Anmeldelse: HOUR OF THE GUN
USA, 1967. Instruktion: John Sturges. Medvirkende: James Garner, Jason Robards, Robert Ryan, Albert Salmi, Charles Aidman. Musik: Jerry Goldsmith. Dansk titel: SEKSLØBERENS TIME.
Så er vi tilbage i Tombstone. Det er den 26. oktober 1881 og brødrene Wyatt, Morgan og Virgil Earp er sammen med Doc Holliday på vej ned mod O.K. Corral, hvor den magtfulde Ike Clanton og hans mænd venter. Efter en kort og heftig skudduel ligger tre mænd døde i hestefolden, heriblandt Ike Clantons søn, Billy. Med hjælp fra en korrupt sherif får Clanton rejst tiltale mod Earp og Holliday for mord, men han kan ikke vinde sagen. Derfor tager han andre metoder i brug for at få bugt med Earp-brødrene, og Wyatt Earp må overveje, om den kyniske bandit kan fældes med lovlige metoder ... eller om der skal mere til.
|
Hmm. Tror vi på det? |
HOUR OF THE GUN er en slags sequel til instruktøren John Sturges' egen
GUNFIGHT AT THE O.K. CORRAL fra 1957, men det er samtidig også en film, der går nye veje. Hvor 50'er-filmen er kulørt, sprudlende og actionpræget, så kan man godt mærke, at HOUR OF THE GUN er lavet i 60'erne. Tonen er mørkere og mere realistisk og samtidig proklameres det under forteksterne, at
"This picture is based on fact. This is the way it happened". Og da filmen åbner med den berømte skudduel, kunne man umiddelbart få den tanke, at dette var et dokumentaristisk opgør med den mere løsslupne GUNFIGHT AT THE O.K. CORRAL.
|
På jagt efter de kumpaner, der har gjort Earp-familien ondt. |
Det er det så ikke. Filmen er tættere på den historiske sandhed end mange andre westerns om det berømte opgør og tiden, der fulgte, men manuskriptforfatteren Edward Anhalt tager sig også nogle friheder undervejs (selv om han åbenbart har baseret filmens fortælling på fagbogen TOMBSTONE'S EPITAPH af Douglas D. Martin). Det er nu engang en Hollywood-produktion, vi har med at gøre, så på trods af den alvorlige tone får vi en pæn omgang action og skyderier, der uden tvivl har skabt jubel på biografernes cowboyrækker.
|
Til højre ses Jason Robards som Doc Holliday og James Garner som Wyatt Earp. |
Filmselskabet mente ikke, at det ville være en fordel at få Burt Lancaster og Kirk Douglas til at gentage deres roller fra 50'er-udgaven - dette skulle være en helt anden film - så det blev James Garner og Jason Robards, der spiller Wyatt Earp og Doc Holliday. Garner kan på samme måde som Lancaster fremstå som en sammenbidt træmand, så det fungerer fint. Robards er på ingen måde lige så elegant som Douglas, men han føjer en sejhed og en stædighed til Doc Holliday-figuren, selv han altså skildrer en mand, der på grund af tuberkulose danser på gravens rand.
|
Kan du genkende ham her? |
Skurken Ike Clanton spilles solidt af Robert Ryan, men det er ikke så meget, vi ser til ham. Det er hans slæng af håndlangere, der fylder mest, og her er det sjovt at opleve en ung Jon Voight som en af dem. I øvrigt er dette en rigtig mandefilm. End ikke blandt birollerne finder man en eneste kvinde. Fotografen Lucien Ballard har sørget for de flotte billeder, mens Jerry Goldsmith på lydsporet byder på et varieret score af meget høj klasse.
|
Man ved, at man er i godt selskab, når man ser dette. |
HOUR OF THE GUN er lidt ujævn og fragmentarisk og er ikke på niveau med GUNFIGHT AT THE O.K. CORRAL. Men det er en meget seværdig western, der drives frem af de gode skuespillere, den herlige musik og action over middel. Det bliver i hvert fald en film, jeg kommer til at vende tilbage til flere gange. HOUR OF THE GUN er udkommet på dvd under den danske titel fra NTC Film. Lyd- og billedkvalitet er OK og filmen præsenteres i det korrekte format. Der er undertekster på de nordiske sprog, og som ekstramateriale får man filmens originale trailer.
Fin anmeldelse - jeg har endnu ikke set "Hour of the Gun", selvom jeg har haft den amerikanske DVD stående en del år efterhånden. Det må der laves om på indenfor den nærmeste fremtid.
SvarSletJeg har netop købt den komplette McCLOUD-serie (7 sæsoner), som åbenbart kun er udsendt (komplet) i Danmark. Sæson 1 var en specialudgave, hvor man fik BBC-serien "The Wild West" med gratis. På 3 dvd'er gennemgås legendariske westernpersoners liv og levned, og en af dem er (naturligvis) Wyatt Earp. Jeg har ikke set serien endnu og har ingen anelse om, hvor god den er. Sættet fås til en hund fra cdon.dk.
SvarSletJeg har også luret lidt på den BBC-box; den ser spændende ud, synes jeg.
Slet