Her i huset kan vi godt lide at se "familiefilm", altså film, vi nyder sammen hele familien. Det er ikke det samme som, at det skal være harmløs underholdning med nuttede animerede dyr - rent genremæssigt kan det spænde vidt, og det gjorde det sandelig også, da vi søndag eftermiddag satte os til rette for at se Quentin Tarantinos THE HATEFUL EIGHT.
Jeg kan lige så godt indrømme, at det ikke var det bedste valg som "familiefilm", hvilket man måske kunne have sagt sig selv, men det er godt nok også en underlig størrelse, vi har med at gøre. IMDb lister den rent genremæssigt til at være "Crime | Drama | Mystery | Thriller | Western", mens den på Wikipedia kaldes for en "revisionist Western".
Nogle har beskrevet den som en slags Agatha Christie i det vilde vesten, men i bund og grund er det bare en Tarantino-film med de styrker og især svagheder, som disse plejer at indeholde. Holdet af skuespillere med Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern, Walton Goggins, Jennifer Jason Leigh og Demian Bichir som de "hadefulde otte" gør det fænomenalt, og produktionen er i top med lækre billeder og stemningsfuld musik af Ennio Morricone.
Men manuskriptet er en rodebunke, der samlet set ikke giver mening. Plot-twistet er alt for tyndt, og det hele ender i splatter og nonsens. Ja, store dele af filmen er ekstremt underholdende, men handlingen fyldes ud med dialog-scener, der ikke giver mening, og som ikke fører nogen steder hen. At man så også kunne føje Comedy til de mange genrer, som IMDb lister op, understreger bare hvor forvirret et projekt, vi har med at gøre.
Filmen varer i omegnen af to timer og tre kvarter, men der kunne snildt være skåret en time ud. Men det er ikke Quentin Tarantinos måde at gøre tingene på, og det er derfor, at jeg ikke for alvor bliver fan. Samlet set var jeg pletvis underholdt, men som sagt, så var THE HATEFUL EIGHT det helt forkerte valg som "familiefilm". Måske snupper vi noget med nuttede animerede dyr næste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar