lørdag den 1. juni 2024

Nå, får du set nogle westerns? Del 15

Det er blevet til disse tre meget forskellige film.

LAWMAN (Michael Winner, USA, 1971). En flok berusede cowboys går amok i byen Bannock, hvor de ikke alene smadrer en masse vinduer; en gammel mand bliver ved et uheld skudt og dræbt. Efter noget tid ankommer Bannocks benhårde sherif Jered Maddox til byen Sabbath, hvor de skydegale mænd kommer fra. Han agter at arrestere de mistænkte og stille dem for retten. Men hele byen – herunder den lokale sherif – er i lommen på den magtfulde ranchejer Vincent Bronson, hvilket på ingen måde gør opgaven lettere for den retskafne Maddox. 

Det vrimler med kendte navne på rollelisten, men det er uden tvivl Burt Lancaster, der dominerer scenerne i denne barske western. På overfladen handler den om, at loven står over alt, og derfor skal mændene for en dommer, selv om det formentlig vil være svært at få dem dømt for mord. Men Maddox er så indædt, at han handler ud fra sine egne endimensionelle værdier, og undervejs får han at vide, at folk kalder ham for 'Enkemageren'. Det er ret intenst. Som sagt er rollelisten helt i top, hvilket også gælder kulisserne og de flotte landskaber. Musikken af Jerry Fielding er lige bombastisk nok, og der zoomes så meget ind på karakterernes ansigter, at man fornemmer en voldsom inspiration fra de italienske spaghettiwesterns. Men det er småting i en på alle måder seværdig western. Den danske titel er JEG ER LOVEN. Optaget fra DR2.

NEVER GROW OLD (Ivan Kavanagh, Irland-England-Frankrig-Belgien-Luxembourg, 2019). Byen Garlow, der ligger på nybyggernes rute mod Californien, er et gudfrygtigt samfund, hvor alkohol, spil og prostituerede ikke er tilladt. Patrick Tate, der arbejder som tømrer og bedemand, bor sammen med sin kone og to børn, og selv om de drømmer om Californien, er de ikke kommet videre. Da revolvermanden Dutch Albert ankommer til Garlow med sine to kumpaner for at opspore en eftersøgt mand, ændrer meget sig i det lille samfund. Dutch genåbner saloonen, og snart har lasterne og synden overtaget igen – og Patrick Tate får nok at se til som bedemand.

Vi er her så langt væk fra de kulørte B-westerns, som man kan komme. Landskabet er trist og mudret, døden truer lige om hjørnet hele tiden og selv for nybyggerne er der ikke meget håb i det univers, som NEVER GROW OLD foregår i. Men selv om stemningen er intens og knugende, er det et særdeles vellykket western-drama, vi har med at gøre. Emilie Hirsch og John Cusack gør det rigtig godt i de to hovedroller, men ellers er det det nedslående miljø, der bærer denne ganske barske fortælling. Man lever så med, at landskabet ikke nødvendigvis ser særlig amerikansk ud, men forklaringen på det er enkel nok: NEVER GROW OLD er nemlig filmet i Irland. Set på Blu-ray.

MY DARLING CLEMENTINE (John Ford, USA, 1946). Wyatt Earp og hans tre brødre er på vej til Californien med en flok kvæg, da de gør holdt nær byen Tombstone. Efter at have afvist Old Man Clantons tilbud om at købe hele hjorden, tager Wyatt sammen med to af brødrene ind til den livlige Tombstone, hvor Wyatt griber ind, da en saloon er ved at blive smadret af en fuld indianer. Da de vender tilbage til lejren, er den yngste bror blevet dræbt og kvæget er stjålet. Waytt siger nu ja tak til jobbet som sherif i byen, hvor han hurtigt lærer den legendariske Doc Holliday at kende; alt imens han forsøger at finde sin brors mordere.

Hvis historien lyder bekendt, så er det selvfølgelig, fordi den har været fortalt mange gange før. Ganske vist i mange varianter, men vi er i Tombstone og omdrejningspunktet er opgøret i O.K. Corral. Ligesom de to film med titlen FRONTIER MARSHALL fra 1934 og 1939 trækker MY DARLING CLEMENTINE i nogen grad på Stuart N. Lakes biografi WYATT EARP: FRONTIER MARSHAL, men nu havde John Ford i sine unge dage mødt Wyatt Earp, så det har nok også sat sine fingeraftryk på det endelige produkt. Og det er jo et af de helt store western-dramaer, vi her har med at gøre med fænomenalt skuespil og mange flotte scener – ikke mindst fordi flere af optagelserne er fra Monument Valley. På alle måder en klassiker. Dansk titel: LOVLØST LAND. Set på Blu-ray.

