Nå, får du set nogle westerns? Del 3

Det er blevet til en lille håndfuld siden sidst; nogle corona-sygedage gjorde, at jeg fik set et par ekstra titler.

VENDO CARA LA PELLE (Ettore Maria Fizzarotti, Italien, 1968). Shane vender hjem, blot for at finde sin mor, far og lillesøster udryddet af banditter. Han drager ud for at få hævn og lærer undervejs, at det er den grådige Magdalena, der står bag, fordi denne har et ønske om at kontrollere hele området. Ikke alt går som planlagt, og Shane får en kugle i benet. Han reddes af en dreng, hvis mor får Shane lappet sammen. Snart kan hævntogtet fortsætte. 

Dette er tilsyneladende den eneste spaghettiwestern af Ettore Maria Fizzarotti, og den er da ganske OK. Hovedrollen spilles af Mike Marshall, der ikke ligefrem sprudler af talent, men det hjælper på det, at skurkene er næsten tegneserie-agtigt skurkagtige. Landskaberne signalerer på ingen måde det vilde vesten, men undervejs smadres en saloon i et slagsmål. Det er jo altid sjovt. Michèle Girardon er charmerende i en af de få kvindelige roller, filmen har at byde på. Da filmen i 1975 kom her til landet, fik den titlen HÆVNEREN SHANE. Set på Netflix.

CAHILL U.S. MARSHAL (Andrew V. McLaglen, USA, 1973): Enkemanden J.D. Cahill har så travlt med sit arbejde som ordenshåndhæver, at hans to sønner, Danny og Billy, kommer under indflydelse af Abe Fraser og hans bande. Drengene hjælper banditterne til på snedig vis at få tømt byens bank, mens de tilsyneladende har et vandtæt alibi. Nu er det op til J.D. Cahill at opklare mysteriet. 

Det er en aldrende John Wayne på automatpilot, vi ser i denne kulørte mainstream-western, der er en jævnt underholdende sag uden at være det store. Forholdet mellem den fraværende far og de rebelske sønner tackles fint, og det er en fornøjelse at se George Kennedy i rollen som en bandit med en høj moral. De flotte landskaber og musikken af Elmer Bernstein trækker også op, men noget mesterværk er det ikke. Især klimaks kunne godt have været stærkere. Den danske titel er SHERIFFENS VÆRSTE JOB. Optaget fra TV.

CHATO'S LAND (Michael Winner, USA-Spanien-England, 1972). Halvblods-indianeren Chato skyder og dræber i selvforsvar en racistisk sherif i en saloon og må flygte fra byen. Her får den tidligere nordstats-kaptajn Quincey Whitmore samlet en flok frivillige, der er parate til at jage den flygtede og på deres egen kontante måde lade retfærdigheden ske fyldest. Men det er lettere sagt end gjort. 

Så enkel er handlingen i Michael Winners glimrende 70'er-western, der af nogle kritikere blev betragtet som et billede på USA's engagement i Vietnam. Om den vinkel holder, kan jeg ikke helt gennemskue, men et flertal af deltagerne i jagten på Chato betragter indianere som undermennesker, man kan behandle, som man vil. Der er dog nogle med andre værdier, og netop dynamikken mellem gruppen af mænd er fascinerende at følge. Charles Bronson har ikke mange replikker i titelrollen, men han sætter et markant fingeraftryk på filmen. Jack Palance er en fornøjelse som den tidligere kaptajn, der - iklædt sin militæruniform - mærker et sus af gamle dage uden at de måske var strabadserne værd at opleve alligevel. Men der spilles i øvrigt godt hele vejen rundt. Fotografen Robert Paynter får det optimale ud af landskaberne i den spanske Almería-provins og Jerry Fieldings musik er i topklasse. Set på Blu-ray.

STARBLACK (Giovanni Grimaldi, Italien-Vesttyskland, 1966). Efter at have været væk i mange år, vender Johnny Blyth tilbage til sin hjemstavn. Med sig har han sin døvstumme ven Job. I mellemtiden er Johnnys far blevet dræbt, moderen er blevet gift igen og byen styres af en kynisk bankdirektør og hans håndlangere. Men de svage på egnen får hjælp af en mystisk revolvermand; klædt i mørkt tøj og med en sort sherif-stjerne på brystet. Et større opgør synes under opsejling. 

STARBLACK er en god gammeldags cowboyder-historie med en maskeret helt, men dens italienske rødder afsløres i nogle voldelige scener med blandt andet piske-tortur og afstraffelse med lussinger. Men tonen er generelt munter og vi får et gigantisk saloon-slagsmål kun få øjeblikke inde i filmen. Det er dog alt i alt den bløde mellemvare, vi har med at gøre. På dansk er STARBLACK kendt som DEN SORTE SHERIF-STJERNE. Set på Netflix.

UN DOLLARO TRA I DENTI (Luigi Vanzi, Italien-USA, 1967). En fremmed ankommer til en tilsyneladende søvnig by, hvor han dog kort efter overværer en gruppe banditters brutale henrettelse af et regiment mexicanske soldater. Den fremmede får overtalt lederen af banditterne, Aguilar, til, at de alle skal optræde som soldater, hvilket er en del af en plan, der kan sikre dem en sending af guld fra den amerikanske hær. Men Aguilar vil selvfølgelig beholde guldet selv. 

Man kan ikke beskylde Warren Garfield og Giuseppe Mangione for at have skrevet et vildt kompliceret manuskriptet til denne første film med karakteren The Stranger, spillet af Tony Anthony. Der er reelt kun tre-fire locations, og ingen af dem ser specielt imponerende ud. Kuglerne flyver gennem luften, men det kniber noget med spændingen. Hertil er historien ganske enkelt for endimensionel. Men klimaks er nu ganske underholdende. Musikken af Benedetto Ghiglia er meget markant - måske grænsende til det irriterende. Den danske titel er EN DOLLAR MELLEM TÆNDERNE. Set på Prime Video.