der har meget forskellige evner, og undervejs får de hjælp af den luskede kaptajn Lynch. Det virker som en let opgave, men selvfølgelig kommer det ikke til at gå helt som planlagt.

Man kan ikke beskylde AMMAZZALI TUTTI E TORNA SOLO - der her i landet fik titlen DRÆB ALLE OG KOM ENE TILBAGE - for at have et kompliceret manuskript, selv om hele fire mennesker har været med til at skrive filmen. Det er ren action fra start til slut uden de store svinkeærinder. Men hold da helt op, hvor er det en underholdende film, som Enzo G. Castellari har lavet. Der sker bare noget hele tiden, og især kamera-arbejdet er vildt dynamisk. Måske er der lige lidt for mange slå på kæben-slagsmål undervejs, men som popcorn-sjov er dette en glimrende western. De spanske landskaber udnyttes optimalt og musikken af Francesco De Masi er helt klart i den bedre ende for genren. Set på Netflix.

DECISION AT SUNDOWN (Budd Boetticher, USA, 1957). Sammen med makkeren Sam ankommer Bart Allison til byen Sundown, hvor han har tænkt sig at konfrontere Tate Kimbrough med fortidens misgerninger. Men Tate Kimbrough har fuld kontrol over byens borgere og ikke mindst sheriffen - og da han netop samme dag skal giftes, har han ingen intentioner om at blive en del af Bart Allisons hævnplaner.

Den bundsolide Randolph Scott kan her opleves i en af sine mere usædvanlige roller. Vi har ganske vist at gøre med en klassisk amerikansk western, men manuskriptet er milevidt fra at være et banalt opgør mellem en skurk med en sort hat og en helt med en hvid hat. Der er så meget på spil i Charles Langs manuskript (baseret på en roman af Vernon L. Fluharty), og karakternes indbyrdes dynamik er ret enestående. Lidt mere elementær spænding ville måske have klædt filmen, men det hele går nu alligevel op i en højere enhed i en western, der bestemt er værd at bruge tid på. Set på Bluray.

LO CHIAMAVANO TRINITÀ... (Enzo Barboni, Italien, 1970). Den omstrejfende Trinity driver ved et tilfælde ind i den lille by, hvor hans knotne bulderbasse af en bror, Bambino, er blevet sherif. Byens styres ellers af en lusket major og hans bande, der har kig på et landområde, hvor nogle fredelige mormoner har slået sig ned. Mormonerne plages af en bande mexicanere og Bambino har åbenbart ikke helt rent mel i posen. Det kan kun ende eksplosivt.

DE KALDER MIG TRINITY, som den danske titel blev, er en af de mest populære slå på tæven-westerns med makkerparret Terence Hill og Bud Spencer (alias Mario Girotti og Carlo Pedersoli) på rollelisten. Og den er ekstremt underholdende, selv om den godt nok er løs i kanten. Det virker mere som én lang undskyldning for at få folk til at slås - især så Bud Spencer kan slå løs med næverne som en forhammer. Men især den charmerende Terence Hill bærer filmen, der er god og uforpligtende underholdning fra start til slut. Og så er det en af de italienske westerns, der faktisk er indspillet i Italien, men det tænker man egentlig ikke så meget over, når man ser den. Set på Filmstriben.

torsdag den 5. januar 2023

THE OLD WAY med Nicolas Cage snart på dvd og Blu-ray

Nicolas Cage har været med i et hav af film, men med THE OLD WAY skulle det være første gang, at han er med i en traditionel western. Her spiller han en tidligere revolvermand, der bliver indhentet af fortiden. Brett Donowho har instrueret og med på rollelisten finder man Clint Howard, Abraham Benrubi og Ryan Kiera Armstrong. Filmen udkommer på dvd og Blu-ray her i Danmark den 6. februar, men den vil formentlig også dukke op som digital leje.

søndag den 1. januar 2023

Rigtig godt nytår til alle western-fans

Endnu et år er gået, og selv om dette ikke er verdens mest aktive blog, så er præriestøvet dog blevet hvirvlet op nogle gange. Det er blevet til omkring 5400 sidevisninger det seneste års tid, og det er helt fint for det, der i virkeligheden er et lille hyggeprojekt om en genre, der må betragtes som værende en niche - i hvert fald sammenlignet med fantasy, horror, slå på tæven-action og buldrende superheltefilm.

Jeg har altid holdt meget af westerns, selv om jeg har dyrket andre genrer mere, så jeg er ikke ekspert eller noget - og slet ikke sammenlignet med nogle af de læsere, som jeg ved følger med her på kanalen. Men jeg får set og læst så meget, jeg nu kan nå - og jeg får samlet ting op, som af mange betragtes som klassikere, og også lidt af hvert, der bare er god underholdning. Ikke alt får jeg skrevet om, men meget får da et par ord med på vejen.

Indtil nytår har jeg været ansat på Ekstra Bladet, og her havde jeg fornøjelsen at skrive en lille serie artikler om de store western-stjerner. Der skulle egentlig have været 10 kapitler, men virkeligheden ville det anderledes, så det blev kun til fire, nemlig om John Wayne, Clint Eastwood, James Stewart og Kevin Costner. Det er et projekt, som jeg trods alt er meget stolt af, selv om det så ikke blev helt som planlagt.

Tegneserier prøver jeg også at samle lidt op af, men det er noget, der nok får lidt mere fokus her i det nye år - og jeg har en del liggende, der skal læses. Det samme gælder en stak ældre cowboyder-romaner; de der gode gamle kiosk-bøger. Nu får vi se, men jeg vil under alle omstændigheder sige tak til de læsere, der følger med her på bloggen.

fredag den 16. december 2022

To Audie Murphy-westerns på vej på dvd og Blu-ray her i Danmark

Westerns kommer lidt i bølger til det danske dvd- og Blu-ray, men sidst i marts bliver det til et par stykker. 30. marts er den præcise dato, udgiveren er Excalibur Media International og begge har Audie Murphy på rollelisten. Filmene udkommer på dvd, Blu-ray og en limited edition-Blu-ray (i sidstnævnte følger der også en plakat og fire postkort med). Den ene er DRUMS ACROSS THE RIVER fra 1954, instrueret af Nathan Juran. Den dramatiske danske titel er I RØDHUDERNES DØDSDAL.

Den anden udgivelse er BULLET FOR A BADMAN fra 1964, instrueret af R.G. Springsteen. Her i landet fik den titlen DEN SIDSTE KUGLE.

fredag den 9. december 2022

Masser af THE MAGNIFICENT SEVEN-musik på ny cd-udgivelse

Et af de klassiske og meget kendte musikalske temaer fra westernfilmens verden er komponeret af Elmer Bernstein til John Sturges' stjernespækkede THE MAGNIFICENT SEVEN fra 1960. Bernstein bidrog også til de tre fortsættelser, nemlig RETURN OF THE SEVEN (1966), GUNS OF THE MAGNIFICENT SEVEN (1969) og THE MAGNIFICENT SEVEN RIDE! (1972), og en del af musikken er blevet udgivet gennem årene. Men nu slår Quartet Records til med en fire-dobbelt CD-udgivelse med alle fire scores - og det endda krydret med en 36 sider lang booklet. Det virker som en ganske fristende sag.

søndag den 4. december 2022

En Texas Bog nummer 207: INDIANERNE ANGRIBER af Robert J. Hogan

Jeg har længe haft denne bog liggende i min "det planlægger jeg at læse"-bunke, men der var lige en del andre bøger, som pressede sig på før den. Men nu har jeg altså læst INDIANERNE ANGRIBER af Robert J. Hogan. Originaltitlen er APACHE LANDING og på dansk udkom den i 1966 som nummer 207 i den uendelige En Texas Bog-serie. "Hylende og skrigende væltede de blodtørstige rødhuder over floden" kan man læse på forsiden, så det signalerer en bog med masser af action.

Og det er det bestemt også. Dakota Lane er på jagt efter en morder, men ender pludselig i et hav af problemer i en færgestation ved en flod, hvor apacherne er på krigsstien. Her møder han ikke alene sin dødsfjende men også en stribe andre personer med meget forskellige agendaer - og i øvrigt også to smukke kvinder. Der sker noget hele tiden, og jeg læste bogen på ingen ting. Først i de sidste kapitler bliver det lige lidt kluntet med at få det hele til at gå op, men jeg var virkelig godt underholdt af INDIANERNE ANGRIBER.

Opdatering: En af bloggens læsere har gjort mig opmærksom på, at bogen er blevet filmatiseret i 1953 under titlen THE STAND AT APACHE RIVER. Det var jeg faktisk ikke klar over. Lee Sholem instruerede og Stephen McNally og Julia Adams var på rollelisten. Filmen er udgivet på dvd rundt omkring, så den er ikke helt glemt. En dansk premiere fik den vist aldrig. Tak til Kai Nielsen for tippet.

lørdag den 26. november 2022

Lige et livstegn ude fra prærien

Jeg har faktisk fået set en lille håndfuld westerns de seneste par uger - vi taler om PALE RIDER, THE TALL T, HIGH NOON, HIGH PLAINS DRIFTER og THE SEARCHERS - men det var egentlig til et projekt, der ikke har noget med denne blog at gøre. Nu tror jeg så ikke, at det projekt i virkeligheden bliver til noget (eller det, jeg oprindelig havde planlagt), men det har uanset hvad været fedt at se/gense filmene. 

Købte en af Bill og Ben-bøgerne, nemlig BILL OG BEN PÅ SPORET, fordi den ikke kostede det store - i hvert fald ikke i forhold til de andre e-bogs-udgaver på det danske marked. Er næsten færdig med den, men det har været en irriterende læseoplevelse, for der er virkelig mange slåfejl i den. Aner ikke om det er noget, der plager disse udgivelser generelt, men jeg får helt lyst til at redigere teksten for de værste fejl - selv om det nok ikke bliver en bog, jeg får læst igen. 

Det var lige et livstegn herfra. Jeg fortsætter min rejse ud over prærien.