fredag den 24. maj 2024

Spis som Lucky Luke

Nu tænker jeg ikke specielt meget på mad som et element i Lucky Luke-tegneserien, men jeg husker dog kvægbosserne, der i albummet "Pigtråd over prærien" får serveret nogle gevaldige bøffer uden noget som helst tilbehør. Men nu kan man dykke lidt mere ned i tegneseriens kulinariske univers, når forlaget Cobolt den 27. juni udgiver DEN STORE LUCKY LUKE KOGEBOG. 50 opskrifter skulle den indeholde, herunder "fra kølige drinks til krydrede retter som Ratata-hotdoggen, Dalton-familiens hemmelige opskrift på rød linsesuppe, sheriffens burger, Ma Daltons lemon pie eller søde højdepunkter som Calamity Janes cookies og Oklahoma-limonade eller Billy the Kids karamelguf" (ifølge forlagets egen beskrivelse).

lørdag den 4. maj 2024

Prærie-telegrafen tikker: Lige nogle noter om det ene og det andet

BLODIG KVÆGSVINDEL er en af de mere kreative titler, jeg er stødt på.

Nu kan man som udgangspunkt godt være meget dedikeret og kaste sig over bestemte projekter med enorm energi og skarpt fokus ... og andre gange er man måske mere fragmenteret i sin tilgang; dog stadig med et stædigt øje på målet. De seneste par måneder har jeg mest været i sidstnævnte tilstand, og netop denne stædighed gør, at man også får rundet nogle ting af, som man er gået i gang med. Ja, det tager lidt tid, men man når i mål.

Det gælder for eksempel den lille stak En Texas Bog, jeg længe har haft liggende. Dem har jeg løbende læst i og nu er jeg igennem de ni bøger. Kvaliteten er svingende, men generelt er det ganske fin og uforpligtende underholdning – og man kan sagtens sluge sådan en bog på en aften. Herligt. Men nu skal bøgerne videre til andre læsere, da det ikke er noget, jeg samler på – men det var godt at få dem læst.

Der er mere end 500 siders Jonah Hex i denne flotte hardcover-tegneserie.

Så er jeg også lige blevet færdig med det amerikanske hardcover-genoptryk af de Jonah Hex-historier, der kørte i bladet WEIRD WESTERN TALES. Tegneserier er jo lidt som noveller; dem kan man læse drypvis, når det nu lige passer i løbet af en dag. Et af de kommende projekter bliver så at læse de 78 numre af Jonah Hex-bladet, der kom på dansk. Endnu et projekt, jeg kan tackle i mit helt eget tempo.

Begge TEX-album fra E-voke er værd at købe; her er nummer 1.

Lige en anden tegneserie-nyhed: Forlaget E-voke har tidligere udgivet to TEX-album med den legendariske western-helt Tex Willer, og de havde annonceret to album mere. Selv om titlerne ikke længere fremgår af forlagets aktuelle udgivelsesliste, er TEX ikke glemt, lyder det fra E-voke. Som tingene ser ud nu, vil de formentlig udkomme i 2025. Det glæder jeg mig til.

Den svenske titel er selvfølgelig DEN STORA DUELLEN.

Svenske Studio S Entertainment har netop udgivet Giancarlo Santis IL GRANDE DUELLO fra 1972 på dvd. Det førte til lidt snak på deres Facebook-side om, hvorfor den ikke også blev udgivet på Blu-ray. Debatten i tråden afslørede, at folk, der er i målgruppen til westerns, i højere grad er dvd-købere, at Blu-ray bare ikke for alvor er slået igennem, at det i det hele taget er dyrere at producere en Blu-ray i forhold til en dvd og at billedkvaliteten mellem de to formater formentlig ikke vil opleves så forskellig, når man har at gøre med en ældre film, der er blevet digitalt restaureret. 

Alt dette kan man have mange holdninger til, men aktuelt er mit primære format Blu-ray, og jeg har den flotte IL GRANDE DUELLO-udgivelse fra Arrow Video. Nu kan man sige, at det er cool, at Studio S Entertainment i det hele taget udgiver filmen – at det så kun er med svenske undertekster er træls for danske fans, som måtte være interesseret. Men man kan ikke få det hele. Jeg klarer mig fint med Arrow-udgivelsen, selv om filmen efter min mening ikke er helt oppe at ringe. Lee Van Cleef er dog altid værd at se.

Det er et ganske cool logo, som denne tjeneste har.

