lørdag den 12. marts 2022

Papirkrisen rammer den danske udgave af KEN PARKER-tegneserien

De seneste måneder har mange udgivere af bøger, tegneserier og magasiner revet sig i håret, fordi prisen på papir er steget - og fordi nogle typer papir ganske enkelt bliver "udsolgt" og har lange leveringstider. Det har nu ramt KEN PARKER-tegneserien, der udgives af forlaget Shadow Zone. Bind nr. 7 skulle være udkommet 18. marts, men trykkeriet har kun et lavt lager tilbage af papirtypen munken print cream og for ikke at lade udgivelsen skifte udtryk med en ny papirtype, må man vente til april, hvor der skulle være nye leverancer på vej. 

Så nr. 7 udkommer til maj. Det er nu fint med mig, da jeg ikke har fået læst de seks albums, der hidtil er udkommet. Egmont i Norge begyndte i øvrigt også at udgive KEN PARKER, men de lukkede serien efter fire numre. Jeg kan læse på Facebook, at Shadow Zone er ved at lægge sidste hænder på det, der skal blive til nr. 9. Så vi kan kun krydse fingere - også når det gælder papiret.

2 kommentarer:

  1. Som du sikkert har set, lukker Shadow Zone nu "Samuel Stern".

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det så jeg godt. Den har jeg ikke fået købt nogle af; der er så mange serier og lommepengene har jo også en grænse.

      Slet