søndag den 20. januar 2013

Baseret på virkelige begivenheder...

Anmeldelse: GUNFIGHT AT THE O.K. CORRAL 
USA, 1957. Instruktion: John Sturges. Medvirkende: Burt Lancaster, Kirk Douglas, Rhonda Fleming, Jo Van Fleet, John Ireland. Musik: Dimitri Tiomkin. Dansk titel: SHERIFFEN FRA DODGE CITY.

Sheriffen Wyatt Earp er i Fort Griffin, Texas, for at finde skurken Ike Clanton, men den lokale ordensmagt har ladet denne ride videre. Earp bliver derefter involveret i en konflikt, som den tuberkulose-ramte pokerspiller Doc Holliday har med en bandit, der vil hævne sin dræbte bror. Efter et drabeligt opgør i saloonen, ryger Holliday i varetægt på sit hotelværelse, og Earp redder ham fra at blive lynchet af byens befolkning. Da Earp er tilbage i Dodge City, Kansas, mødes han igen med Doc Holliday, og de to mænd indleder en form for venskab - og det får betydning, da Earp senere rejser til Tombstone, Arizona, for at hjælpe sine brødre, der også er sheriffer.
 
Stemningen er perfekt helt fra begyndelsen i denne film.
Skudduellen ved O.K. Corral i oktober 1881 er en af de mest berømte episoder i det vilde vestens historie, og der er næppe mange andre navne fra dengang, der er mere kendte end Wyatt Earp og Doc Holliday. Ganske vist varede selve duellen kun et halvt minuts tid, og siden har man diskuteret, hvilken rolle de involverede i virkeligheden spillede og hvad deres motiver var. Derfor er det ikke så underligt, at episoden utallige gange har været skildret på film - med mere eller mindre historisk nøjagtighed.

Burt Lancaster og Kirk Douglas som Wyatt Earp og Doc Holliday.
Man skal ikke forvente den store historiske nøjagtighed i John Sturges' GUNFIGHT AT THE O.K. CORRAL fra 1957, men det er til gengæld en ekstremt underholdende film, der på ingen måde bilder publikum ind, at vi overværer en dokumentar. Nu hjælper det selvfølgelig på det, at man har to Hollywood-giganter som Burt Lancaster og Kirk Douglas på rollelisten. Især sidstnævnte gør det fænomenalt som den svækkede gavtyv, der har mange fejl og få venner. Lancaster er lidt mere firkantet, men begge gør deres yderste for at vise, at deres karakterer ikke er perfekte helte.

De lokale kirkegårde er et gennemgående tema.
Der er et hav af medvirkende i denne western, og der er flere interessante navne blandt dem. Lee Van Cleef har en lille, men markant, rolle som den bandit, der i filmens begyndelse har et horn i siden på Doc Holliday. Som en af Wyatt Earps brødre medvirker DeForest Kelley, der senere skulle blive verdensberømt som lægen i TV-serien STAR TREK. Og man får sandelig også en ung Dennis Hopper, der som altid er intens at overvære.

På vej til den afgørende duel.
Måske bliver filmen lidt lang i spyttet med en spilletid omkring de to timer, men det er spændende at følge de to hovedpersoners særprægede venskab og hele opbygningen til den afgørende skudduel. Den skildres i øvrigt som forrygende kaotisk, hvilket giver scenen en ganske særlig energi. Det er også cool, at der er så mange locations undervejs - det er nogle interessante og varierede byer, vi besøger, og landskaberne har filmmagerne fundet i Arizona og Californien. Samtidig er de indendørs kulisser i topklasse.

Det endelige opgør er noget længere i filmen, end det var i virkeligheden.
Musikken af Dimitri Tiomkin er flot, men det er titelsangen, der bider sig fast. Den bliver sunget af Frankie Laine, og den dukker op flere gange undervejs med nye vers, der kommenterer handlingen. Dermed får sangen den samme funktion som en fortæller, og selv om det er lidt corny, så fungerer det faktisk. Alt i alt er dette en fremragende western, der er værd at bruge en eftermiddag på. Instruktøren John Sturges lavede i øvrigt en sequel i 1967, nemlig HOUR OF THE GUN.

GUNFIGHT AT THE O.K. CORRAL er udgivet på dvd af Paramount. Billedet er lidt grumset sine steder, men i det store hele er det en nydelig udgivelse. Der er intet ekstramateriale på, men der er lydspor på en håndfuld sprog og undertekster på endnu flere, inklusiv dansk.

6 kommentarer:

  1. Det er et stykke tid siden jeg så den sidst, men jeg husker den også som ganske glimrende.

    Har du tænkt dig at kigge lidt nærmere på nogen af de andre Wyatt Earp-filmatiseringer som f.eks. "Hour of the Gun", "My Darling Clementine" og "Tombstone"?

    Blake Edwards' westernkomedie "Sunset" med Bruce Willis som filmstjernen Tom Mix og James Garner som en aldrende Wyatt Earp i 1920ernes Hollywood er også værd at se.

    Og hvis man er i humøret til lidt mere westernkomedie, så er den groft oversete "Rustlers' Rhapsody" fra 1985 med Tom Berenger som en syngende cowboy ganske vellykket.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har som sådan ikke planer om et Wyatt Earp-tema, men jeg har i dag genset HOUR OF THE GUN; netop fordi den også er af John Sturges. Der skulle gerne komme en anmeldelse en af dagene.

      Slet
  2. GUNFIGHT AT O.K. CORRAL er en fabelagtig western i mine øjne, og det skader naturligvis ikke at min største filmhelt af dem alle, Burt Lancaster, spiller rollen som Wyatt Earp.

    Jeg fandt den ihvertfald utrolig spændende og intens, i forhold til MY DARLING CLEMENTINE med Henry Fonda, så synes jeg alligevel at denne er bedre, selvom den førnævnte film med Fonda også er rigtig god.

    Nyere film som TOMBSTONE og WYATT EARP har en tendens til at virke en smule mere ligegyldige i forhold til de gamle klassikere...måske også en smule overproducerede?

    SvarSlet
  3. Jeg synes nu nok, My Darling Clementine er noget særligt, ikke mindst pga. den melankolske Victor Mature.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er mange år siden, jeg har set MY DARLING CLEMENTINE, men den skal da skaffes hjem til samlingen en dag.

      Slet
    2. God ide. Ingen samling er komplet uden den.

      Slet