Men jeg skulle da lige tjekke, fordi jeg er ved at rydde op og tynde ud i dvd-samlingen, så jeg smed min BANDOLERO!-dvd i afspilleren inde i gæsteværelset, hvor der står et LG 4K-fjernsyn. Billedet var bestemt acceptabelt, men jeg har filmen på min Blu-ray-ønskeliste. Mens jeg sad ved skærmen, dukkede der reklamer op for de mange gratis TV-kanaler, som har sneget sig ind i smart-TV-delen. Pludselig var jeg inde på en western-kanal kaldet Grjngo, som viste en Django-film. Hold da op!

Jeg fandt også en anden app kun med westerns, og på en kanal, jeg tilfældigvis zappede ind på via LG Channels, viste de Anthony Manns THE MAN FROM LARAMIE. Nu ser det ud til at være flow-TV, og der er en TV-guide, man kan klikke rundt i og se det næste, de sender, men jeg kommer til at kigge på det hele en anden dag. Brugerfladen på mit LG-fjernsyn er blevet stadig mere kompliceret efter hver opdatering, og det irriterer mig, at der ikke er en helt almindelig hovedtelefon-udgang, men det er så en anden snak.

... men ellers buldrer jeg bare videre på min egen stædige måde ud over prærien!

lørdag den 20. april 2024

Mere Sergio Leone i Cinemateket

Jeg har tidligere nævnt, at Cinemateket snart viser Sergio Leones HÆVN FOR DOLLARS i forbindelse med deres Gian Maria Volonté-serie. Men det er ikke den eneste Leone-film i det kommende program. Afgående programredaktør i Cinemateket, Jesper Andersen, præsenterer nogle af de film, der har betydet særlig meget for ham gennem årene, og en af dem er C'ERA UNA VOLTA IL WEST fra 1968. På dansk fik den titlen VESTENS HÅRDE HALSE. Filmen vises to gange - til den første visning vil Jesper Andersen selv introducere den.

  • Torsdag den 16. maj klokken 19.30.
  • Onsdag den 19. juni klokken 20.30.

UNDERTAKER bind 7 udkommer snart

Hvis man følger med i tegneserien UNDERTAKER, der skrives af Xavier Dorison og tegnes af Ralph Meyer, kan man glæde sig til den 3. maj, hvor bind 7 udkommer på forlaget Shadow Zone. Titlen er "Mister Prairie" og her er det officielle handlingsreferat: Der er tre grunde til, at Jonas Crow melder sin ankomst i den lille texanske by Eaden: To begravelsesforretninger, og - nok så vigtigt - hans kærlighed til Rose Prairie. Rose Prairie bor nemlig i Eaden. Hvad begravelserne angår, så handler det om en præst, der er død under mystiske omstændigheder og et ufødt barn, som moderen ikke ønsker at beholde. Den første begravelse er der ingen ben i, men den sidste kan blive lidt af en kamp, for den berømte "Søster Oz", en fanatisk repræsentant for Forbundet mod Usædelighed, er netop ankommet til byen. Hun puster til gløderne af den vrede, der opstod efter nederlaget til Nordstaterne, og opildner byens borgere til at stoppe kvindens svangerskabsafbrydelse ... I dette syvende bind af Undertaker-sagaen står tegneseriens mest berømte bedemand overfor religiøs ekstremisme, der kan virke middelalderlig ... men som faktisk lever i bedste velgående, selv i vor tid.

onsdag den 10. april 2024

Cinemateket sætter fokus på skuespilleren Gian Maria Volonté og viser HÆVN FOR DOLLARS

Gian Maria Volonté i Sergio Leones PER QUALCHE DOLLARO IN PIÙ.

I år er det 30 år siden, at den italienske skuespiller Gian Maria Volonté døde, og det markerer Cinemateket i København ved at vise en lille håndfuld af de film, han medvirkende i. Det blev også til markante roller i spaghettiwesterns, og blandt dem er det Sergio Leones PER QUALCHE DOLLARO IN PIÙ fra 1965, som Cinemateket smider op på det store lærred. Filmen, der på dansk kom til at hedde HÆVN FOR DOLLARS, vises en i DCP 4K-udgave, og den kan ses på nedenstående tidspunkter:

  • Onsdag den 12. juni klokken 21.30.
  • Søndag den 30. juni klokken 19.00.
Den danske plakat med den fængende titel.

lørdag den 6. april 2024

Nå, får du set nogle westerns? Del 14

Det er blevet til disse tre siden sidst, men det er da også noget. Har stadig ganske meget i bunkerne, jeg skal have set, men det er jo i virkeligheden et positivt problem.

FRONTIER MARSHAL (Allan Dwan, USA, 1939). Da Indian Charlie går amok i en saloon i Tombstone, Arizona, er den lokale sherif ikke meget for at gribe ind, så problemet bliver håndteret af den nyankomne Wyatt Earp, som gerne vil have lidt nattero. Det fører til, at Earp for alvor ender med at få stjernen på, så han kan holde lov og orden i den hektiske by. Især er rivaliseringen mellem to store saloons en evig heksekedel, og den dødsforagtende Doc Halliday og en lusket dansepige gør ikke tingene nemmere at håndtere for det retskafne sherif. Snart eksploderer stemningen for alvor i Tombstone. 

Allerede i 1934 blev der lanceret en film med titlen FRONTIER MARSHAL, og den er ligesom 1939-udgaven baseret på Stuart N. Lakes WYATT EARP: FRONTIER MARSHAL. Biografien udkom i 1931, men det kom senere frem, at store dele af den er fiktion. Men den handler blandt andet om det legendariske opgør ved O.K. Corral, og det er jo altid en herlig historie – og FRONTIER MARSHAL er en ganske vidunderlig film, som bestemt kan anbefales til alle western-fans. Rollelisten byder på navne som Randolph Scott, Nancy Kelly, Cesar Romero, Binnie Barnes, John Carradine og Lon Chaney Jr., og det er især imponerende med de mange scener fra byen, hvor det vrimler med statister – og så lever man fint med, at den er alt andet end historisk korrekt. På dansk er filmen kendt som NYBYGGER-SHERIFFEN. Set på Blu-ray.  

IL GRANDE DUELLO (Giancarlo Santi, Italien-Vesttyskland-Frankrig-Marokko, 1972). Den unge Philip Wermeer er på flugt; mistænkt for at have myrdet den magtfulde Ebenezer Saxon i Saxon City. En dusør på 3000 dollars får dusørjægerne til at sværme som fluer, men deres planer forpurres i første omgang af den tidligere sherif Clayton, der tror, at Philip Wermeer er uskyldig. Efter en del forvirring ender Wermeer i Saxon City, hvor han vil hævne sig på de tre Saxon-brødre, der styrer byen. Et gigantisk opgør, der skal afgøre tingene, synes uundgåeligt. 

Her har vi at gøre med en lidt pudsig film, hvor de enkelte elementer fungerer bedre end helheden. Der er ganske dynamiske actionscener undervejs, kamera-arbejdet har opfindsomme højdepunkter og musikken af Luis Bacalov er lige i øjet med den helt rigtige spaghettiwestern-agtige klang. Men der mangler lidt stringens i afviklingen af historien, og der er nogle komiske elementer, der giver en diffus stemning. Lee Van Cleef er som altid god (selv om han minder meget om noget, vi har set før), og Alberto Dentice er et godt valg i rollen som Wermeer. Horst Frank, Klaus Grünberg og Marc Mazza spiller de tre onde brødre – og de er pænt onde! Alt i alt en OK oplevelse, men den er altså ikke helt oppe at ringe. Internationalt kendes filmen som THE GRAND DUEL, mens den danske titel selvfølgelig er DEN STORE DUEL. Set på Blu-ray.

VIVI O PREFERIBILMENTE MORTI (Duccio Tessari, Italien-Spanien, 1969). Monty Mulligan kæmper med at betale de lånehajer, han skylder penge, men måske kan en arv på 300.000 dollars løse problemet. Desværre er det en betingelse i testamentet, at han skal bo sammen med sin bror Ted i seks måneder. Brødrene har ikke haft noget at gøre med hinanden i årevis, og de er på ingen måde venner. Men de får en fælles fjende i form af en lokal bandeleder, og det sender dem ud på en række eventyr i det vilde vesten.

Det er ikke nemt at lave western-komik, hvilket denne alt andet end sjove film tydeligt viser. Man har åbenbart haft en idé om, at det er morsomt at se folk slås, og der diskes da også op med den ene nævekamp efter den anden. Samtidig er der lidt Wile E. Coyote over de to brødres planer om at skaffe penge, hvilket ikke altid går, som de havde forestillet sig. Giuliano Gemma og Nino Benvenuti er fine nok i de to hovedroller, men det er lidt en rodebunke, de medvirker i. At nogle af landskaberne ser særdeles europæiske ud bryder også i høj grad illusionen om, at handlingen udspiller sig i den amerikanske Wild West – og kulisserne har heller ikke kostet mange lire. Nej, det er ikke lige en film for mig. I den danske biograf-annonce kunne man læse, at man havde at gøre med "to hårde gutter med krudt i næverne i en skydeskæg western". Titlen på vores breddegrader var SÅ RAM FOR H......! Set på Netflix.