lørdag den 1. juni 2024

Nå, får du set nogle westerns? Del 15

Det er blevet til disse tre meget forskellige film.

LAWMAN (Michael Winner, USA, 1971). En flok berusede cowboys går amok i byen Bannock, hvor de ikke alene smadrer en masse vinduer; en gammel mand bliver ved et uheld skudt og dræbt. Efter noget tid ankommer Bannocks benhårde sherif Jered Maddox til byen Sabbath, hvor de skydegale mænd kommer fra. Han agter at arrestere de mistænkte og stille dem for retten. Men hele byen – herunder den lokale sherif – er i lommen på den magtfulde ranchejer Vincent Bronson, hvilket på ingen måde gør opgaven lettere for den retskafne Maddox. 

Det vrimler med kendte navne på rollelisten, men det er uden tvivl Burt Lancaster, der dominerer scenerne i denne barske western. På overfladen handler den om, at loven står over alt, og derfor skal mændene for en dommer, selv om det formentlig vil være svært at få dem dømt for mord. Men Maddox er så indædt, at han handler ud fra sine egne endimensionelle værdier, og undervejs får han at vide, at folk kalder ham for 'Enkemageren'. Det er ret intenst. Som sagt er rollelisten helt i top, hvilket også gælder kulisserne og de flotte landskaber. Musikken af Jerry Fielding er lige bombastisk nok, og der zoomes så meget ind på karakterernes ansigter, at man fornemmer en voldsom inspiration fra de italienske spaghettiwesterns. Men det er småting i en på alle måder seværdig western. Den danske titel er JEG ER LOVEN. Optaget fra DR2.

NEVER GROW OLD (Ivan Kavanagh, Irland-England-Frankrig-Belgien-Luxembourg, 2019). Byen Garlow, der ligger på nybyggernes rute mod Californien, er et gudfrygtigt samfund, hvor alkohol, spil og prostituerede ikke er tilladt. Patrick Tate, der arbejder som tømrer og bedemand, bor sammen med sin kone og to børn, og selv om de drømmer om Californien, er de ikke kommet videre. Da revolvermanden Dutch Albert ankommer til Garlow med sine to kumpaner for at opspore en eftersøgt mand, ændrer meget sig i det lille samfund. Dutch genåbner saloonen, og snart har lasterne og synden overtaget igen – og Patrick Tate får nok at se til som bedemand.

Vi er her så langt væk fra de kulørte B-westerns, som man kan komme. Landskabet er trist og mudret, døden truer lige om hjørnet hele tiden og selv for nybyggerne er der ikke meget håb i det univers, som NEVER GROW OLD foregår i. Men selv om stemningen er intens og knugende, er det et særdeles vellykket western-drama, vi har med at gøre. Emilie Hirsch og John Cusack gør det rigtig godt i de to hovedroller, men ellers er det det nedslående miljø, der bærer denne ganske barske fortælling. Man lever så med, at landskabet ikke nødvendigvis ser særlig amerikansk ud, men forklaringen på det er enkel nok: NEVER GROW OLD er nemlig filmet i Irland. Set på Blu-ray.

MY DARLING CLEMENTINE (John Ford, USA, 1946). Wyatt Earp og hans tre brødre er på vej til Californien med en flok kvæg, da de gør holdt nær byen Tombstone. Efter at have afvist Old Man Clantons tilbud om at købe hele hjorden, tager Wyatt sammen med to af brødrene ind til den livlige Tombstone, hvor Wyatt griber ind, da en saloon er ved at blive smadret af en fuld indianer. Da de vender tilbage til lejren, er den yngste bror blevet dræbt og kvæget er stjålet. Waytt siger nu ja tak til jobbet som sherif i byen, hvor han hurtigt lærer den legendariske Doc Holliday at kende; alt imens han forsøger at finde sin brors mordere.

Hvis historien lyder bekendt, så er det selvfølgelig, fordi den har været fortalt mange gange før. Ganske vist i mange varianter, men vi er i Tombstone og omdrejningspunktet er opgøret i O.K. Corral. Ligesom de to film med titlen FRONTIER MARSHALL fra 1934 og 1939 trækker MY DARLING CLEMENTINE i nogen grad på Stuart N. Lakes biografi WYATT EARP: FRONTIER MARSHAL, men nu havde John Ford i sine unge dage mødt Wyatt Earp, så det har nok også sat sine fingeraftryk på det endelig produkt. Og det er jo et af de helt store western-dramaer, vi her har med at gøre med fænomenalt skuespil og mange flotte scener – ikke mindst fordi flere af optagelserne er fra Monument Valley. På alle måder en klassiker. Dansk titel: LOVLØST LAND. Set på Blu-ray.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar